Fransk araber, der har været hellig kriger i Syrien, er anholdt for de fire mord på det jødiske museum i Bruxelles

Fransk politi

I fredags blev en mand arresteret i Marseille. Han er mistænkt for at have skudt og dræbt fire mennesker på det jødiske museum i Bruxelles den 24. maj.

 

Den anholdte er den 29-årige Mehdi Nemmouche fra Roubaix på grænsen mellem Frankrig og Belgien.

 

Ifølge kilder tæt på efterforskningen var den anholdte i besiddelse af en Kalasnikov og en pistol af samme type som dem, der blev anvendt i Bruxelles.

 

Han havde også en kasket og et fotoapparat på sig, der lignede det gerningsmanden bar. Det kan man se på billederne fra overvågningsvideoen (se nederst i artiklen).

 

Desuden havde han en videooptagelse, hvor en mand med en stemme, der lyder som hans, tilstår mordene.

 

Mehdi Nemmouche er kendt af det franske politi. Han har sammenlagt siddet fem år i fængsel. Sidste gang var han dømt for et væbnet røveri. I fængslet blev han radikaliseret, som det er sket for mange andre med muslimsk baggrund.

 

Da han blev løsladt, rejste han til Syrien, hvor han i 2013 kæmpede sammen med andre jihadister.

 

Han er nu fængslet anklaget for mord og mordforsøg.

 

Mehdi Nemmouche blev anholdt, da han i Marseille steg ud af bussen fra Bruxelles. Det så ud til, at han planlage at flyve videre til Afrika.

 

Præsident Hollande

I Frankrig er der ligesom i Danmark, Storbritannien, Tyskland og andre europæiske lande et stort antal radikaliserede muslimer, der er rejst til Syrien for at kæmpe som hellig kriger.

 

Overalt advarer efterretningstjenesterne mod, at de vil udgøre en stor terror trussel, når de vender tilbage til Europa.

 

Og det er mordene i Bruxelles et af de første eksempler på.

 

Alvoren blev understreget af præsident François Hollande, som søndag udtalte sig om anholdelsen af den mistænkte, som han hilste velkommen og bemærkede, at den skete ”så snart han satte sin fod på fransk jord”.

 

Hollande fortsatte: ”Regeringen er fast besluttet på at forfølge disse Jihadister for at forhindre dem i at begå ulykker, når de vender tilbage til Frankrig og Europa”.

 

Tariq Ramadan

Det var helt andre toner, som er kommet fra den politisk korrekte elites yndlingsmuslim: Tariq Ramadan.

 

Tariq Ramadan har mere end antydet, at de jødiske turister arbejdede for den israelske efterretningstjeneste. Han kom også med hentydninger til, at antisemitismen nok kom fra den yderste højrefløj. (Le Soir og andre kilder)

 

På hans Facebookside affødte det flere meget hadefulde indlæg imod jøder og Israel, og konspirationsteorierne blomstrede. En af dem gik ud på, at mordene var sket for at skade muslimer, for hvem ville være så dum at blive set på et overvågningskamera.

 

Den 28. maj 2014 havde Tariq Ramadan 704.055 ”likes” på Facebook, og selve artiklen 10.259 ”likes”. Hans hjemmeside http://tariqramadan.com/ har ikke nogen kommentarer til arrestationen.

 

Jørgen Nielsen, Frankrig

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…