Fysiologiske behandlinger af trommehinden og hørelsen kan afhjælpe ordblindhed

Kære ordblinde Jesper Sehested Jensen

 

Mit vigtigste ærinde med mine artikler i Den Korte Avis er at gøre opmærksom på, at læsetræning med ordblinde aldrig har ført til påviselige positive resultater, uanset hvilke undervisningsmetoder der bliver anvendt. Skolen kommer i realiteten ingen vegne med en gruppe på 18-19 procent af samtlige elever.

 

Fysiologiske behandlinger derimod hvor hørelsen bliver trænet og trommehinderne gjort mindre overfølsomme ved hjælp af terapeutisk lyd, fremkalder i de fleste tilfælde læsefærdighed hos ordblinde. Hurtigt og nemt. Hurtigst og nemmest når der ikke samtidig bliver læseundervist.

 

Hvis forældrene går med på skolens krav om, at de skal læseundervise deres børn hjemme, så går barnet først i skole for at lære, at det ikke kan læse, for så at komme hjem og lære at det heller ikke kan læse derhjemme.

 

Problemet er, at når barnet lærer at det ikke kan læse, så finder der en programmering sted, som det kan være vanskeligt at bryde. Det er en af grundene til at læseundervisning kan forhindre eller forsinke udviklingen af læsefærdighed.

 

Ordblinde har øjne der ikke kan synsopfatte skreven tekst. Det er derfor, det hedder Ordblindhed.

 

Dysleksi betyder præcis det samme.

 

Ingen undervisning i verden kan få øjne til at opfatte skreven tekst. Læsning er noget, synet er nødt til at lære sig selv. Det vil gerne. Så snart synet bliver i stand til at synsopfatte skrift, begynder det af sig selv at udvikle læsefunktion.

 

En af de tunge elever var den senere atomfysiker, københavneren Niels Bohr. Han kunne hverken læse eller skrive mens han gik i skole. Hans tante var skoleinspektør. Hun meddelte det samlede lærerkollegium at ”I holder jer fra Niels!”

 

Den ordre gjorde, at vi har mobiltelefoner, internet, computere og alt det andet som hører til den digitale tidsalder. Det var Niels Bohr der skabte epoken.

 

Læs også
Er vi ved, at blive et samfund af berøringsangste brokkehoveder?

Han kunne gøre det, fordi skolen ikke nedkæmpede ham.

 

I 1961-62 fandt der et lægeligt pilotforsøg sted. Det var i Fredericia. De ti mest læsesvage drenge og de tre mest læsesvage piger fra byens tredje- og fjerdeklasser, blev behandlet med den dansk-amerikanske fysiker Christian A. Volfs terapeutiske grammofonplader.

 

Forsøget viste, at Volfs lydplader har en veldokumenteret effekt på læsetunge børns højtlæsningsevne. Alle tretten blev hjulpet. De dårligste blev hjulpet mest. Med én mulig undtagelse har alle tretten levet resten af deres liv som normallæsere. Ingen af dem husker at de hørte til de mest håbløse hvad læsning angår, da de gik i underskolen.

 

Hverken Undervisningsministeriet, skolepsykologerne eller pædagogseminarierne har nogen sinde tilgivet de iøjnefaldende gode og veldokumenterede resultater som denne bivirkningsfri fysiologiske behandling viste sig at have på skolebørns læseevne.

 

Se Ugeskrift for Læger 124/35 side 1295 ff.

 

Det er sådan, at hvis der kommer noget som reelt kan hjælpe læsesvage skoleelever til læsefærdighed, så møder det beslutsom modstand både i Undervisningsministeriet, på universiteterne og på seminarierne.

 

Læs også
Læserindlæg – 24. maj

Sidst har også Socialministeriet (som har skiftet til et umuligt navn) meldt sig for at være med til at bekæmpe anvendelsen af skolepsykologen Helen Irlens farvede læsefolier, som i klinisk praksis har vist sig at kunne lette læsefunktionen hos op mod halvfjerds procent af skolernes dårligt læsende elever.

 

Som begrundelse anføres tre pseudovidenskabelige betragtninger hvoraf de to viser sig ikke at eksistere. (Socialstyrelsens hjemmeside.) Dårligt læsende elever må ikke hjælpes med andet end læseundervisning.

 

Som ikke hjælper.

 

Sprogvidenskabsmanden professor dr. phil. Carsten Elbros stolte udmelding som jeg elsker, og som jeg citerede i min sidste artikel, at ”Der burde findes en oversigt, hvor man kunne se, hvilken undervisning man kan få forskellige steder, og hvilken dokumenteret virkning den har”, er stadig det flotteste og dristigste, han har skrevet. Der findes nemlig ingen dokumentation for at læseundervisning har gavnlige virkninger. Det eneste der nogen sinde har kunnet dokumenteres at hjælpe på læseevne, er Volfs lydbehandlinger. Fordi det er det, der skal til, bliver de tiet ihjel.

 

Skolerne må og skal holde op med at terrorisere de elever der naturligt hører til de 18-19 procent, som skolen ikke kan gøre noget for. I det mindste ikke hvad boglige færdigheder angår. Forældre: I skal og må beskytte jeres børn mod undervisningsterror!

 

Så er der den Regitze som ikke kan skrive endelser. Som hende er der mange. Mindre befæstede sjæle i undervisningssektoren har fundet på at erklære at vejen til korrekt retskrivning er kendskab til grammatik. Påstanden er grebet ud af luften. Her er før nævnte professor Carsten Elbro igen frontfiguren. Med hele sit udtømmende kendskab til dansk grammatik er han om muligt dårligere til at skrive korrekte endelser, end Regitze er. Jeg dokumenterede det i min sidste artikel. Skolerne har intet der kan hjælpe, når det gælder at få elever til at skrive korrekte endelser. Hold op med at plage dem, der ikke kan!

 

Læs også
De radikale solgte De Vestindiske Øer uden at spørge øernes befolkning – indlæg fra læserne 3. april

Selv det mest intime kendskab til grammatik er lige så unyttigt for den som skal skrive, som en doktorgrad i ballistik vil være for en fodboldspiller i marken.

 

Ballistik er læren om fx en bolds bane.

 

Velmenende lærere kaster sig stadig over Regitze for at lære hende endelser. I skrivende stund har de opnået at tage humøret og modet fra hende. De har gjort skolen til Regitzes fjende, og de har drevet hende op i et hjørne hvor hun konsekvent nægter at sætte endelser på noget som helst.

 

Der mangler en reel offentlig debat om hvad det er, vi udsætter de 18-19 procent af vore skoleelever for. Behøver jeg citere professor Elbros mestersætning igen? Skolevæsenet udsætter sagesløse elever for virkningsløse undervisningsovergreb som slet ingen logisk mening har, og som ganske unødigt forbitrer fx en Regitzes liv.

 

Men der må ikke tales om det.

 

Så kommer vi til at jeg anslår at omkring tyve procent af samtlige skoleelever lider af smerteoverfølsomme trommehinder: Hyperacusis. Jesper S. J. har fundet nogle tal som er lavere end mine tyve procent.

 

Læs også
Indlæg fra læserne – 22. marts

Jespers langt lavere tal kan være lige så korrekte som mine er. Nu skal jeg forklare hvorfor:

 

En hørelses normale tolerance ved fx 1000 lydsvingninger i sekundet ligger på over 120 dB. Et lydtryk på 120 dB er en million gange kraftigere end lydtrykket ved 0 dB hvor lyden akkurat bør kunne høreopfattes. Så stor skal forskellen helst være mellem hørelsens følsomhed og trommehindernes overfølsomhed. Er forskellen mindre, går det ud over høreopfattelsen af fx sproglyd.

 

Hyperacusis er nedsat høretolerance.

 

Her må vi hver især definere hvad vi forstår ved Hyperacusis. Hvis vi siger at vi først vil tale om hyperacusis når høretolerancen er mindre end 20 dB – det vil sige at der resterer mindre end en hundredtusindedel af en normal hørefunktion – så bliver antallet af skoleelever med hyperacusis lavt. Så galt står det trods alt kun til med 1-2 procent af samtlige skoleelever. (Det er tal der stammer fra mere end tredive års patientbehandlinger på Klinik for Hyperacusis/Ordblindeklinikken i Hellerup.) Hvis vi derimod siger at vi taler om hyperacusis allerede når høretolerancen er mindre end 100 dB, så bliver antallet af elever med hyperacusis meget stort.

 

For mit eget vedkommende har jeg lagt mig fast på, at jeg taler om hyperacusis når høretolerancen er mindre end 60 dB, (vi taler stadig om tusind lydsvingninger i sekundet.) Her resterer der mindre end en promille af en normal hørefunktion. Jeg har trukket grænsen ved 60 dB eller mindre, fordi det er ved så lav en høretolerance, at det for alvor går galt. Her må eleven som regel prøve at abstrahere fra hvad læreren siger, fordi lærerstemmen gør fysisk ondt i trommehinden.

 

De elever som hører til mellem de 18-19 procent, som stort set ikke får noget ud af skolens undervisning i at læse eller skrive, har – med få undtagelser – en høretolerance der ligger under 60 dB.

 

Læs også
Indlæg fra læserne – 21. marts

At hjælpe dem til en bedre fungerende hørelse – til større høretolerance – er mod alle Undervisningsministeriets, universiteternes og lærerseminariernes regler, holdninger og principper. Det må helst ikke finde sted. På Klinik for Hyperacusis/Ordblindeklinikken i Hellerup gør vi det alligevel. Hver dag.

 

Jeg har dokumenteret behandlingsresultater i min bog ”Ordblinde børn” som Borgen udgav i 1992, og i ”Kurér ordblindhed!” som samme forlag sendte på gaden i 2010.

 

Se hjemmesiden www.ordblind.dk

 

Vi holder åbne info-aftener en gang om måneden. De er annonceret under Nyt på den oven nævnte hjemmeside. Jesper – kom og du skal få en hjertelig modtagelse. Jeg kan dårligt tro, vi har modstridende interesser.

 

Kaare p Johannesen

[email protected]

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…