Venstrefløjen kræver ind til bedre dagpengeydelser – men glemmer hvem, der skal betale

Arkiv

Dagpengespørgsmålet er blevet et kardinalpunkt for både SF og Enhedslisten, som i et virvar af tal og forhandlingstaktik har gjort sig til bannerførere for en længere ydelsesperiode og en halvering af genoptjeningsperioden for dagpenge.

 

Den prioritering står naturligvis de to partier frit for, men venstrefløjens pres for ændringer på det her område blegner desværre i mangel på erkendelse af, at pengene skal komme fra de, der arbejder.

 

Og det åbne spørgsmål er i høj grad, hvad der overhovedet vil stille venstrefløjen tilfreds? For selv hvis perioden blev forlænget, vil de straks lægge sig i selen for at forlænge den endnu mere.

 

Selvfølgelig er det ikke sjovt for nogen at miste sit arbejde, og det er forståeligt, at de mennesker, som har svært ved at finde et nyt job og som må gå ned i indtægt, er frustrerede.

 

Det ændrer dog ikke ved, at alle politikere med en snært af økonomisk ansvarlighed bør forholde sig til den udfordring, at 800.000 voksne danskere i dag står uden for arbejdsmarkedet af den ene eller anden grund.

 

Samtidig viser regeringens egne tal, at 42.500 danskere, som arbejder enten på fuld tid, deltid eller som selvstændige, i yderste konsekvens har mindre udbetalt efter skat om måneden end folk på kontanthjælp.

 

Og selv om det for nogles vedkommende skyldes, at de kun arbejder lidt eller beholder værdien i deres firma, så rokker det ikke ved den absurditet, at det overhovedet kan lades sig gøre at havne i en situation, hvor man kan tabe penge ved at gå på arbejde.

 

Dertil kommer så, at vi har mere end 80.000 østarbejdere i Danmark. Det er der intet problem i, men dog er det tankevækkende, at de rent faktisk går ind og besætter nogle job, som ifølge arbejdsgivere kan være svære at finde dansk arbejdskraft til.

 

Alle disse forhold er med til at illustrere et helt grundlæggende problem, som vi står overfor: Skatten på arbejde er alt for høj og kombineret med høje offentlige ydelser, så medvirker det til, at nogle mennesker fastholdes på offentlig forsørgelse, at en række stillinger vanskeligt kan besættes med dansk arbejdskraft og at nogle lavtlønsjob slet ikke bliver skabt.

 

Alle disse problemer gemmer sig bagved dagpengespørgsmålet, og i virkeligheden er det dem, vi burde løse.

 

Læs også
Mette Frederiksen taler om stram udlændingepolitik – men Morten Østergaard og Pernille Skipper vil have mere islam

Således er vi nødt til at erkende, at vil bare udskyder problemerne, hvis vi forlænger dagpengeperioden eller ændrer på optjeningsprincipperne. Det vil nemlig ikke ændre på, at der er masser af arbejdspladser, der flytter ud af landet, og derfor ender det blot ud i et spørgsmål om, hvad folk skal leve af, frem for hvordan vi netop får skabt de arbejdspladser, som folk rent faktisk kan leve af.

 

LA’s politik

Hos Liberal Alliance har vi et princip, som siger, at ingen skal forsørge staten, før de kan forsørge sig selv. Det indebærer, at ingen i arbejde skal betale indkomstskat af de første 7.000 kr. om måneden. Det vil øge gevinsten ved at arbejde betragteligt, ligesom det vil bidrage til, at der rent faktisk bliver skabt nye job. På den måde får vi også flere forsørgere, hvilket desværre er noget, som ikke synes at optage venstrefløjen.

 

På venstrefløjen forestiller man sig nemlig, at der altid er forsørgere nok. Der må være nogle “brede skuldre” derude et sted. Man glemmer dog bare den væsentlige pointe, at hvis vi bliver ved med at omfordele, så er der til sidst meget lidt at fordele af.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…