JA til patentdomstolen er et JA til danske arbejdspladser

Et ja ved folkeafstemningen om det fælles patent den 25. maj sikrer dansk indflydelse, en dansk dommer i panelet og en dansk lokalafdeling af domstolen.

 

Patentreformen ændrer ikke på hvad et patent er, og hvad der kan søges patent på, ligegyldigt hvad visse patentskeptikere siger. Deres påstande er ganske enkelt hevet ud af den blå luft og er i strid med sandheden!

 

Bedste beskyttelse af patenter

Til gengæld betyder et dansk ja, at den gode idé kan beskyttes i et stort marked – nemt og langt billigere end uden fælles regler.

 

Uden patentreformen og den fælles pat­entdomstol skal der som nu føres retssag i hvert enkelt land et patent krænkes, og den retssag skal foregå på landets eget sprog og efter landets egne regler. Det er dyrt og besværligt.

 

Et ja vil spare især de mindre virksomheder for enorme sagsomkostninger og ressourcer. Det giver mere tid og flere penge til innovation, der kan føre til endnu flere gode ideer, nye produkter og dermed flere arbejdspladser.

 

For de gode ideers skyld

Samtidig gør det fælleseuropæiske patent det langt lettere for ”Ole Opfinder” at beskytte sin gode ide, hvilket også er grunden til, at Opfinderforeningen er varme fortalere for et JA.

 

De gode JA-argumenter står nærmest i kø, og de kan suppleres af den forslidte men rigtige floskel: ”Danmark lever af gode ideer”.

 

Lego-klodser, pumper og termostater er alt sammen danske opfindelser, der er opstået ved køkkenbordet, og som er blevet til verdensomspændende virksomheder som følge af dansk virkeløst og snusfornuft.

 

Ingen gode argumenter mod patentdomstolen

Derimod er det meget vanskeligt at finde virksomheder, iværksættere eller opfindere, der er imod patentdomstolen. Det blev pinligt klart for snurrende kameraer, da Morten Messerschmidt i påsken måtte indrømme, at den virksomhed, han havde anvendt som eksempel over for TV2 Nyhederne, rent faktisk helhjertet støtter et JA til patentdomstolen.

Læs også
EU-Domstolen foretager grov diskrimination mod Israel – kræver speciel mærkning af israelske varer fra besatte områder

 

Hvis man vil vise modstand mod EU, så gør det ved at stemme på et EU-kritisk parti til Europa-Parlamentet, men det skader kun danske virksomheder og dansk beskæftigelse at stemme nej til patentdomstolen samme dag.

 

Husk på, at patentdomstolen absolut intet har at gøre med arbejdskraftens frie bevægelighed, børnepenge, polske jordbærplukkere, EU’s landbrugsstøtte, litauiske biltyve eller hvad man nu ellers kan være utilfreds med i EU.

 

Når end ikke Dansk Folkeparti kan finde nogen, der er imod, udover Dansk Folkeparti selv, så er det fordi modargumenterne er ikke-eksisterende. Det er tåbeligt og uansvarligt, at Messerschmidt fortsat turnerer rundt med sin en-mands Nej-kampagne. Det skader Danmark og danske interesser, som jo ellers burde lægge Dansk Folkeparti på sinde.

 

De færreste af os kommer nogen sinde til at tage patent på noget som helst, men det er i alles interesse, at de gode ideer kan beskyttes og omsættes til gode danske arbejdspladser. Derfor er det helt afgørende, at vi alle bevæger os hen til stemmeurnerne på søndag den 25. maj – eller benytter muligheden for at brevstemme hos Borgerservice, patentreformen er nemlig en god ide!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…