EU-parlamentet kæmper indædt mod nationalstaterne

EU lider under et demokratisk underskud, siger man; vil det problem ikke blive løst ved at give EU-parlamentet mere magt? – det eneste sted i EU, som er valgt direkte af de 400 millioner vælgere? Så er der ikke en modsigelse i, at jeg beskylder EU for at være udemokratisk og samtidig ønsker EU-parlamentet kørt ud på et sidespor?

 

Nej, nej og atter nej.

 

EU-parlamentets forhistorie

EU-parlamentet begyndte som en demokratisk farce: en elefantkirkegaard for afdankede politikere fra Frankrig og Beneluxlandene, og selv om det ganske rigtigt stadig ”ikke er noget rigtigt parlament”, som Kommissær Ritt Bjerregaard af vanvare kom til at sige, så er det desværre heller ikke længere et harmløst Mickey Mouse-parlament, som Margaret Thatcher kaldte det.

 

Tværtimod har EU-parlamentet med Lissabontraktaten siden 2009 fået nye magtområder og kompetencer. Og higer efter at udvide dem.

 

Et eksempel:

Den 29. oktober sidste år fik EU-kommissionen det såkaldt “gule kort” af EU’s medlemslande.

 

Kommissionen vil have oprettet en særlig Offentlig Anklager for EU.

 

Men hvis mindst en tredjedel af medlemslandenes parlamenter siger nej, så skal Kommissionen ”genoverveje” sit forslag. Og 11 lande sagde rent faktisk den 29. oktober nej til dette forslag.

 

Kommissionen kan ganske vist vælge at ignorere de 11 landes modstand, men det vil kræve en god portion frækhed af Kommissionens ikke-valgte embedsmænd.

 

Men den frækhed har netop EU-parlamentet og dets anonyme integrations-fanatikere.

 

Læs også
Den britiske indenrigsminister anbefaler David Cameron, at Storbritannien forlader Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Så i stedet for at tage medlemslandenes veto til efterretning, tilsluttede EU-parlamentets Juridiske Komité den 11. februar sig netop det forslag fra Kommissionen, som de 11 lande havde afvist.

 

Og de fremsendte en erklæring fra Parlamentet til Kommissionen, der lyder som en hilsen fra Centralkomiteen til Politbureauet i SUKP, og lover flere fremskridt og strålende sejre for den glorværdige idé om en Europæisk Offentlig Anklager.

 

Samme dag besvarer kommissionens vicepræsident, integrations-furien Viviane Reding (som giver mindelser om Margot Honnecker og Elena Ceausescu) den højtidelige loyalitetserklæring i samme DDR-jargon:

 

Jeg er opildnet af Europarlamentets tilslutning. Kommissionen lover at fortsætte det nære samarbejde med Europaparlamentet og de nationale ministre for at sikre, at dette centrale projekt nyder yderligere fremme i de kommende måneder. Vi må fastholde momentum!”

 

Altså: Nationale parlamenter og regeringer forsøger at bruge deres traktatmæssige ret til at standse et forslag, de er imod.

 

Men maskineriet i Kommission og Parlament kværner uanfægtet videre.

 

Læs også
EU-spil kan gøre Thorning til vinder og Danmark til taber

Det gik forslaget ud på

Lad os se på hvad skulle den ny EU’s Offentlige Anklager i øvrigt bruges til? I første omgang skulle denne Anklager bruges til at retsforfølge tyveri af EU’s egne midler, som anslås til 3,5 milliarder kroner om året (i øvrigt en vild underdrivelse).

 

Og det er da et ædelt formål, ikke?

 

Men EU har i forvejen sit bureau for anti-svindel, ”OLAF”. Hvorfor kan ”OLAF” ikke  løse denne opgave, har kommissionen eller parlamentet ikke forsøgt forklaret.

 

Det var i øvrigt min liberale hollandske kollega i EU-parlamentet, Ard van der Steuer, som ganske rammende sagde om en grænseoverskridende EU-anti-svindel-anklager: ”Det mest effektive middel til at bekæmpe svindel med EU’s støttemidler er at holde op med at sende EU’s støttemidler til lande, hvor de ikke bekæmper svindel… med EU’s støttemidler.”

 

Den skjulte dagsorden

Hensigten er da også mere principiel, nemlig at lade en EU-myndighed få komptencer, der rækker ind over landegrænserne.

 

Læs også
Frankrig: Panik før EU-valget næste søndag – premierministeren lover skattelettelser

EU-parlamentets forfængelige pampere elsker nye organer, proteser og gevækster; det betyder mere magt, mere prestige og flere ben.

 

Når først sådan en ny polyp har set dagens lys, så vil Kommissionen og EU-domstolen hurtigt vide at gøre brug af den til at mænge sig ind på landenes egen retspraksis.

 

Det siddende parlament blev valgt med 43 procent af stemmerne i 2009. Hvis valgdeltagelsen stiger i år, vil det muligvis resultere i, at de EU-kritiske og EU-fjendske partier efter 25 maj bliver stærkere repræsenteret – måske med så meget som en tredjedel af de 751 pladser.

 

Det er vigtigt at gøre sin borgerpligt og give EU-parlamentet det røde kort den 25. maj, men man skal ikke forvente mirakler, for EU-parlamentet er ikke er en del af løsningen – men en del af problemet.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…