Forbyd Hitz-ut-Tahrir, som prædiker had – så kan de prøve afgørelsen ved en domstol

Privat

Hvad er vores frihedsrettigheder værd, når ingen vil kæmpe for dem i Danmark? Det spørgsmål må vi oftere og oftere stille os selv.

 

Senest har vi oplevet en herboende imam opfordre til drab på jøder. Konfronteret med disse udtalelser sagde en storsmilende formand for den moske, som den pågældende imam er tilknyttet, at han bakkede 100 procent om udtalelserne, og han sluttede af med at sige: ”Min råd til alle sammen er, at de skal lukke munden og færdig”.

 

Det sørgelig er, at formanden endte med at få ret. Christiansborg-politikerne endte med at lukke munden og så færdig med den sag. Hvorfor? Fordi, der er ingen ægte politisk vilje til at gøre noget ved det.

 

For hvad var reaktionen fra næsten alle danske politikere? Det var den sædvanlige. Man stiller sig op på tv og lufter sin forargelse, men så er det også det. Man puster sig op og tager afstand, men reelt gør man ingenting.

 

Det har vi set mange gange før, og jeg bliver ganske trist ved tanken, for regering og Folketing afslører dermed overfor disse religiøse mørkemænd, at det bliver ved snakken.

 

Men hvorfor er det sådan? Svaret er, at vi har frihedsrettigheder i Danmark.

 

Derfor kan man ikke bare lukker foreninger, moskeer og lignende, som (mis)bruger deres ret til at komme med ytringer som opfordrer til vold og drab. Og det må vi bare leve med, synes et flertal af de danske politikere at tænke. Måske vi kan være heldige at straffe en person eller to med en bøde eller et par års fængsel, men at gøre op med de foreninger og bevægelser, der er en del af hovedårsagen til problemerne, er åbenbart utænkeligt.

 

Man får tit det indtryk, at det nærmest er umuligt at gøre noget, men det er det absolut ikke! Grundloven er fuldstændig klar. Foreninger, der virker ved vold eller anstifter til vold, kan opløses. Så der er altså i Grundloven grænser for, hvor langt for eksempel foreninger kan gå. Og det giver jo sig selv, for ellers kan vi ende i anarki.

 

I visse muslimske miljøer hersker der anarki i den forstand, at man mere eller mindre kan gøre, hvad man vil, uden at den lovgivende forsamling gør ret meget andet end at snakke og erklære sig uenig. Det er pinligt!

 

Hvordan kan skiftede regeringer og Folketing sende danske soldater ud i verden og kæmpe for demokrati og frihedsrettigheder, når et markant flertal af politikerne ikke vil gå forrest og med deres magt som parlamentarikere kæmpe for frihedsrettighederne i Danmark? Det er mig ubegribeligt.

 

Læs også
Hizb ut-Tahrir raser over burkaforbud: ”Kun Allah har ret til at påbyde og forbyde”

Det er mig ligeledes ubegribeligt, at der ikke er et flertal i Folketinget for at begrænse den ikke-vestlige indvandring. Det er nu engang denne, der er hovedårsagen til de førnævnte problemer.

 

Jeg håber, at Venstres seneste udlændingeudspil er udtryk for et nyt politisk standpunkt, for så kan vi måske gøre en forskel. Men hvor er viljen til at kæmpe parlamentarisk for vores land? Tror mine kollegaer i Folketinget virkelig, at moskeer og stormoskeer, hvorfra der opfordres til alverdens dårligdomme og hvorfra der samarbejdes med stærkt internationale fundamentalistiske organisationer, giver en god integration?

 

Det tror jeg faktisk ikke, at de tror. Jeg tror, at de tror, at de ikke kan gøre noget ved disse ting, fordi der jo er religionsfrihed her i landet. Det er heldigvis sandt, at dette står i Grundloven.

 

Men det er også sandt, at der står i Grundloven, at ens gudsdyrkelse ikke må stride imod sædeligheden og den offentlige orden. Strider opfordringer til vold og drab virkelig ikke imod sædeligheden og den offentlige orden?! Selvfølgelig gør det det. Og der må da også være mildere former for forstyrrelser, som vil kunne falde ind under de nævnte paragraffer i Grundloven. Der er en grund til, at de står der.

 

Men der er ingen politisk vilje til at afprøve Grundlovens rækkevidde. Ingen. Nuvel, en gang imellem beder en justitsminister en jurist om at svare på spørgsmålet, hvortil juristen siger nej, og politikerne retter sig så efter den juridiske vurdering. Her er pointen så, at jura er en fortolkningsvidenskab.

 

Det er ikke en eksakt videnskab, og der er før foretaget forkerte juridiske vurderinger. Også af personer, hvorom det siges, at de er landets fremmeste, nemlig dem i Justitsministeriet. Dog ser vi igen og igen, at berøringsangste politikere spiller bolden videre til rigsadvokat og embedsværk, som siger ”nej” og dermed spiller bolden tilbage til politikerne, der jo nok mest af alt håber på, at den offentlige debat til den tid er rykket videre til noget andet.

 

Læs også
Magasin sløjfer salg af tobak fuldstændigt

Tilbage står, at grupper som Hizb ut Tahrir, Kaldet til Islam, Grimhøjmoskeen og sikkert flere ubesværet kan fortsætte deres samfundsundergravende arbejde.

 

Ja, de kan oven i købet, hvis de er kvikke nok, modtage offentlige midler til, hvad de kalder for Guds arbejde. Og det skal de bare blive ved med at kalde det for, for så vil alle partier, undtagen mit eget, blive ved med at snakke løs og gøre ingenting, når der kommer opfordringer til vold og drab fra den kant.

 

Det er tom tale fra de andre partier i Folketinget, når man hele tiden taler om frihedsrettighederne. Man vil jo ikke kæmpe for dem. Og i denne forstand betyder det at kæmpe også, at man må gå på kompromis med dem. Det må man, fordi ingen ægte frihed kan være uden begrænsninger, idet den ellers ender med at krænke andres frihed. Netop denne balancegang rummer vores Grundlov.

 

Jeg vil endda hævde, at en international konvention som  Den Euroæiske Menneskerettighedskonvention rummer den selvsamme balancegang. Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

 

Efterfølgende vil sådanne politiske beslutninger kunne prøves ved domstolene. Men domstolene skal domme ud fra Grundlovens ord og i øvrigt ud fra den lovgivning, som Folketinget vedtager.

 

Det giver faktisk meget gode arbejdsvilkår, hvis der skulle opstå et politisk flertal, der kan se, at det er bydende nødvendigt med både ord og handling at sige fra overfor de politiske og religiøse grupper og foreninger, der udøver samfundsundergravende arbejde. Jeg siger ikke, at det er noget, vi skal gøre hver dag.

 

Læs også
Den berygtede Iqra Friskole står til at miste millionstort statstilskud – nu prøver skolen at løbe fra trådene til Hizb ut-Tahrir

Jeg siger sådan set heller ikke, at det vil løse alle problemer. Men en sådan politisk beslutning vil markere, at her trækker det danske samfund en tydelig grænse, og det er grundlæggende sundt for mennesker at vide, at ens valg har konsekvenser, at der er nogle grænser som ikke må overskrides, og at de danske politikere kan andet end at snakke.

 

Martin Henriksen, MF og udlændinge- og integrationsordfører for DF

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…