Lilyhammer: En hylemorsom TV-serie om den nordiske barnepigestat

PR-foto

At de nye streamingtjenester som Netflix, HBOnordic og Viaplay er kommet for at blive, vil jeg til enhver tid skrive under på: Fra jeg første gang lidt tøvende forsøgte mig med en måneds gratis forbrug af Netflix, er jeg nu hooked på det stof af film og tv-serier som ikke bare Netflix, men også HBOnordic, pusher til mig og 440.000 andre danske husstande, hvis man da skal tro på DR Medieforsknings seneste rapport.

 

Og helt ærligt: for (sølle) 79 kr. om måneden får vi, foreløbig 440.001 danske husstande, ubegrænset adgang til et væld af film og serier, der bare ligger og venter på at blive set her i de lange mørke vinteraftener, hvor sofaen i den grad har det med at springe op på ryggen af én, så snart man træder ind ad døren. Hvor mange dvd´er kan man leje til dén pris – jeg spørger bare?

 

Lilyhammer

I disse dage har jeg, på kraftig opfordring fra en ligesindet serie-afficionado, kastet mig over den første originale tv-serie som Netflix producerede med start i 2012: et syret norsk-amerikansk sammenrend med titlen ”Lilyhammer” (Lillehammer).

 

Og den serie har splittet mig mellem grin og gråd, for den er langt mere end bare det ”mob dramedy” de amerikanske anmeldere betegner den som, fordi de af gode grunde ikke kender hverken slagkraften eller rækkevidden af den skandinaviske velfærdsmodel.

 

Handlingen

Først handlingen: Den midaldrende amerikanske New York-gangster Frank Tagliano (spillet af Steve van Zandt kendt fra tv-serien Sopranos og medlem af Bruce Springsteens E Street Band) må efter at have vidnet mod sine gangsterkolleger gå under jorden og lade sig indrullere i et vidnebeskyttelsesprogram.

 

Han insisterer selv på, at han vil skabe sig et nyt liv i Lillehammer. Dels fordi han ikke mener, at han vil blive fundet her, dels fordi han lider af uhelbredelig fascination af byen efter at have set vinter-OL i 1994.

 

Og Frank, der nu har skiftet navn til Giovanni (call me Johnny) Henriksen, går frisk til Integrationsprojekt Norge. Lidt vel frisk vil nogen måske påstå, for han stikker ud mellem de lyse, vandblåøjede nordmænd i hjemstavnstrøjerne, når han frysende forsøger at manøvrere sig vej mellem Lillehammers snedriver i sine italienske fluekneppersko og sit høje og alt for sorte parykhår.

 

Straf og konsekvens

Og ikke nok med det: Med sig bringer Frank/Johnny en no-nonsense machismo samt en meget direkte og håndfast måde at løse problemer på, som næsten øjeblikkelig bringer ham på kant med normer og regler i det gennemregulerede norske samfund.

 

Den evigt vaffel- og rouladebagende (”rullekage” på norsk) kvindelige politimester får således hurtigt mistanke til Frank/Johnny og forsøger ihærdigt at gribe ham i ulovligheder, mens han på nærmest ingen tid får banket en succesfuld natklub op i downtown Lillehammer. I det hele taget bliver Frank/Johnny betragtet med stor skepsis af Lillehammers kvindelige magtelite, mens byens (såkaldte) mænd drages mod ham, som tydeligvis kan og gør alt det, de ikke selv magter.

Læs også
Nordmand dræbte sin lillesøster og forsøgte at dræbe muslimer i moské – politiet taler om terror

 

Feminiserede mænd

Og her ligger et vigtigt omdrejningspunkt i Lilyhammer, for den er ikke bare underholdende og meget morsom. Den er også en kras kommentar til konsekvenserne af den skandinaviske samfundsmodel og et kæmpe spark i løgene til den femininiserede norske (danske og svenske) mand:

 

Intet kan de klare:

 

Fra den fesne integrationskonsulent, der arrangerer selvforsvarskurser for indvandrerpigerne, så han kan komme til at rage på dem (hans eneste mulighed for at komme i lag med kvinder), over den mandlig jordemoder, der som antivoldelig  “Natteravn” viljeløst bliver overfaldet af de unge han skal passe på, og til den flæbende hjemmefar, der ikke bare er gået totalt op i limningen, men som  oven i købet satser hele butikken i et pokerspil han overhovedet ikke kan overskue konsekvenserne af.

 

Læg hertil byens hypokondriske investor, som ikke engang tør fortælle sine omgivelser, at han havde hørt forkert og at han alligevel ikke har kræft. Han er så slatten, at hans anæmiske søn i fraværet af en brugbar mandlig rollemodel konverterer til islam.

 

Kvinderne bestemmer

Heroverfor står kvinderne, der konsekvent har bukserne på, anført af den husmoderlige politimester, som effektivt holder orden i sit distrikt. Hvilket da heller ikke er en uoverkommelig opgave, for der er som sagt ikke meget spræl i de kastrerede mænd, som skamfuldt lyner termobuksen, når hun stopper politibilen og griber dem i at lade deres vand i skoven (”et fredet norsk naturområde!”).

Læs også
En imam fik opholdstilladelse på grundlag af sine kvalifikationer i islam – nu er han dømt for vold mod sine børn

 

Det er ofte tåkrummende morsomt, men det gør ondt i mig, hver gang jeg griner, for Lilyhammer udstiller et centralt problem ved velfærdsstaten: Vi har udslettet manden og reduceret ham til et femininiseret og viljesvagt appendix til kvinden.

 

Alligevel – eller måske netop derfor – må man overgive sig til serien, der kan købes på dvd, men som er billigere at streame på netflix: www.netflix.com

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…