Grænseoverskridende kriminalitet kræver grænseoverskridende indsats

Foto: Colourbox

I 2008 rejste 221 tidligere kriminelle personer over grænsen til Danmark på trods af deres forbud mod indrejse. I 2013 var det antal oppe på 431.

 

Problemet er ikke blot, at de forbryder sig mod indrejseforbuddet. Problemet er de langt værre følger i form af tricktyverier, indbrud og indsmugling af narkotika, som skader danskerne og danske borgere.

 

Det er på høje tid, at vi får gjort noget ved dette problem.
Grænsebomme virker ikke

De skeptiske røster giver EU’s frie bevægelighed skylden. De mener, at vi kunne sætte en stopper for de tyvetogterne ved at genindføre grænsebomme. Men den løsning viser, at skeptikerne har misforstået problemet. De tror nemlig, at det er EU, der er årsagen til kriminelle netværk. Det er EU ikke, for de internationale netværk vil eksistere under alle omstændigheder.

 

Samtidig tror skeptikerne, at danske toldere kan have et øje på hver finger og gennemskue de kriminelles listige tricks. Skeptikerne griber ikke fat om problemets rod, som er den organiserede grænseoverskridende kriminalitet. Dette kan ikke løses med told- og paskontrol.

 

Flere penge til politiet

Bekæmpelse af international kriminalitet kræver, at vi politikere er villige til at give flere penge til politiet. Pengene skal målrettes efterforskning af de organiserede kriminelle netværk, som ødelægger trygheden i det danske samfund. I denne kamp kan Danmark ikke stå alene.

 

Det er de samme bander, der hærger i Flensburg og på Fyn. Derfor er vi nødt til at samarbejde med vores europæiske naboer, hvis vi virkelig ønsker at komme kriminelle netværk til livs.

 

Vi kan ikke fortsætte med at vende det blinde øje til den grænseoverskridende kriminalitet. Vi må afsætte flere økonomiske midler og samarbejde tættere på tværs af EU’s grænser, hvis vi virkelig vil gøre noget ved det.

 

Bendt Bendtsen er medlem af Europa-Parlamentet og konservativ spidskandidat til EP-valget

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…