Dagens Danmark
En skræmmende udvikling er kulmineret og gennemtrænger nu hele samfundet. Den er ikke venstreorienteret eller højreorienteret eller midt imellem. Den er ikke inspireret af en religion eller udtryk for de utilfredses oprør. Ingen har rigtig taget ansvar for den. Der har ikke for alvor været nogen debat. Det er som om vidtgående beslutninger er taget i anonyme kontorer af systemtyngede hjerner, skønt det er vanskeligt at vide noget sikkert om.
Udviklingen har et navn: New Public Management og skyldes en umage blanding af fri markedsøkonomi, globalisering og en streng og omfattende statslig kontrol. Staten konkurrerer først og fremmest med andre stater. Det synes at være dens højeste formål. Hele befolkningen og alle reserver indkaldes derfor i denne konkurrence. Den siver ned gennem systemerne. Alle skal konkurrere med alle hele tiden, og hver eneste lærer, sygeplejeske og anden offentlig ansat skal i realiteten dokumentere et overskud af sit arbejde. Staten er i detaljer kommet meget tæt på ganske almindelige, hverdagslige forhold.
Den offentlige forvaltning, de mange regler og udfoldelsen af en nidkær kontrol, hvor intet synes for småt, har medført et gigantisk bureaukrati, hvor det romerske kejserrige nærmest blev regeret fra et enkelt kontor i sammenligning. Det gælder politi, domstole, sygehuse, hele uddannelsessystemet, hvor folkeskolen blot er det tydeligste eksempel.
Det er ikke for meget sagt, at denne udvikling hæmmer arbejdsglæden. For mange er det svært at føle sig fri i arbejdet. Gode idéer afmattes, når de er skemalagt til at komme mellem kl. 8 og 16. Al selvstændigt initiativ belastes, når man hele tiden skal standse op, for at tælle timer, minutter og skridt. Udviklingen ødelægger en naturlig fremdrift i arbejdet, når man skal skrive både en og to rapporter om sin arbejdstid og så en sidste rapport om den rapport, man har brugt til at rapportere om sin arbejdstid. Således måtte en lærer på en videregående uddannelse bruge 40 timer på at registrere og indrapportere sin arbejdstid i enkelt måned, hvor rapporten naturligvis havde en kolonne, som hed ’tid brugt på indrapportering af arbejdstid’.
Det er komisk. Det er sørgeligt og et umoralsk spild af menneskers tid og handlekraft, og meget få har sagt fra overfor denne udvikling. Der er – tilsyneladende – en nedslående enighed om, at vi nok ikke kan gøre noget ved det.
Hvad har denne udvikling så med juleevangeliet at gøre, kan man med god ret spørge?
Vi behøver blot at gentage en enkelt bisætning, for at kunne høre relevansen: ”..,at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.”
Nu vidste kejser Augustus intet om konkurrencestaten, skønt globalisering kendte han nok til i mindre målestok, for Romerriget var dengang hele verden. Han kendte også svaret på globaliseringen. Det var ham selv og hans guddommeligt begrundede forvaltning. Vore dages stat begrunder ikke sig selv guddommeligt, men den tager så meget af vores tid, at det begynder at ligne. Det svulmende bureaukrati, den nidkære kontrol og det enkelte menneskes ufrihed følges ad.
Kristendommens modsigelse
Her træder kristendommen i karakter for os ved at pege på noget helt andet som det vigtigste: Et barn, der fødes i en afsides stald i en afkrog af verden udenfor kejserens interesse, fjernt fra hans blik. Juleevangeliet er en dobbelt modsigelse af kejserens magt. Han er for det første ikke så mægtig, som man skulle tro. Han er et element i en langt større historie. Og hans magt er for det andet ikke så væsentlig, som han gerne vil gøre den til. Den sande magt ligger i den overtalelse, der udgår fra barnet.
Juleevangeliet er altid en nyhed, fordi det henviser os til at leve af noget andet, end hvad menneskelig magtudfoldelse i sig selv kan udtrykke. Magtudfoldelse bør altid være sekundær; den hviler på noget andet end sig selv, og hvad den i sig selv kan begrunde. Magt skal altid stå i en højere tjeneste, som magthavere ikke selv har definitionsretten over. Har den ikke en tjeneste at stå i – det kan f.eks. være folkets, nationens eller den nationalt sindede verdensborgers beskyttelse (begrebet ’konkurrencestat’ dur naturligvis ikke) – og et moralsk forpligtende forhold til sin tjeneste, vil magten som en flod strømme over sine bredder og anrette ødelæggelser. Og den vil skylle folk med sig. Det er set alt for ofte.
Hyrderne på marken
Denne erfaring ligger vævet ind i Lukas’ beretning om Jesu fødsel, hvor han i stedet fortæller om det, som vil trække hele folket til sig, glæden som samler os.
Barnet i krybben udtrykker jo et håb, som kan bane sig vej alle vegne, hvor mennesker kan høre og se. Håbet bliver endda til, hvor ingen havde ventet at finde det: På en mark blandt fattige, uoplyste hyrder, der får et syn, som de må følge. Hyrderne var folk uden anseelse for slet ikke at tale om autoritet. Hvad de fortalte videre til andre om alt andet en får og geder, behøvede ingen at tro på.
Men her på marken var alligevel nogle mennesker, som ikke anede, hvad et cirkulære er, og som stolede på deres sanser, hvad de selv havde set og hørt først på nattehimlen siden i stalden. Det er for upræcist at sige, at de stolede på deres sunde fornuft, for den blev netop sprængt, for at blive samlet i en større udgave. Hvad de ser og hører, og hvad de selv foretager sig er en udvidelse af deres fornuft, som slet ikke kan rummes i det sprog, mennesker benytter til reskripter, cirkulærer, forordninger og kejserlige befalinger, som intet liv har i sig selv.
Hyrderne må derimod hen i stalden og ind til barnet, som englen har sagt, for at få et sprog, der kan udtrykke håb og glæde i mørket, et sprog, der udtrykker en ny frimodighed, som en dag også vil gøre kejseren begribeligt, at han har en tjeneste at stå i. Hyrderne skal fremover ydmygt udtrykke, hvad først englen, siden barnet kaldte frem i dem, at nyt håb fødes i afmagt. Derfor knælede de og lovpriste Gud.
De enfoldige, uoplyste, umyndige hyrder bliver bærere af et nyt hjerte og sind, som vil gøre dem til nogle andre, end de var før denne aften. Dette nye håb vil også kræve større mod af dem end hidtil. Hvis de skal være trofaste mod deres nye hjerte og sind, skal de måske nu træde op mod urimelighed, umyndiggørelse, regelvælde og undertrykkelse. Der er ikke andre til at gøre det. Og det er englen og barnet, som er fornyelsens kraft. Det giver os en ny tjeneste at stå i og et nyt fællesskab.
Lad således juleaften og nat og alt, hvad der omgærder den, virke iblandt os. Det er herfra et nyt håb skal vokse og en ny bevidsthed svarende dertil. I mørket bliver lyset til.
Amen.
