Erdogans islamisering gør Tyrkiet mindre frit og demokratisk

Foto: Colourbox

 

”Vi har det demokrati, som Vesten drømmer om – og det bliver kun stærkere” sagde Erdogan i sin balkontale natten mellem den 30. – 31. marts – kort før den endelige stemmeafgørelse af lokalvalget i Tyrkiet.

 

Jeg ved ikke, hvad det er for en demokratiopfattelse, Erdogan har. Men jeg ved, at den er meget anderledes og mere undertrykkende, end hvad vi er vant til i Danmark og i resten af vesten.

 

Jeg bemærker blandt andet, at Tyrkiet topper på listen over flest fængslinger af journalister – foran både Iran og Kina. Det er den såkaldte pressefrihed, som Erdogan og hans regering kan tilbyde folket.

 

Tyrkiet har været i en stor økonomisk vækst de seneste 10 år. Der er investeret i infrastruktur, sundhedsvæsen, undervisningsmaterialer m.m. Alt sammen en fremgang, som tyrkerne kan se og opleve i deres dagligdag.

 

Mindre frihed

Men fremgangen har været på bekostning af den enkelte borgers frihed. Erdogan udtaler sig om; hvordan kvinder bør gå klædt, hvor mange børn de bør føde, og hvordan folk skal leve efter anstændige værdier – værdier der fortolkes af manden selv. Ingen skal være uenig eller modsige ham. Sker det, er det ikke en kritik af Erdogan – men et angreb på Tyrkiet og nationens sikkerhed.

 

Erdogan har især de sidste par år udvist stor intolerance overfor dem, der er uenige med ham. Han har ikke holdt sig for god til åbenlys at kritisere og tilsvine sine politiske modstandere, og andre, der ytrer holdninger imod hans.

 

Der er offentliggjort lydfiler, hvor han beordrer redaktører til at fyre journalister og tv-kanaler, der har kritiseret ham, har fået bøder på millioner.

 

Samtidig er den enkeltes ytringsfrihed blevet begrænset med adfærdsregulerende regler og love. Senest et forbud mod sociale medier som Twitter og Youtube. Et forbud som en tyrkisk domstol netop har ophævet. I Erdogans demokrati eksisterer altså ingen pressefrihed og ytringsfrihed for den enkelte borger.

 

Islamiseringen af Tyrkiet 

Et andet eksempel på Erdogans manipulation over for tyrkerne var under demonstrationerne, der startede i maj 2013, hvor han havde travlt med at fjerne fokus fra millioner af tyrkeres oprør imod hans intolerante adfærd, hans indsnævring af den enkelte borgers frihed, samt den stigende og snigende islamisering.

Læs også
Radikale muslimer lever blandt os – men de hader vores værdier og kalder os ‘hvide svin’

 

Erdogan beskrev i sin modakt demonstranterne som en lille gruppe uromagere, der kun var ude på at skade Tyrkiet. Demonstranterne bestod ellers af akademikere, kunstnere og studerende. Unge som gamle. Borgere der alle ønskede at bygge videre på den sekulære stat og leve efter de vestlige værdier i et reelt demokratisk Tyrkiet.

 

Fabrikerede historier

Meget belejligt opfandt Erdogan en problematik omkring, hvordan en ung kvinde blev chikaneret og hånet af demonstranterne på grund af hendes tørklæde. På den måde, fik han de mere konservative og religiøse dele af befolkningen til at støtte ham – imod demonstranterne.

 

Kvinden stod efterfølgende frem og fortalte, at hun deltog på lige fod med alle andre, og at hun på intet tidspunkt var blevet generet eller chikaneret.

 

Det fik bare Erdogan til at finde på en ny historie, om at moskeerne blev brugt af demonstranterne til upassende handlinger, og at det flød med alkohol og tegn på utugt. Han beordrede politiet til at slå meget hårdt ned overfor dem med både tåregas og vold. Det kom senere frem, at moskeerne faktisk blev brugt til at hjælpe de sårede.

 

Det var så den forsamlingsfrihed i Erdogans såkaldte demokrati!

 

Læs også
Højaktuel bog om præsident Erdogan og hans Tyrkiet

Erdogans Tyrkiet er ikke demokratisk

Jeg tror, at mange borgere i vesten, ligesom jeg, kan se, hvad Erdogan står for. Og jeg tror, at jeg på vegne af rigtig mange kan sige nej tak til det anti-demokratiske demokrati, som han står for.

 

Det ærgrer mig at se, at landet, hvor jeg har mine rødder, i 2014 stadig har så stor en mangel på elementære demokratiske rettigheder. Demokratiet vinder ikke frem i Tyrkiet – tværtimod. Tyrkiet fjerner sig mere og mere fra Vesten og EU og isolerer sig langsomt fra omverdenen.

 

Erdogan vandt stort ved lokalvalget

Desværre vandt Erdogans parti stort ved lokalvalget. Partiets symbol er en tændt pære – altså lys. Og apropos lys, så er det efterhånden en fast tradition i Tyrkiet, at elektriciteten bliver afbrudt, når stemmerne tælles.

 

Nogle mener, at det er lidt for påfaldende og tankevækkende, og der er mange påstande om valgsvindel. Men uanset om påstandene har sin berettigelse, vil de altid blive blankt afvist.

 

I stedet gemmer Erdogan sig bag beskyldninger om et komplot imod ham, eller at det er udenlandske kræfter, der vil nationen det ondt.

 

Læs også
Erdogan vil ødelægge kurderne – EU og FN er magtesløse

”Demokrati er ikke målet – kun et middel til at nå målet” udtalte Recep Tayyip Erdogan i 1994.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…