Civilingeniør Frederik Horney, Stockholm og hans danskfødte hustru Nina fik i 1918 deres første barn, som de døbte Ebba Charlotta. Hun gik i privatskole i Stockholm og i 1932 fortsatte hun skolegangen med et længere ophold i London.
Julen 1926. Ebba Charlotta med sin 6 mdr. gamle lillebror Johan.
Jane
Måske var det opholdet i England der inspirerede hende til at kalde sig ”Jane”? Som 16-årig købte hun en motorcykel og på den kørte hun til København for at besøge moderens familie.
To år efter købte hun sin første bil. Hun forsøgte at supplere sin skolegang med en realeksamen, men fuldførte ikke. Hun var altid sammen med mange kammerater, der også var velkomne i familiens hjem, der var forøget med lillebror Johan og efternøgleren Britt-Marie.
Hendes mange venner fortalte altid om en glad og livlig Jane. En god kammerat, der ønskede det bedste for vennerne. Drengene var klar over, at flirt ikke havde hendes store interesse.
1938. Jane Horney lånte i Stockholm en nyindkøbt D.K.W. motorcykel af sin ven William.
Jane Horney fik en særlig forkærlighed til Grønland, som hun besøgte som turist 1937-38. Året efter blev hun ansat i Kgl. Grønlandske Handel, hvor hun sejlede med M/S Disko. Hun besøgte flere grønlandske byer og hun begyndte at skrive meget om sine oplevelser. Der blev taget mange fotos.
Herje Granberg
Da hun henvendte sig Stockholmtidende og tilbød, at lave artikler om Grønland, kom hun i kontakt med redaktør Herje Granberg, der blev begejstret for den 21 årige udadvendte unge dame. Han bragte hendes artikler i avisens søndagstillæg. De blev forlovet og i december 1939 blev den 36 årige Herje Olof Sixten Granberg og Jane Horney gift i Bromma kirke med efterfølgende stor familiefest.
1939. Nina og Frederik Horney indbyder tredje juledag til deres datters bryllup i Bromma Kyrka. De omtaler datteren som Jane, så i en vis udstrækning har de erkendt, at det er hendes fornavn.
Lotte og redaktørfrue
I 1940 var hun som frivillig tilknyttet Beredskabet i Stockholm. På grund af sin erfaring med motorcykler og biler blev hun ambulancechauffør og samtidig uddannet som sygehjælper.
Det var i den periode, at hun begyndte at ride og mange af de kendte fotos med Jane Horney til hest er taget i 1940-41.
1940. Et af de mange fotos, der blev taget af Jane Horney som ivrig rytter.
Da hendes mand i efteråret 1941 fik tilbudt en stilling som korrespondent i Berlin fulgte hun med. I Berlin boede de i en større lejlighed tæt ved Kurfürstendamm.
Jane Horney nød tilværelsen med de mange kontakter hun via sin mand fik i pressekorpset og blandt tyske embedsmænd. Med sit udadvendte imødekommende væsen var hun populær hos mændene og det var måske en af årsagerne til, at det begyndte at knage i ægteskabet.
Skandinavist Telegrambureau
Da hun forlod Berlin tog hun til København, hvor hun kom i kontakt med lederen af en tysk pressetjeneste. Formelt blev hun ansat som korrespondent, men ret hurtigt fungerede hun som hans kurér mellem København og Stockholm. For ikke at skabe opmærksom om hendes særlige opgave hos Horst Gilbert, Skandinavisk Telegrambureau dementerede, hverken hun eller bureaudirektøren rygterne om, at de havde et forhold.
På det tidspunkt begyndte man i Danmark og Sverige at interessere sig for hendes færden. Da det lykkedes for hende at få løsladt sin nære ven modstandsmanden Jørgen Winkel fra den tyske interneringslejr Horserød, var kimen lagt til mistanken om, at hun arbejdede for tyske interesser. Ja måske var hun ligefrem spion?
Som svensk statsborger kunne hun rejse mellem Danmark og Sverige og hun passerede mange gange grænsen. Normalt officielt, men også via nogle af de illegale ruter, hvor hun fik fornemmelsen af, at flere af ruterne var ”mere sikre end andre”.
Säpo
I 1944 blev fru Ebba Charlotta Granberg (Jane Horney) kontaktet af Det svenske Sikkerhedspoliti ”Säpo”. Som god svensk statsborger sendte hun efterfølgende ofte rapporter til Sikkerhedspolitiet, om det hun erfarede.
Säpo udvekslede i en vis udstrækning oplysninger med andre efterretningstjenester, herunder med danske modstandsfolk og dansk militær efterretningstjeneste i Sverige. På den måde erfarede danske kredse i Sverige og i Danmark, at Jane Horney vidste mere end de fleste. Den kendte modstandsmand ”Flammen” fik ordre til at likvidere hende, men svensk politi greb ind, da de hørte om aktionen.
10. august 2014. Svensk politi sørger for, at ”Flammen” Bent Faurschou Hviid (1921-1944) bliver stoppet inden, at han får likvideret Jane Horney, som han havde fået ordre til.
Dødsdom
I efteråret 1944 blev der advaret mod hende i danske illegale blade. Hun tog i september 1944 hyre på M/S Gripsholm for at komme lidt væk fra det hele. På grund af en misforståelse fik en dansk modstandsmand i Göteborg overtalt kaptajnen til at fyre hende og sætte hende i land.
Efter opfordring fra dansk militær efterretningstjeneste i Stockholm blev Jane Horney anholdt af Säpo i slutningen af september 1944. Hun blev interneret i flere uger og afhørt dagligt. Hun fortalte meget af det hun vidste. Næsten samtlige rapporter blev videregivet til danske efterretningsfolk. Hun fortalte bl.a., at hun troede, at der var noget uldent ved flere af de illegale ruter over Øresund. De fungerede for perfekt mente hun. Hun vidste ikke, at der mellem danske og tyske kredse var aftalt flere risikofri transportruter.
Hun blev løsladt af Säpo med bemærkning om, at hun ikke kunne anklages for noget, men hendes pas blev inddraget. Samme dag, som hun bliver løsladt, bliver hendes kontaktmand telegrambureaudirektør Horst Gilbert dræbt af modstandsbevægelsen i København.
Vejviser fra 1944 og kartotekkort fra filmen ”Flammen og Citronen”. Måske kan oplysninger fra Jane Horney til Säpo have fremskyndet beslutningen om, at Gilbert skulle skydes, da han vidste for meget.
Kontakter
Fra dansk side prøvede man ved flere manøvre, at få yderligere oplysninger om hende. Man bad hende møde en tysk ambassadefunktionær. Hun blev skygget og fotograferet. Senere blev fotos brugt som bevis for, at hun havde kontakt til tyske kredse i Stockholm.
Karlaplan 7
22. august 1944 aftaler Bjarke Schou, at Jane Horney skal mødes med den tyske legationsråd Heinz Thorner. Jane Horney møder Thorner ud for Karlaplan 7. Efterfølgende skygges Jane Horney og legationsråden, da de følges ad i hans bil til en nærliggende lejlighed, hvor Jane Horney får overdraget nogle papirer.
Hun havde mange kontakter til ansatte ved ambassaderne i Stockholm. Hun var populær og mændene kunne lide hende. Ikke alle medsøstre talte lige pænt om hende.
Det var blevet besluttet i danske militærkredse i Friggagatan 4 i Stockholm, der i 1943-45 var hovedkvarter for ”Den danske militære efterretningstjeneste i Sverige”, at man ville skille sig af med hende. Samtidig vidste man, at der fra svensk side blev holdt øje med hende og de mange danske, der var i eksil i Sverige. Et drab på en svensk statsborger i Sverige var noget, der bestemt ikke ville blive set på med milde øjne.
Januar 1945
Jane, der nu boede i Stockholm med en dansk veninde, var kommet i kontakt med flere danske, der havde til opgave, at få hendes fortrolighed. Den danske kontraspionchef i Stockholm kaptajn Niels Bjarke Schou sørgede for, at Bodil Frederiksen, en af hans medarbejdere, kom i kontakt med Jane Horney ved et selskab.
”Birthe” Bodil Frederiksen, der under og efter besættelsen arbejdede for Bjarke Schou, var blevet ”veninde” med Jane Horney og ledsagede hende på hendes sidste rejse fra Centralstationen i Stockholm via Malmö til fiskekutteren ud for Höganäs havn. Bodil vidste, hvad opgaven gik ud på.
Storebjørn og Lillebjørn var også til stede ved selskaberne. Bjørnene arbejdede for modstandsbevægelsen i Danmark, men for ofte også til gavn for sig selv.
Jane Horney besluttede, at hun ville til Danmark for at forklare sig. Hun ville stoppe de rygter og påstande om hende. Man lod hende forstå, at det var en god idé og der blev planlagt en rejse.
17.-20. januar 1945
Bodil, ”Bjørnene” og Jane Horney tog med nattoget fra Stockholm onsdag den 17. januar 1945. Da de ankom til Malmö næste morgen tog de som planlagt ind på Hotel Grand.
Afrejsen fra Stockholm var bemærket og efterretningschef, kaptajn Niels Bjarke Schou havde fra Stockholm sørget for, at hele selskabet var overvåget. Man stolede ikke på ”Bjørnene”, men havde brug for dem til transporten, så Jane følte sig i gode hænder hos ”danske venner”.
Transporten fra Malmö videre til Danmark var fastlagt til sen aften den 19. januar 1945. Lederen af Studenternes Efterretningstjeneste Arne Sejr var udset til at være manden, der skulle følge Jane Horney ud på en fiskekutter i Øresund, men han blev sygemeldt og stedfortræderen Hjalmar Ravnbo måtte træde til.
Den danske kriminalmand Max Weiss, der opholdt sig i Malmö, havde aftalt med fiskeskipper Edvard Lyse, at selskabet skulle sejle fra Höganäs med hans nu svensk indregistrerede kutter ”Tärnan”. Man havde fravalgt afrejse fra Malmö, da svensk politi der, viste for meget interesse for Jane Horney og hendes selskab.
Max Weiss, dansk politimand i Malmø, havde gode kontakter til svensk politi. Han besluttede, at aktionen mod Jane Horney ikke måtte foregå i Malmö.
Natten mellem 19.-20. januar 1945 ankom Jane Horney, Bodil Frederiksen og Hjalmar Ravnbo i taxi til torvet i Höganäs. ”Bjørnene” var koblet fra i Malmø. Samtidig var en kvinde udklædt som Jane Horney, rejst med toget til Stockholm som fru Jane Horney Granberg.
Arne Sejr lå sygemeldt i Stockholm og derfor fik souschefen i SE, Hjalmar Ravnbo, opgaven med at likvidere Jane Horney. Han var en 100% loyal medarbejder, men havde ingen erfaring med tilsvarende opgaver.
Kutteren Sonia, der i 1944-45 hed ”Tärnan”
De tre gik ned til havnen, hvor skipper Edvard Lyse og hans 17 årige medhjælper Erik Petersen tog imod.
På grund af lavvande og dårlig vejr kunne de ikke komme ud af havnen med kutteren. Ravnbo, Bodil og Jane sad i den meget lille kahyt i forstævnen. Skipper og medhjælper var for det meste i styrehuset.
Igen blev selskabet overvåget af en ekstra mand, der var anbragt ombord på kutteren inden selskabet ankom. De tre i kahytten vidste intet om dette arrangement.
Først hen ad morgenen lykkedes det at få kutteren ud af havnen. Officielt sejlede man i det hårde vejr mod internationalt farvand, hvor Jane havde fået, at vide, de ville blive overført til en dansk kutter.
Hjalmar Ravnbo og Bodil Frederiksen havde det bestemt ikke godt i den lille indelukkede kahyt, medens Jane Horney et par gange var oppe på dækket, hvor hun virkede forventningsfuld, glad og afslappet.
Efter aftale kaldte Erik Petersen Jane Horney op på dækket under foregivende af, at nu kunne man se den danske kutter.
Hjalmar Ravnbo fulgte efter Jane Horney og medens hun stod og støttede sig til bommen i styrbordsiden spejdede hun forgæves ud over det tomme oprørte hav. Hun blev dræbt med to nakkeskud.
Ravnbo vaklede ned i kahytten og Erik Petersen begyndte at vikle liget ind i nogle jernkæder, der var anskaffet til formålet. Skipperen opholdt sig i styrrummet, men kom dog ud og hjalp med at løfte den dræbte over rælingen.
Edvard Lyse vendte kutteren og sejlede tilbage denne gang til Industrihavnen. Ravnbo og Bodil tog til Malmö. Bodil forsatte videre med toget til Stockholm, hvor hun bl.a. afleverede Jane Horneys taske. Ravnbo fik tilbudt et længere rekreationsophold, som han tog imod.
Præsten og fiskeskipperen Edvard Lyse (1915-2007) har flere gange fortalt om begivenheder under besættelsen. Kun sjældent om sejlturen ud for Höganäs Havn den 20. januar 1945.
Efterspil
I 1944 var ”Jane Horney” blevet set flere gange, når hun i København kom i tyske kontorbygninger. Det var ikke Jane Horney, men flere andre yngre damer med rødligt hår, der var set. Bl.a. Ketty Selmer, der er den kvindelige hovedperson i filmen ”Flammen og Citronen”.
Ketty Selmer, der var svensk gift, befandt sig fra slutningen af januar 1945 fast i Stockholm, hvor hun bevægede sig rundt de steder, hvor Jane Horney ofte var kommet. Myten om, at Jane Horney ikke døde, blev skabt. Svensk politi forholdt sig også i ro og først efter krigen fornemmede familien Horney for alvor, at der er noget galt i forbindelse med deres ældste datter.
Siden 1945 er der skrevet et utal af artikler, flere bøger og der er lavet film og Tv-serie om ”Jane Horney”. Familien Horney troede i mange år, at hun havde overlevet.
Der blev fra flere sider, specielt i forbindelse med en TV-serie i 1985, udfoldet store anstrengelser for at forklare, at det var en nødvendig likvidering. Samt, at det var foregået efter grundige undersøgelser. Det lykkedes i første omgang at få stoppet TV-serien, da man mente, at den gav et misvisende billede af, hvad der var sket og ikke mindst årsagen.
Opfattelsen af, at hun var en kvinde, der lagde alle mænd ned og en økonomisk beregnende spion hænger ved. Men et plantet eftermæle.
Jane Horneys problem var, at hun ville hjælpe mange, vidste for meget og troede, at hun hjalp sit lands efterretningstjeneste.
På fiskekutteren var Jane Horney iført den brune frakke, som man ser på fotoet. Tøjet og halskæden fik hun lov til at beholde. Hendes ringe, armbåndsur og taske blev bragt til Stockholm.
