Denne dag er dog ikke en fejring af Israels oprettelse, da Israel er flere tusinde år gammel, men derimod en fejring af den dag Israel atter kom på verdenskortet – den moderne stat, Israel.
I løbet af de sidste 66 år er staten gået fra at være en ørken til en oase af frugtbar landbrugsjord. Israel eksporterer frugt og grønt, vin, oliven og en lang række andre varer, deriblandt endda vand! Israel er også i top når det kommer til nyskabelse inden for kommunikations- og sundhedsteknologi.
Årsagen er enkel
Trods dette er der stadig mange kræfter, der ønsker Israels udslettelse. De bruger raketter og propaganda, men Israel består.
Er Mellemøstkonflikten den mest komplicerede konflikt i verden? Måske, når det gælder en løsning, men den er en af de nemmeste konflikter at forklare.
Groft sagt er det sådan, at to folkeslag strides om det samme stykke land. Israel ønsker sin egen stat samt retten til at leve i fred, og ønsker også, at palæstinenserne får deres egen stat samt retten til at leve i fred.
Problemet er dog, at mange palæstinensere og mange arabere ikke anerkender den jødiske stats ret til eksistens. Sådan har det været siden 1947, da de Forenede Nationer anbefalede at opdele området i en jødisk og en arabisk stat. Jøderne accepterede FN’s opdeling, men ingen af de arabiske eller muslimske lande accepterede den.
Det første angreb på Israel
Den britiske kontrol over området ophørte d. 15. maj 1948. Det betød, at alle de omkringliggende landes hære fra Libanon, Syrien, Irak, Transjordanien og Egypten gik til angreb på den kun én dag gamle israelske stat for at knuse den.
De arabiske lande bad araberne, der boede i det nye Israel, om at forlade landet. Fordi – som de sagde – de ville udslette Israel.
Samtidig blev de jøder, der boede i de arabiske lande, som var naboer til Israel smidt ud af disse lande og de fik samtidig alle deres ejendele konfiskeret.
Disse lande smed også jøderne på porten, selv om de havde boet der i mange generationer. Det siges at der var over 850.000 jødiske flygtninge fra arabiske lande i disse år der flygtede til det nye land Israel.
Til verdens store overraskelse, overlevede den lille nye stat dog angrebet.
Angrebet igen
Så skete det igen. I 1967 offentliggjorde den daværende egyptiske diktator, Gamal Abedel Nasser, sin plan, som med sine ord gik ud på at “udslette Israel”. Han udstationerede egyptiske tropper langs grænsen til Israel, og hære fra de andre omkringliggende lande forberedte sig på kamp.
Israel var dog hurtigt ude og indledte et præventivt angreb på Egypten og Syrien, men ikke Jordan. Israel tryglede Jordans konge om ikke at gå ind i krigen, men det gjorde han alligevel. Alene på grund af dette, tog Israel kontrollen over jordanske landområder, specifikt Jordanflodens Vestbred.
Kort efter krigen mødtes de arabiske lande i byen Khartoum i Sudan. Her offentliggjorde de deres tre berømte NEJ’er: NEJ til anerkendelse, NEJ til fred, og NEJ til forhandlinger.
Hvad skulle Israel have gjort ved dette? Tja, en ting Israel faktisk gjorde var, omkring 10 år senere, at give hele Sinaihalvøen tilbage til Egypten, fordi Egypten, som nu havde en ny leder, havde underskrevet en fredsaftale med Israel. Det var et område, der er større end hele Israel med store mængder olie. Israel afgav altså land til gengæld for fred med Egypten, og har altid været villig til at gøre det samme for palæstinenserne.
Det eneste palæstinenserne nogensinde har skullet gøre til gengæld var, at anerkende Israel og den jødiske stat, samt at love at leve i fred med den.
Forslag til fredsaftale
Da Israel foreslog at bytte landområder for fred i 2000, tilbød Israel at give palæstinenserne suverænitet over mere end 95 % af Vestbredden og Gaza. Men de palæstinensiske ledere afviste tilbuddet, og valgte i stedet at sende bølger af selvmordsbombemænd ind i Israel.
I mellemtiden fortsatte officielle palæstinensiske radiostationer, tv-programmer og skoler med at være fyldt med glorificering af terrorister, dæmonisering af jøder og et dagligt budskab om, at Israel bør ophøre med at eksistere.
Det er derfor ikke svært at forklare Mellemøstkonflikten: den ene part ønsker den anden udslettet. De palæstinensiske ledere i Gaza, Hamas’, motto er: “Vi elsker døden, som jøderne elsker livet”. Der er 22 arabiske stater i verden, der strækker sig fra Atlanterhavet til det Indiske Ocean. Der er kun én jødisk stat i verden, og den er ca. på størrelse med Jylland.
To spørgsmål og to svar
Endelig, så tænk over disse to spørgsmål:
Hvis Israel i morgen valgte at nedlægge sine våben, og meddelte, at det ikke længere ønsker at slås, hvad ville der så ske?
Hvis de arabiske lande, der omringer Israel, valgte at nedlægge deres våben, og meddelte, at de ikke længere ønsker at slås, hvad ville der så ske?
Svaret på det første spørgsmål er, at det ville betyde den øjeblikkelige ødelæggelse af staten Israel, samt masseudslettelsen af dens jødiske befolkning.
Svaret på det andet spørgsmål er, at der ville blive fred den efterfølgende dag.
Konflikten er et simpelt problem at beskrive – den ene part ønsker den anden udslettet. Den simple forståelse er derfor, at hvis det ikke var tilfældet, så ville der være fred.
Tag dette med i overvejelserne: Der har aldrig eksisteret en stat i det geografiske område kaldet Palæstina, som ikke har været jødisk. Det første kongerige i 100-586 f.v.t., det andet kongerige i 538-63 f.v.t., og Israel, som er den tredje jødiske stat. Der har aldrig været en arabisk stat, aldrig en palæstinensisk stat, aldrig en muslimsk stat i dette geografiske område.
Det er fakta. Hvorfor må én jødisk stat på størrelse med Jylland ikke eksistere?
Yvette Espersen er redaktør af www.israel-info.dk og www.support-israel.dk samt administrator for Facebook gruppen “Like for Israel:Denmark” https://www.facebook.com/groups/Like4IsraelDenmark/
