TV2 har for nylig haft flere reportager om Københavns Kommunes socialpsykiatriske botilbud Ringbo.
Af udsendelserne er det fremgået, at der løbende er salg af stoffer på Ringbo. De bliver især solgt af en mand, der har fået en dom for at sælge narko. Da han er let retarderet, afsoner han på Ringbo, hvor han altså bor sammen med psykisk syge.
Der er også dagligt salg og stort misbrug af hash. Det er ulovligt og skal meldes til politiet.
Ikke desto mindre har lederne på Ringbo skriftligt givet information til personalet om at de skal fraråde politi-anmeldelse ved ulovligheder.
Det lille antal af registrerede politianmeldelser bekræfter, at personalet – om end modvilligt – har rettet sig efter den skriftlige information.
Efter min mening burde ledelse og personale hjælpe svage beboere med at politianmelde og ikke fraråde.
Medarbejderne gør oprør
Seks nuværende medarbejdere har for øvrigt bekræftet de uhyrlige forhold på Ringbo, hvor narko, røverier, pengeafpresning, vold og hash hører med til dagligdagen for psykiatriske borgere. De har ofte en dobbeltdiagnoser, det vil sige at de både er psykisk syge og narkomaner.
Det betyder rent faktisk, at mange af beboerne har et alkohol- og/eller stofmisbrug. Hele 33% af borgere på Københavns Kommunes socialpsykiatriske botilbud har en psykisk lidelse og samtidig et misbrug.
På Ringbo bor desuden psykisk syge borgere, som har fået en dom.
En af de dømte beboere har fået en dom med strenge vilkår for udgang. Nu viser det sig, at Ringbo ikke har fulgt vilkårene for udgang, som beboeren har fået i sin dom. Det finder Statsadvokaten helt uacceptabelt. Statsadvokaten vil derfor tage kontakt til ledelsen på Ringbo for at undersøge, hvilken praksis der er på Ringbo i forhold til at følge de vilkår, som domstolene har fastsat.
Alle siger noget
Socialminister Manu Sareen (R) har krævet en redegørelse fra Københavns Kommune. Samtidig er han blevet kaldt i samråd om sagen i Folketingets socialudvalg.
Socialborgmester Jesper Christensen (S) skal svare på kritiske spørgsmål om Ringbo på Borgerrepræsentationens næste møde den 8. maj.
Selv anser jeg forholdene på Ringbo for så utrygge, at jeg har rettet henvendelse til Ombudsmanden og opfordret ham til at se på Ringbos forhold. Han skal også se på, hvordan vi sikrer, at de meget svage psykiatriske borgere på Ringbo ikke længere skal holde sig inde på deres eget værelse, fordi de er bange for at blive forulempet, hvis de kommer ud.
En del af en løsning kan være at adskille misbrugende beboere fra ikke-misbrugende. Der er fem beboere på Ringbo som sælger hash.
De fem handlende hash-sælgere burde have været flyttet til en mindre enhed. Ledelsen skulle være trådt i karakter. Det gør de nok nu, men det er sørgeligt, at der skal medieomtale til for at sikre handling og flytning af hårdnakkede kriminelle.
Det er tydeligt, at medarbejderne på Ringbo ikke føler sig hørt af ledelsen. Det gælder manglende overholdelse af udgangsvilkår, hårde stoffer, hash og hensyntagen til de svage beboere.
Spørgsmål
Der er derfor spørgsmål som skal stilles: Har Ringbo´s ledelse den kompetence som er nødvendig?
Og har socialforvaltningens øverste ledelse gjort det rigtige?
De må da have været bekendt med problemerne. Og hvad med de egentlig ansvarlige, det politiske socialudvalg samt borgmesteren?
Som mangeårigt medlem af socialudvalget kan jeg undre mig over, at man gang på gang bliver opmærksom på problemer, primært ved at forskellige medier beretter om skandaler på vore institutioner.
For en politiker er det svært at løse problemer som man slet ikke kender til. Hvornår når vi mon til det punkt, hvor det er forvaltning og borgmester som lægger problemerne frem og alle politikere samvittighedsfuldt løser tingene sammen. Og inden medierne presser os til at handle.
Inden vi kommer så langt, føler jeg mig dog overbevist om, at socialforvaltningens direktion og socialborgmesteren placerer ”aben” hos Ringbo´s ledelse. Vi får se, hvor mange dage der går, før beboerne på Ringbo får den ledelse som de fortjener.
Finn Rudaizky, er medlem af Borgerrepræsentationen (DF)