Thure Barsøe-Carnfeldt rejser her i avisen en kritik af, at jeg går ind for, at Danmark skal tilslutte sig den europæiske patentdomstol. Han betvivler også, at det skulle være bøvlet at søge om patent.
Først og fremmest så kæmper jeg for et ja til patentreformen, fordi jeg kæmper for vækst, udvikling og flere danske arbejdspladser. Det, mener jeg, er ren og skær sund fornuft.
Jeg ved, at det er bøvlet for virksomhederne at søge patent, som systemet er nu, fordi jeg har besøgt mange patentaktive virksomheder. Alle for én fortæller mig, hvilken enorm gevinst det vil være for virksomheden, hvis de kun skal søge og betale et patent én gang.
Som eksempel kan jeg nævne Ocean Team Group i Esbjerg, der er specialiseret i rensning af tekniske systemer til bl.a. energisektoren.
Virksomheden lever af sin viden, og derfor er det vigtigt at have patent på de teknikker og anlæg, de har opfundet. Det koster Ocean Team syv mio. kr. at få godkendt og opretholdt bare ét enkelt patent i 20 år. Hvis vi i Danmark går med i den fælles europæiske patentreform vurderer Ocean Team Group, at den samme udgift falder til 1,5 mio. kr.
Direktør i Ocean Team Group, Jens Peter Thomsen, fortalte mig, at de med et så stort dyk i udgiften til patenter vil få meget større mulighed for at skabe vækst i udlandet. Det sikrer flere arbejdspladser. For mig er svaret derfor enkelt: Ja til europæisk patent er et ja til vækst og arbejdspladser.