Tyrkiet har løsladt Lars Hedegaards attentatmand, det erfarer politiet gennem et familiemedlem til den sigtede mand, i forbindelse med en afhøring.
Lars Hedegaard blev 5. februar 2013 forsøgt myrdet ved sit hjem på Frederiksberg i København.
Heldigvis fejlede attentatet, men den 27 årige attentatmand, der er dansk statsborger af libanesisk afstamning, forsvandt umiddelbart efter.
Ifølge politiets efterforskning har han siden dagen efter attentatet opholdt sig i Tyrkiet og i Syrien, indtil han blev arresteret i nærheden af Istanbul 25. april i år.
På det tidspunkt havde han været internationalt eftersøgt i 5 måneder.
De danske myndigheder har således ventet på at få den mistænkte BH udleveret til Danmark i temmelig lang tid.
Ifølge tidligere ambassadør Bent Wigotski er det ikke ualmindeligt, at sådan en udlevering tager sin tid.
Men nu har Tyrkiet altså valgt at løslade ham i stedet for. Det bekræftes af den eftersøgtes advokat, der også oplyser, at hans klient har været løsladt i flere uger.
Det har været opfattelsen, at attentatmanden har siddet i et top-sikret fængsel, uden flugtmulighed. Derfor er det også Lars Hedegaards opfattelse, at løsladelsen er reel, selvom den endnu ikke er bekræftet af de tyrkiske myndigheder.
Politiet kontaktede Lars Hedegaard om den formodede løsladelse i fredags den 10. oktober om eftermiddagen. På det tidspunkt havde Politiet kendt til løsladelsen i en uge.
Tyrkisk avis: Det var led i udveksling af fanger med Islamisk Stat
Ifølge Lars Hedegaard er hans løsladelse formodentlig sket som en del af en fangeudveksling mellem Tyrkiet og Islamisk Stat den 20. september. Det blev han opmærksom på i den tyrkiske avis Zaman.
Islamisk Stat har ifølge avisen løsladt et antal tyrkiske statsborgere, der har været tilbageholdt i Mosul mod krav om løsladelse af et tilsvarende antal personer, der har været tilbageholdt af de tyrkiske myndigheder. Der tales om 180 personer.
Lars Hedegaard forestiller sig, at hans attentatmand er blevet fangeudvekslet til Islamisk Stat eller andre terrorgrupper i Syrien/Irak.
Medlem af en terrorgruppe
Lars Hedegaard bekymrer sig imidlertid ikke om, at hans attentatmand er på fri fod, fordi han i forvejen er beskyttet af PET, ligesom det ikke er sandsynligt, at attentatmanden vil vende tilbage til Danmark.
Det interessante er derimod ifølge Lars Hedegaards, at hans formodning om, at manden næppe handlede på egen hånd, men havde en større organisation bag sig, synes at være styrket.
Hvis løsladelsen er foregået som Lars Hedegaard formoder, som del af en fangeudveksling, er der jo fordi han ”tilhører” en af terrorgrupperne.
Og som så ofte før, får man også om denne formodede islamiske terrorist at vide, at han tilsyneladende var godt integreret. Han arbejdede på DTU, spillede fodbold og talte flydende dansk.(TV2)
Tyrkiet og EU
Men ifølge Lars Hedegaard er løsladelsen også et vink med en vognstang, når det kommer til optagelse af Tyrkiet i EU. Den siddende regering vil have Tyrkiet med i EU, og det er bekymrende, fordi det en stat, der underminerer retssikkerheden og som ikke overholder internationale forpligtigelser om at udlevere folk.
”Jeg sagde allerede, da manden blev anholdt i april, at jeg næppe troede, han ville blive udleveret til Danmark. Nu viser det sig så at jeg havde ret. Men jeg er også blevet ringet op af PET, der har bedt mig om at holde kæft om det, fordi politiet havde det bedst mulige samarbejde med Tyrkiet.” (TV2)
Lars Hedegaard mener ikke, tyrkerne taler sandt. Tyrkiet er et muslimsk land og derfor vejer islam tungere end retsprincipper og retfærdighed. Islam står øverst og så kommer alt andet derefter, siger Lars Hedegaard og forklarer kort, hvordan fremtiden tegner sig:
”Den danske regering indgiver en afdæmpet protest. Tyrkiet skider på den. De hellige krigere fortsætter med at vælte ind over grænsen. Om fjorten dage er regeringen tilbage på sporet og i gang med at forklare befolkningen, at islam er fredens religion, og at det derfor vil være en kæmpe fordel for demokrati og tolerance at få Tyrkiet med i EU og så mange muslimer til Danmark som muligt.” (Facebook)
”Så jeg forventer ikke, at tyrkerne taler sandt, jeg havde derimod forventet, at den danske regering talte sandt, og at de gjorde noget for at beskytte danske statsborgere, indtil nu er det ikke mit indtryk at det er det man har gjort.” (TV2)
Jeg er først og fremmest vred på regeringen som har tilladt det her, siger Lars Hedegaard.
Tyrkiet og NATO
Søren Espersen mener, at Tyrkiets plads i NATO er på spil. ”Jer er dybt rystet over oplysningerne. Jeg synes, det er dybt forargeligt, hvis det er sandt, og det lader det til at være, at Tyrkiet på den måde spiller et dobbeltspil og er med til at lave aftaler med Islamisk Stat, mens de samtidig er medlem af NATO og søger om optagelse i EU.” (Berlingske)
Søren Espersen påpeger også, at der ikke er grund til at bebrejde de danske myndigheder.
”Det er ikke den danske stat eller Udenrigsministeriet, jeg bebrejder noget. Det er Tyrkiet, og jeg synes, det er rystende, at Lars Hedegaard – og Danmark – skal finde sig i det her,” siger Søren Espersen. (Berlingske)
Tyrkiets renommé er skadet
Bent Wigotski mener også, at løsladelsen er en stor ”blamage” for Tyrkiets renommé. Hvis sagen er som vi kender den nu, vil den formodentlig være meget belastende for Tyrkiet og for troværdigheden af dets engagement mod ISIS og andre terrororganisationer.
“Den tyrkiske regering har flere gange afvist, at den lader potentielle terrorister rejse gennem landet til Syrien og Irak. Præsident Erdogan har således udtalt, at hvis nogen kunne pege på navngivne mistænkte, der måtte befinde sig i Tyrkiet, så skulle man nok skride ind mod dem. Her er der så nu et eksempel på, at denne beredvillighed ikke synes reel”, siger Bent Wigotski.
Udenrigsminister Martin Lidegaard har indkaldt den tyrkiske ambassadør til et møde i dag om sagen.