Ny borgmester: Ja til udvikling – Nej til ensretning

Wikipedia

Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, har en plan. Det skal være slut med kommunernes ret til at udskrive skatter, og fremover skal borgerne betale én og samme skatteprocent til deres kommune uanset hvor de bor i landet.

 

Dermed er vejen banet for ensartet service på tværs af landet.

 

Thulesen Dahl mener desuden, at den samme skatteprocent landet over vil få borgere med høje indtægter til at bo i udkantskommunerne frem for at flytte til de store byer.

 

Men det er naivt, og konsekvenserne af denne ensretning er en total undergravning af nærdemokratiet, ligesom det er en barriere for al udvikling af vores samfund.

 

Ser vi bort fra kommunalvalget i 2001, der kunne læne sig op ad et samtidigt folketingsvalg, så var stemmeprocenten på 71,9 procent ved efterårets kommunalvalg den højeste i 32 år.

 

Det er glædeligt, og det kan være et tegn på en større interesse for nærdemokratiet.

 

Jeg mener, at nærdemokratiet er vigtigt. For dermed kan man som borger øve direkte indflydelse på, hvordan tingene skal være i den kommune, man bor i.

 

Derfor er jeg modstander af Kristian Thulesen Dahls ide om at erstatte kommunernes ret til at udskrive skatter med en fælles kommunal skatteprocent for hele landet. For det undergraver det kommunale selvstyre og de kommunale politikeres incitament til at handle økonomisk ansvarligt.

 

Ansvaret for at bruge penge skal hænge sammen med ansvaret for at finde finansieringen. Men dette sunde princip forsvinder, hvis det fremover er 179 mennesker på Christiansborg, der skal bestemme skatteprocenten og hvilken service kommunerne skal levere til borgerne.

 

Baggrunden for Dansk Folkepartis forslag bunder i partiets stærke ønske om centralisering og udjævning af forskelligheder på tværs af kommunegrænserne. Vi oplever gang på gang, at folketingspolitikerne helt ned i detaljen vil bestemme serviceniveauet i de enkelte kommuner.

 

Læs også
Nye Borgerlige er klar til at lade Løkke falde, hvis han siger nej til tre ufravigelige krav

Og det stopper ikke her. Ønsket om at bestemme arbejdsmetoder i kommunernes sagsbehandling breder sig også. Et godt eksempel er folketingspolitikeren Karina Adsbøls (DF) krav om, at det skal være obligatorisk for kommunerne at bruge metoden familierådslagning i alle børnesager.

 

Når folketingspolitikerne blander sig så langt ned i detaljerne, så fortaber helheden sig, bureaukratiet vokser og udviklingen af vores velfærdssamfund går tabt.

 

For hvis folketingspolitikerne fratager kommunalpolitikerne deres økonomiske ansvar og i samme åndedrag dikterer serviceniveau og arbejdsmetoder i kommunerne, så vil vi gå glip af den innovation og udvikling, der foregår i dag.

 

For eksempel ville Fredericia Kommune ikke kunne have udviklet hverdagsrehabilitering for ældre, ”Længst muligt i eget liv”, som i dag er blevet omdrejningspunktet for ældreomsorgen i stort set alle kommuner.

 

Eller familierådslagning, som Dansk Folkeparti ellers er meget glade for, ville heller ikke have set dagens lys.

 

Derfor skal vi skal vi sige klart nej til Dansk Folkepartis ønsker om ensretning af kommunerne, og i stedet skal der gives mere plads til innovation og dermed udvikling af vores velfærdssamfund.

 

Læs også
Folketingets afslutning: Vælgerne har mere magt end nogen sinde i dansk politik, men …

 

Benedikte Kiær er borgmester i Helsingør

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…