Børn med særlige behov svigtes, når de ikke hjælpes, inden de inkluderes i folkeskolen

I 2015 skal 10.000 børn med “særlige behov” inkluderes i folkeskolen frem for at gå i et specialtilbud.

 

Børn med særlige behov er en stor og broget flok, men det er typisk børn med uro og koncentrationsbesvær. De er voldsomme og  sanser alt for meget. De mangler et filter.  Deres sanser er som fem motorveje inde i hjernen!

 

Det er min erfaring, at disse børn har det svært, de kæmper hårdt for at holde sanserne i ro og de kæmper hårdt med at gøre helt almindelige ting, som endnu ikke er automatiseret i hjernen. Deres hjerne mangler modning.

 

Masser af erfaringer viser at neurologisk modning kan accelerere, hvis hjernen trænes og stimuleres intensivt. Og nej, disse børn, var ikke i min klasse for 30 år siden. Eller i nogen anden klasse. De har ikke bare krudt i røven.

 

Deres udfordringer er alvorlige og mange. Det er ikke Emil fra Lønneberg vi snakker om. De er ofre for mange årtiers skødesløse håndtering af natur, kost, livsstil, fødsler, medicinering og en ekstrem outsourcing af forældrerollen.

 

Det ville da være skønt, hvis undervisningsminister Christine Antorini med en fingerknips kunne eliminere disse børns problemer ved at kaste dem for løverne blandt andre normale raske børn, men så nemt er det bare ikke.

 

Ikke at de skal tilbage i special klasserne, som i mange tilfælde er ren opbevaring, uden egentlig undervisning. Nej, disse børn skal hjælpes på en værdig og ordentlig måde. Med træning og behandling, så de får de rette forudsætninger for at klare sig med andre raske børn i den normale skoleordning. Erfaringer, dokumentation og viden ligger klar (www.hjernetips.dk).

 

At sætte et barn med ADHD i en normal folkeskoleklasse svarer til at bede en ellers rask og normal dreng med en forstuvet ankel spille med på fodboldholdet.

 

Uanset, hvor meget vi støtter hans ankel, taper den op, giver ham pauser og ekstra coaching, kan han ikke være med. Han er den dårligste på holdet og ingen gider ham. Han ødelægger spillet og bliver en plage for de andre børn. Ja, nogle forældre vil ligefrem flytte deres børn over i en anden klub, med det resultat at holdet bliver dårligt og måske rykker de ned i en lavere række.

 

Først den dag, hvor drengens ankel er behandlet og trænet op, kan han komme tilbage på holdet med værdighed og modtage kammeraternes sociale accept.

 

Læs også
Ny S-minister løber fra sit ansvar for, at indvandrerbørn lærer dansk sprog og danske værdier

Det kræver ikke nødvendigvis en doktorgrad eller et langt psykologi-studium for at behandle disse børn. I langt de fleste tilfælde er mor og far med den rette viden de bedste til dette.

 

Små enheder er altid det bedste sociale rum for børn med adfærdsmæssige problemer. Den mindste enhed samfundet har, er hjemmet og familien. Det er et godt sted at være, hvis man har en umoden og uorganiseret hjerne.

 

Så undervisningsministerens visioner om inklusion fejler ikke noget, tværtimod. Vi skal bare huske at behandle “de nye børns” reelle problemer først.

 

Neuropraktiker
Larz Thielemann

Hjernetips.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…