Nu skal vi planlægge en stram udlændingepolitik, der kan samle

Der er bestemt en række gode pointer i indlægget. (Merete Riisager i Den Korte Avis 13.1)

 

Men det klinger godt nok hult, at Liberal Alliance kritiserer konsekvenserne af regeringens mange lempelser, taget i betragtning, at Liberal Alliance har stemt for lempelserne og indgået aftaler med regeringen og Enhedslisten om at gøre netop dette.

 

Når Liberal Alliance er utilfredse med reglerne i forhold til familiesammenføring og permanent ophold, så bliver jeg simpelthen nødt til at påpege, at reglerne er vedtaget med Liberal Alliances stemmer. Asylpolitikken er også lempet med deres støtte. Grænsekontrollen er afskaffet med deres støtte. Da Dansk Folkeparti stillede forslag i Folketinget om at udlændinge med asylstatus skulle optjene retten til kontanthjælp, nægtede Liberal Alliance at stemme for?!

 

Nu må Liberal Alliance enten tage ansvar for deres egen politik, eller også må de åbent sige, at de på grund af dårlig dømmekraft har begået dybt skadelige fejl, og derfor stopper de med at være regeringens støtteparti i udlændingepolitikken.

 

Pointsystem

Liberal Alliances kritik af VOKs Pointsystemer som værende bureaukratiske holder heller ikke. Tværtimod var pointsystemerne ligetil, fordi man kunne se, hvad man fik point for, og hvad der skulle til for, at man fik ophold. Pointsystemerne var lige præcis målrettet dem, som kunne bidrage til samfundet, og som Danmark kunne bruge. Pointsystemerne handlede i høj grad om selvforsørgelse, fordi jo flere krav, der stilles i udlændingepolitikken, jo færre kommer der, men dem, der kommer, kan noget, og kan dermed forsørge sig selv. Sådan er det faktisk.

 

Liberal Alliance aner helt åbenlyst ikke, hvad de selv mener. Det er trist. Jeg vil nemlig hilse det meget velkomment, hvis partiet, der gik til valg på fri indvandring, har indset, at det stort set er det, de har fået med regeringens politik, og at det ikke har virket særlig godt. Liberal Alliances handlinger, som reelt er lig med Det Radikale Venstres politik, har direkte skadet Danmark. Man kan ikke stemme for regeringens og Enhedslistens politik, og derefter med troværdighed anklage regeringens og Enhedslistens politik for at være en kæmpefejl, når det også er ens egen politik. Det hænger simpelthen ikke sammen.

 

Jeg opfordrer hermed Liberal Alliance til at finde ud af, hvad de egentlig vil, fordi hvis man mener noget med, at man vil bekæmpe islamisme, social kontrol, kriminelle udlændinge osv. så kræver det at der stilles flere krav til udefrakommende bl.a. fordi at antallet spiller en afgørende rolle i forhold til integrationen. Den siddende regering og dens udlændingepolitiske flertal har gjort det stikmodsatte. Og det er det, vi ser i tallene på udlændingeområdet.

 

Martin Henriksen MF og integrations- ogudlændingeordfører for DF

 

https://denkorteavis.dk/2014/skaerp-selvforsorgelseskravet-for-udlaendinge/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…