Denne sommer blev indledt med et klart signal til både danske politikere og EU-eliten om, at danskerne efterhånden er stærkt skeptiske, endda fjendtlige, over for et stadig mere centralistisk og uoverskueligt system af fælleseuropæiske love og regler, uden for borgernes, deres folkevalgtes og de nationale domstoles rækkevidde.
Følelsen af ikke selv at kunne bestemme over vigtige og følsomme problemer i eget land vokser tydeligvis ikke kun i Danmark, men i store EU-lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Mange tusinder konservative, socialdemokratiske og venstrevælgere betroede derfor deres modvilje mod EU til Dansk Folkeparti, som blev det største parti i EU-parlamentets danske blok. Men budskabet bredte sig også apatisk til andre partier.
Bendt Bendtsen gik til valg på at ”passe på Danmark i EU” – i stedet for omvendt. Unge politikere udtrykte i valgkampen en ny, skarp kritik af EU, som provokerede Uffe Ellemann Jensen og Mogens Lykketoft til deres sædvanlige bedrevidende advarsler på TV 2. Og senest har vi oplevet, hvordan de konservatives nyeste leder lægger klar afstand til den næsegruse EU-beundring. Godt.
Det var alt sammen utænkeligt, ja nærmest urørligt for få år siden. Og kætteriet breder sig. Ja, her til sommer har Venstre omsider tænkt en anden førhen næsten utænkelig tanke og vovet at røre ved det urørlige: konventionerne. Med sit udspil ”Danmark for dem, der kan og vil” overvejer Venstre nu, at Danmark skal tage forbehold over for den såkaldte statsløse-konvention, der som en ren billetautomat udsteder dansk statsborgerskab til palæstinensere – uanset om de er dybt kriminelle eller af Politiets Efterretningstjeneste anses for at være til fare for landets sikkerhed.
Der er dog ikke meget, der giver håb om, at Danmark kan pille ubehageligheder ud af en konvention. Men til dét siger Jan E. Jørgensen, Venstres indfødsretsordfører, i Jyllands-Posten: ”Hvis det ultimativt betyder, at vi ikke kan få lov at udvise borgere, der vil sprænge Hovedbanegården i luften, er vi parat til helt at opsige konventionen”. Godt.
Venstre går altså næste gang til valg med løftet om at opsige en konvention, som ”fører til åbenlyst urimelige resultater”. Og vi har i Danmark mange eksempler på, at konventioner fra både FN og Europarådet og domme og direktiver fra EU ånder dommerne tungt i nakken og hæmmer Folketinget i at gøre, hvad det finder rigtigt.
Vi er blevet forhindret i at fængsle og for bestandig udvise kriminelle og terrorister med henvisning til Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 8, som garanterer den mest hårdkogte voldsforbryder ret til et ”familieliv”. Vi slipper formentlig aldrig af med den palæstinensiske vaneforbryder Fisfis, som Højesteret ellers afgjorde, skulle udvises for bestandig, men som vi stadig hænger på.
I 2009 blev Danmark skarpt kritiseret af FN’s Flygtningehøjkommissariat for den aftale om udvisning af 272 irakere, som Danmark havde indgået med Iraks regering. I 2010 fik Danmark ”et rap over fingrene fra FN”, som Politiken skrev: FN’s Komité for Racediskrimination skosede Danmark for pointsystemet for indvandrere, for sine familiesammenføringsregler og advarede Danmark mod at afskaffe racismeparagraffen.
Men FN og Den Europæiske Menneskeretskonvention er ikke de eneste spændetrøjer: I 2011 afgjorde Højesteret med henvisning til EU’s opholdsdirektiv, at Danmark ikke administrativt kunne udvise en flok romaer, fordi deres forseelser – hærværk, tyveri, vandalisme, tiggeri – ikke nåede EU’s bagatelgrænse. Dengang sagde Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen: ”EU-borgere har særlige rettigheder, men de skal ikke kunne være subsistensløse i et andet land. Et samfund skal kunne værge sig mod tiggere og tyvebander, der kun er kommet til landet for at begå ulovligheder”. Siden er han blevet tavs.
Og oven i samlingen af EU’s utallige og uoverskuelige direktiver og domme, har vi i EU’s ”Charter for Grundlæggende Rettigheder” en stadig lurende trussel imod vore egne domstoles suverænitet. Én god ting følger dog med EUs stadig strammere greb om fornuftens lov. I flere, men særligt eet land føles konventionerne så snærende, at både regering og parlament er ved at få nok: Storbritannien.
Det er netop kommet frem, at 1.310 lovovertrædere, som skulle være udvist efter mindst et års fængsel, alligevel bliver i Storbritannien. Det er en tredjedel af de dømte og en stigning på 50 procent i forhold til 2012. 19 af de 1.310 er dømt for mord eller manddrab, 15 har begået voldtægt, 20 overgreb på børn og 140 har begået røverier. I langt de fleste tilfælde er det Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 8 – retten til et familieliv – som har reddet de dømte fra udvisning. Andre risikerer ubehageligheder, hvis de sendes hjem, mens enkelte bare nægter at oplyse deres nationalitet.
Efter at have overvejet forskellige muligheder for, at retfærdigheden kan ske fyldest, efter de britiske folkevalgtes og domstoles vilje, er landets indenrigsminister Theresa May nået til den konklusion, at Storbritannien ikke har andet valg end at udtræde af Den Europæiske Menneskeretskonvention, hvis politikerne skal kunne leve op til deres vælgeres krav: At dømte og udviste kriminelle også bliver udvist.
Det er hendes anbefaling til premierminister David Cameron. Jeg må sige, at jeg igen er blevet bekræftet i, at det var en rigtig beslutning, at Dansk Folkeparti tilsluttede sig de britiske konservatives gruppe ECR i Europaparlamentet.
Mange har beskyldt David Cameron for at bøje sig for flygtige strømninger i folkedybet i stedet for at lade sig lede af sin samvittighed, sine mål og principper. Men det er hverken opportunisme eller populisme, når de folkevalgte lægger øre til borgernes opfattelse af retfærdighed – eksempelvis selv at kunne bestemme, hvem der skal have lov at opholde sig i deres land.
Det tegner til at blive et af tidens store spørgsmål, og det er spændende, at nu også Venstre har mod til at sætte det på dagsordenen. Ja, det er godt.
