Siden opstarten i finanskriseåret 2008 har tandlæge John Lindgren Hansens koncept fået over 4700 nye kunder. En cocktail bestående af god kundeservice og billige priser på kroner er blevet en landsdækkende succes, trods tandklinikkæden kun består af tre afdelinger, som alle ligger på Sjælland.
”Vi har kunder, der kommer helt fra Skagen og Sønderjylland for at få en operation. Heldigvis er der også folk fra omegnen, da omkring 50 % af alle kunder viser sig at komme igen,” siger John Lindgren Hansen, der driver Strandvejens Tandklinik.
Lønsom strategi
Branchen er som hele faldet 4-5 % i omsætning siden 2011, hvorfor Strandvejens Tandklinik, som kæden hedder, er et særtilfælde med årlige vækstrater på op til tre cifre.
Et bevidst sats på at geninvestere en stor del af overskuddet i internetannoncering om billige tandoperationer var næsten fra starten motoren, der satte kundetilgangen i gang.
”Vi var formentlig first movers på området dengang i Danmark og høster stadig af den frugt, da især folk i provinsen lægger vægt på personlige anbefalinger, når de vælger tandlæge,” fortsætter tandlægen, der oplever kunderne kommer for at få billige priser på operationer, men kommer igen pga. serviceniveauet.
Et spørgsmål om jura
Strandvejens Tandklinik har i dag afdelinger i Ringsted, Taastrup og Greve.
Selskabet bag – Tandlæge John Hansen ApS – planlægger yderligere klinikåbninger i fremtiden, men må respektere overenskomsten med regionerne på området. Disse regler kan pause ekspansion, da den enkelte tandlæges mulighed for nye afdelinger begrænses:
”Aftalen indførtes for over 30 år siden med henblik på at beskytte den mindre tandlægepraksis mod konkurrence udefra. Ordningen er desværre med til at vanskeliggøre udbygning, da det i princippet ikke er lovligt at lave kæder,” siger han.
De samme personer må ikke stå som ejer i mere end to afdelinger, så for at leve op til reglerne ejes den tredje klinik, som åbnede sidste år i Taastrup, således af et andet firma med en udvidet ejerkreds.
Normalt i udlandet
I udlandet er kæder inden for tandpleje et normalt fænomen, bl.a. i vestlige lande som Norge, England og USA kan eksempelvis kapitalfonde eje klinikker:
”Vi håber og tror på en snarlig opblødning og modernisering af overenskomstens bestemmelser på dette punkt, således at danske tandlægevirksomheder herefter kan drives efter nogenlunde samme retningslinjer, som er gældende i de andre vestlige lande,” siger tandlægen.
Klinikejer-udvalget under Tandlægeforeningen på Sjælland finder de nuværende regler i Danmark udmærkede. Susanne Kleist, som er ansvarlig for udvalget, mener, at patientsikkerheden vil blive ramt, hvis det gamle regelsæt lempes.
”Vi skal sørge for, at alle bliver behandlet ordentligt, og at vi kan opdage fejl i tide. Hvis man uddelegerer for meget, er jeg bange for, at man kan miste fokus. Selvfølgelig kan du tjene flere penge ved at have fem klinikker, men for mig handler det her ikke om indtjening, det handler om faglighed og sikkerhed,” udtaler hun i en kommentar til Berlingske Tidende.
Emnet er for tiden ”en varm kartoffel” i branchen, da debatten om klinikejerskaber for tandlæger er oppe at vende mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen. Der forhandles i øjeblikket om en eventuelt ny aftale på området, men om en decideret ændring i reglerne kan komme på tale, vides endnu ikke.