Hizb ut-Tahrir rekrutterer bandemedlemmer – det skader integrationen

Arkiv

I Dansk Folkeparti stiller vi os uforstående overfor, at Hizb ut-Tahrir åbenbart har udviklet et positivt ry i visse kredse, fordi de rekrutterer bandemedlemmer til organisationen. Den islamistiske og anti-demokratiske gruppe Hizb ut-Tahrir har ifølge eksperter og Hizb ut-Tahrir selv succes med at rekruttere unge muslimer og hive dem ud af bandemiljøet i Københavnsområdet.

 

Fra kriminel til religiøs

Ifølge avisen Politikken har Hizb ut-Tahrir i flere år arbejdet målrettet på at få de unge ud af bandemiljøet. Men det er der god grund til at advare imod.

 

Det kan aldrig være et plus for integrationen, at unge i stedet for at være aktive i kriminelle bander bliver religiøse fanatikere knyttet til en udemokratisk bevægelse.

 

Vi risikerer i yderste konsekvens, at de færdigheder, som de har oparbejdet som bandemedlemmer, bliver brugt i en eller anden religiøs kamp for indførelse af Sharia. Jeg kan ikke se det positive.

 

Jeg hæfter mig i øvrigt ved, at Hizb ut-Tahrir må have en eller anden form for tilknytning til de kriminelle miljøer, eftersom de kan rekruttere folk herfra til deres egne aktiviteter. Jeg mener, at fænomenet skal undersøges nærmere, så vi kan få klarlagt forbindelserne mellem de kriminelle grupper på den ene side, og de religiøse og politiske bevægelser på den anden side. Derfor har Dansk Folkeparti stillet spørgsmål til justitsminister Karen Hækkerup om Hizb ut-Tahrirs forbindelser til kriminelle grupperinger. Dette kan være et nyt skridt i retning af et forbud.

 

Skeen i den anden hånd

Og så må vi vel snart løsrive os fra den tanke, at Hizb ut-Tahrir udgør et lille og ubetydeligt mindretal.

 

De har trods alt formået at sætte sig på boligforeningen Egedalsvænge, på en fodboldklub i Brøndby, har kontakter til bandemiljøet, har opfordret til drab på jøder og har opfordret til drab på danske soldater. Jeg synes, det er på tide at tage skeen i den anden hånd, for nu at bruge et godt gammelt udtryk.

 

Hizb ut-Tahrir skal forbydes.
Martin Henriksen er  udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…