Et hurtigt valg vil formentlig blive vundet af Lars Løkke

For første gang siden sidste valg giver meningsmålingerne for øjeblikket Helle Thorning en reel chance for at vinde et folketingsvalg.

 

Det har tilsyneladende bragt mange journalister og kommentatorer så højt op, at de har mistet den sunde dømmekraft.

 

I øjeblikket vrimler medierne med beskrivelser af en Thorning, som er ovenpå, og en Løkke, som har taberrollen.

 

Der synes at være et klart element af ønsketænkning hos de pågældende journalister. Måske også en iver efter at løfte stemningen på Thornings vegne.

 

Nøgternt vurderet er situationen alene den, at Thorning nu har en chance for at vinde valget. Hun er stadig ikke favorit til at vinde det.

 

Som meningsmålingerne står, vil et valg i nær fremtid sandsynligvis blive vundet af Lars Løkke og blå blok. Nu som før.

 

”Star quality”

Alt muligt bliver brugt som journalistisk belæg for, at det nu er Thorning, der ligner en vinder.

 

For eksempel, at Thorning fører sig selvsikkert frem – senest under folkemødet på Bornholm, hvor hun leverede spydigheder om Venstre.

 

Ret beset dokumenterer dette jo bare, at Thorning prøver at virke selvsikker for at dupere letbevægelige journalister og selvfølgelig helst også vælgerne. Men det bliver nærmest fremstillet som et bevis på, at hun stormer frem.

 

Det giver mindelser om dengang, da journalister talte lettere henført om Thornings ”star quality”. Også det handlede primært om, at Thorning gebærdede sig på en måde, som gav bingo i visse journalistkredse.

Læs også
Løkke holdt mærkeligt pressemøde om SV-samarbejde – nu har han udløst voldsomt opgør blandt sine egne

 

Desværre for hende gav det absolut ikke bingo hos vælgerne. Socialdemokraterne led som bekendt et historisk nederlag ved sidste valg, og siden er det kun gået endnu værre for hende.

 

Trods Løkkes krise har hun i meningsmålingerne stadig ikke nået niveauet fra sidste valg – og dengang blev dette niveau betegnet som en katastrofe.

 

Meningsmålingerne

Ser man på den seneste række af meningsmålinger, der alle er foretaget efter det store drama i Venstre, deler de sig i to:

 

Der er målinger, hvor blå bloks forspring er skrumpet til meget lidt. Det er nærmest dødt løb.

 

Og så er der målinger, hvor blå blok bevarer et klart forspring. Senest viste en måling, der blev offentliggjort i fredags, en ret komfortabel føring på 13 mandater til blå blok (Epinion/DR).

 

Læs også
Hvis valgresultatet ligner meningsmålingerne, skal blå blok være parat til hård kurs

I ingen af de seneste målinger fører rød blok. Der er heller ikke noget tegn på, at nedturen for Venstre og blå blok er blevet forstærket, som dagene er gået siden Venstre-opgøret. Snarere må man vel sige, at de blå har stabiliseret deres opbakning.

 

Den egentlige hovedhistorie

Det kan naturligvis ændre sig.

 

Hvem ved, måske får Løkke et ekstra hak i tuden, når vælgerne har sundet sig oven på dramaet omkring ham.

 

Måske indtræffer der nye begivenheder, som svækker blå blok.

 

Ja, måske begynder nogle vælgere ligefrem at tro på journalisternes beskrivelser af Thorning som den, der nu har styr på tingene.

 

Men her og nu peger pilen stadig mod de blå som valgets vindere. Det må være noget skuffende for de røde, der med hele balladen omkring Løkke godt kunne have håbet på at komme i front.

Læs også
Det er åbenbart, at Løkke ved meget lidt om islam. Det er lige så åbenbart, at han ikke har tænkt sig at rette op på det

 

Det er jo den egentlige hovedhistorie i den aktuelle situation – at rød blok trods alt ikke har formået i højere grad at udnytte den dybe krise for blå bloks statsministerkandidat.

 

Socialdemokraterne løber en risiko

Måske er det også derfor, at Socialdemokraterne nu løber en risiko ved at gå ind i en direkte polemik mod Løkkes tøjkøb, oplysninger til skattevæsnet osv.

 

Risikoen består i, at vælgerne oplever denne debatform som for lav og for negativ. Det er derfor, at partierne ofte er tilbageholdende med at kommentere direkte på den slags sager hos modstanderne – de foretrækker at overlade dem til medierne og til modstandernes interne slagsmål.

 

Men Socialdemokraterne har tilsyneladende den vurdering, at man er nødt til at satse, fordi Løkkes nedtur trods alt ikke har skabt noget afgørende politisk vendepunkt.

 

Thornings vanskelige afvejning

Thorning står nu med en vanskelig afvejning:

Læs også
En valgsejr til Sverigedemokraterne vil sende de politisk korrekte i dyb krise i hele Europa

 

Den nuværende situation i meningsmålingerne kan være noget nær det bedste, hun kan opnå. Med nogle målinger, der viser stort set dødt løb, og andre, der viser en indsnævring af det blå forspring.

 

Hvis hun har den vurdering, giver det god mening at stile efter et valg allerede til efteråret, for eksempel i september – og så satse alt på, at hun kan hente det sidste i valgkampen.

 

Men det kan også tænkes, at de aktuelle målinger er mellemstationer til, at rød blok får flertallet. Hvis hun tror på det, vil det give bedre mening at vente med valget, til flertallet er der.

 

Jo mindre Thorning tror på, at hun gradvis kan erobre et klart flertal i meningsmålingerne, jo mere nærliggende vil det være for hende at tage chancen med et tidligt valg.

 

Og omvendt: Hvis hun selv føler sig så meget som en vinder, som journalisterne gør hende til, så bør hun da vente, til det viser sig i form af et flertal i målingerne.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…