Kirken og dens traditioner skal stå fast

Der er en løbende debat i danske medier og i præstekredse om, hvad man skal gøre for at stoppe medlemsflugten fra Folkekirken og få flere til at gå i kirke.

 

I 1990 var 89 % medlemmer af Folkekirken. I dag er det 78,4 %, – og i storbyerne er det endnu lavere.
Mange går i panik (hos kristendomshaderne er der omvendt jubel) over tallene, før de bliver klar over, at der i et land med ca. 11 % indvandrere og efterkommere, der kommer fra lande med andre trossamfund, nødvendigvis må ske et procentmæssigt fald i medlemstallet.

 

Tant og fjas-gudstjenester
Hvis man så begynder at interessere sig for antallet af kirkegængere, vil man også se, at der er meget få, – og nogle steder færre og færre. Og hvordan holder man så på kunderne?

 

Er det via mere lokaldemokrati, flere spaghetti-gudstjenester, flere jazz-koncerter i kirkerne, flere gourmetmiddage som nadver og nye gudstjenesteformer? Præsterne finder på og finder på.

 

Det gælder åbenbart om at få gudstjenesten til at ligne noget, der foregår andre steder og slet ikke at ligne en kedelig, traditionel gudstjeneste. Men jeg har ikke indtryk af, at det hjælper det store.

 

Jeg selv holder mig langt væk fra de eksperimenterende kirker. For er der noget, jeg ikke gider, når jeg går i kirke, så er det at træde ind i et ukendt skuespil, hvor jeg ikke kan genkende andet end bibel-teksterne.

 

Det velkendte

Jeg forstår faktisk slet ikke holdningen om, at kirken konstant skal ændre sig i retning af det omgivende samfund. For når man kommer i kirken, er det jo netop for at finde noget anderledes end det omgivende samfund. Og helst noget, der står fast.

 

Faktisk har danskerne aldrig gået meget i kirke. Det er der slet ikke noget nyt i. Og hvis man nu kun kommer der 20-50 gange spredt ud over en livstid, hvorfor så ikke lade os genkende noget de gange, vi kommer? Så er man kun kirkefremmed de første 5 gange!

 

Jeg håber, at alle – både præster og kirkegængere-  er enige om, at kirkens budskab skal stå fast for altid. At budskabet hverken kan eller skal ændre sig, fordi verden ændrer sig. Tidsånden er som bekendt flygtig, og sæder og skikke ændrer sig. Men budskabet i kirken bør være det modsatte og stå fast som den klippe, vores liv bygger på. Det signalerer man faktisk meget godt ved ikke at ændre gudstjenesten efter de hotteste teenage-moder hver andet år!

 

Som forholdsvis fast kirkegænger, der kun lader sig skræmme væk af moderne tiltag, har jeg nogle gang tænkt, at problemet må ligge i, at det er præsterne, der keder sig ved at gentage den samme og den samme gudstjeneste og gentage det samme og det samme budskab år efter år. Årti efter årti, generation efter generation.

 

Det kan selvfølgelig godt være, at det kan blive kedeligt. Men hvis man ikke kan holde det ud, må man vel finde sig en anden branche. Ligesom det vil være en god ide at se sig som om efter noget andet, hvis man føler sig som en fiasko, fordi kirken ikke er fuld hver søndag.

Læs også
Vi får at vide, at den muslimske kultur var en berigelse af Spanien – men sandheden er en ganske anden

 

Nogle årtier er kirkens budskab ikke moderne, og så er der færre, der døber deres børn og endnu færre, der kommer til gudstjenesterne. Men tiderne skifter, og sandheden sejrer jo som bekendt til sidst. Så det har ingen hast med at lokke folk ind med fjantede tiltag og nye fortolkninger.

 

Stå fast

Kirken skal omvendt stå fast og sige det samme og det samme igen og igen. Og har man fundet en god måde at gøre det på, så bliv dog ved, i stedet for at ændre den konstant. For noget skal stå fast!

 

Og hvis præsterne virkelig keder sig ved at prædike i kirkerne, så kunne de få lidt spænding i tilværelsen ved at gå ud i den danske missionsmark og tale til dem, der aldrig har hørt det kristne budskab, –  i stedet for at risikere at forfladige budskabet for de allerede døbte. Så ville kedsomheden blive vendt til noget godt!

 

Marie Krarup er MF for Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…