Løkkes ottende liv

Den erfarne TV-journalist, Kaare R. Skou, har meget præcist sagt om Lars Løkke, at ”han har ni liv som en kat, og nu er han i gang med det syvende!” – Efter dramaet i sidste uge er han så i gang med det ottende!

 

Jeg var som andre kritisk over for visse udgifter afholdt af Venstre. Men nu har medlemsdemokratiet afgjort, hvem der leder Venstre. Så bakker jeg op. Hovedbestyrelsen repræsenterer dem, der betaler og opkræver kontingenter, hænger plakater op og betaler 30 kr. for kaffen ved Venstre-møderne. Det var deres penge, det drejede sig om. Og de blev enige.

 

Fremragende

Jeg har hele tiden sagt og skrevet: Lars Løkke var en fremragende statsminister. Han turde ændre Danmark med kommunalreformen, valgkredsreformen og ikke mindst det frie sygehusvalg, som mere end en halv million danskere har benyttet sig af, og som har presset det offentlige sygehusvæsen til at få flere patienter gennem røret.

 

Da krisen kom, var det Lars Løkke, der turde gøre op med det forhold, at danskerne i gennemsnit forlod arbejdsmarkedet, når de fyldte 61 år – mens det var 63-64 i Sverige og Norge. Nu er det ændret takket være hans efterlønsreform. Også dagpengereformen øgede arbejdsstyrken, så vi nu kan øge væksten og få råd til, at vi heldigvis får et længere liv.

 

Det var Lars Løkke, der insisterede på den reformkurs, som de nuværende regeringspartier har været tvunget til at fortsætte, stik mod alle deres løfter.

 

Han begik ikke løftebrud. Det gjorde de. Han var modig. De var uærlige.

 

Ekstra Bladet skal ikke bestemme

Han har begået fejl. Men han har også været oppe imod en nådesløs formiddagspresse, der meget snedigt serverer den ene historie lige før kommunevalget, og den anden lige før EU-valget. Det er deres ret, og det skal de have frihed til. Men alle venstrefolk er enige om dette: ”Ekstra Bladet skal ikke bestemme, hvem der skal være Venstres formand!”

 

Herligt, at næsten alle journalisterne tog fejl i sidste uge. Medlemsdemokratiet sejrede over rygtesmederiet og mediernes usalige tendens til at referere hinanden i stedet for at skaffe sig holdbar viden.

 

Nu genoptager vi arbejdet under Lars Løkkes og Kristian Jensens ledelse. Sådan er vi i Venstre. Først kan vi slås, og så samarbejder vi, når sagen er afgjort. Vi er ikke en studenterforening. Vi er en bevægelse med en stærk sammenhængskraft. Vi har rødder i Højskole- og foreningsdanmark og frivilligdanmark.

 

Læs også
Lars Løkke tegner et misvisende billede af, hvor meget vælgerne bakker hans forslag om en SV-regering op

Det er derfor jeg er venstremand!

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…