På det seneste er der dukket nogle meget afgørende forbehold op overfor de mange internationale konventioner.
Disse konventioner er grundlaget for både EU, Europarådet, Menneskerettighedsdomstolen m.fl., og de har stor indflydelse på livet også i Danmark (se Den korte Avis d. 14. august o.a.).
Problemet er, at konventionerne forhindrer de enkelte lande i f.eks. at udvise kriminelle udenlandske statsborgere og hjemsende flygtninge.
Det betyder, at folk ikke selv kan bestemme vigtige anliggender i deres egne lande. Det skaber igen skepsis og direkte modvilje. EU, Menneskerettighedsdomstolen, FN m.v. blander sig ganske enkelt i for meget.
Mere end politik
Om Danmark skal helt eller delvist ud af disse konventioner er naturligvis et konkret politisk spørgsmål. Men det er meget mere end det.
Det er et idépolitisk og moralsk spørgsmål og i sidste ende et spørgsmål om, hvilken ånd der præger individerne i et samfund.
Humanisme
Humanismen har været den dominerende ånd i Europa i de sidste 50 år. Den har sejret på alle fronter, og det kommer netop til udtryk i de mange konventioner.
Humanismen som ånd kan beskrives på flere måder, som næstekærlighed uden Gud f.eks. eller som det enkeltes menneskes ret til at udvikle frihed og ansvarlighed, at man skal lade sig styre af sin egen dømmekraft og fornuft; skepsis overfor autoriteter.
Til humanisme hører også en vis dannelse, høflighed og kvalitetsbevidsthed.
I Danmark er det først og fremmest de kulturradikale, der har været humanismens talsmænd i det tyvende århundrede, f.eks. brødrene Brandes, PH, Villy Sørensen, Klaus Rifbjerg, Niels Barfoed m.m. fl., men alle er præget af den.
Endelig bliver humanisme ofte opfattet som humanitet, menneskelighed i bred forstand, at man skal tage sig af de syge, gamle, handicappede og dårligt stillede, hvad vi også kalder social bevidsthed.
Sejrens pris
Humanisme omfatter således flere forhold og er blevet et temmelig upræcist begreb.
Sådan er det ofte at sejre.
Et begreb kommer til at omfatte mere og mere, alle vil være med, og efterhånden behøver man slet ikke argumentere for det.
Sådan er det gået med begrebet lighed, med grundtvigianisme, med socialdemokratisme og altså med humanisme.
Sejrens pris er, at det bliver sværere at sige, hvad et begreb dækker, og følgelig bliver det vanskeligere at bruge det til noget. Ytringskraften slides, og det er kan ikke længere være retningsgivende.
Menneskerettigheder på tilbagetog
Humanismens fagreste blomst er menneskerettighederne.
Netop her viser det sig, at humanismen som ånd og som mål og retning for mange mennesker, er på tilbagetog. Menneskerettighederne er ikke længere tilstrækkelige til at løse Vestens problemer.
De giver ikke noget svar på de store spørgsmål, som vi diskuterer hver dag: Flygtninge, indvandring, integration, multikulturalisme, den islamiske trusel.
Tværtimod synes de nu at være en hindring. Derfor tager englænderne deres dybe forbehold overfor konventionerne. Derfor er vi i Danmark begyndt at diskutere netop det forhold.
Svaret er ikke flere rettigheder. Det kan man blive forvisset om ved at læse EU’s charter om grundlæggende rettigheder.
De bliver så detaljerede, at de hæmmer almindelig sund fornuft og på længere sigt vil bidrage til at ophæve sig selv (se f.eks. artikel 21, hvor der reelt står, at det er forbudt at behandle mennesker forskelligt).
Flere rettigheder vil skabe flere absurde regler og stærk irritation. Det gælder tværtimod om at afvikle nogle af dem, for at bevare de vigtigste, men det er humanismens ånd ikke velegnet til.
Hvad så?
Det betyder ikke, at vi skal bekæmpe al humanisme og slet ikke humanitet.
Men vi må erkende humanismens begrænsning. Vores sunde fornuft trænger til et eftersyn, og her er historien et godt værktøj. Men der skal mere til: Vi må genfinde viljen til at forsvare vores egen kultur og forstå, at det koster noget.
