Lykketoft vil belønne de islamistiske magthavere i Gaza

Folketingets formand Mogens Lykketoft besøger i disse dage de palæstinensiske selvstyreområder.

 

Under et sådant besøg er det kutyme, at en parlamentsformand også mødes med formanden for det israelske parlament.

 

Det har derfor med rette vakt opsigt i Israel og herhjemme, at Mogens Lykketoft havde aftalt tidspunktet for besøget med sine palæstinensiske venner (han er ikke kendt for ligefrem at være Israel-sympatisør) uden på forhånd at sikre sig, at tidspunktet var belejligt for formanden for det israelske parlament.

 

Det var ellers, hvad man kunne have forventet af en tidligere udenrigsminister.

 

Samtidigt er Mogens Lykketoft – og flere af hans partifæller – tilsyneladende blevet fornærmet over, at israelerne ikke har efterkommet hans ønske om at få adgang til at besøge Gaza som led i rejsen til de palæstinensiske områder.

 

Imidlertid må man undre sig over, hvorfor det er så magtpåliggende for Mogens Lykketoft at aflægge besøg hos de islamistiske magthavere i Gaza.

 

Raketter fra Gaza mod Israel

I betragtning af, at der alene siden årets begyndelse er affyret 33 raketter fra området mod Israel, heraf 4 i sidste uge, burde det nok have givet anledning til nogen undren herhjemme, at en fremtrædende repræsentant for det officielle Danmark alligevel finder det passende at beære Gaza med et besøg.

 

Der er mange måder at belønne dem på, man ønsker at udvise solidaritet med, men at kvittere for raketaffyringer mod civile israelere med besøg af parlamentsformænd, som skridter fronten af, er nok ikke den mest behændige.

 

Nu skal man selvfølgelig ikke overvurdere rækkevidden af Mogens Lykketofts besøg i Mellemøsten. Men det har næppe i israelernes øjne været befordrende for Danmarks eller EU’s rolle som uvildige mellemmænd i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…