Grimhøj- moskeen og elefanten i rummet

Grimhøj-moskeen afviser fortsat at have forbindelse til unge radikale muslimer, beretninger fra moskeens personale antyder dog noget andet, og en tidligere talsmand for moskeen er nu afhoppet.

 

DR2’s Jeppesen møder Grimhøj-moskeen var desværre ikke fiktion, men snarere et rent tagselvbord af oplysninger, der bekræfter enhver mistanke om moskeens tvivlsomme aktiviteter.

 

Moskeens talsmand, Fadi Abdallah, benægter alligevel hårdnakket enhver form for relation til den afdøde selvmordsbomber Viktor Kristensen og andre radikaliserede unge muslimer. Vi er allerede bekendt med, hvordan blandt andre BT kan fortælle en helt anden historie.

 

Men nu modsiger moskeen også officielt sig selv: Jeppesen møder en underviser fra moskeen, som bekræfter, at han har mødt og lært Viktor hellige vers i Grimhøj-moskeen.

 

Og det er ikke den eneste person med tilknytning til Grimhøj-moskeen, der nu klart modsiger talsmanden. Mohammad Ahmad er en tidligere talsmand, som jeg før har kritiseret, men som nu er afhoppet og går i en mere moderat moske.

 

Han forklarer i programmet, hvordan unge i alderen 16-25år i moskeen dagligt forsøger at finde afbudsrejser til Tyrkiet og andre lande i nærheden af Syrien, hvor de vil ned og kæmpe for en islamisk stat. Alt imens tidligere hellige krigere går rundt i moskeen. Alle sammen personer, som ledelsen i Grimhøj-moskeen godt ved, hvem er, forklarer han.

 

Ligesom alle os andre undrer Mohammad Ahmad sig også over, hvorfor Grimhøj-moskeen, som har en så forholdsvis lille menighed, fortsat ikke konsekvent tager afstand til Islamisk Stat, mens internationalt kendte imamer og millioner af fredelige muslimer verden over sagtens kan.

 

Er det så samlet set så underligt, at vi i forhold til radikalisering kaster spotlyset på Grimhøj-moskeen? Den moske, der modsiger sig selv og afslører sine farlige forbindelser. Den moske, der ikke tager afstand fra det, som vi andre vil bekæmpe. Den moske, som nu åbner en koranskole for børn mellem 8 og 12år.

 

Talsmanden Fadi Abdallah oplyser i programmet til Jeppesen, at moskeen ikke vil snakke om emnet mere. Men det løser ikke problemet. Det svarer nemlig til at ignorere elefanten i rummet, der bare vokser og vokser.

 

Fatma Øktem er MF, Venstre

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…