I Folketingets spørgetid i sidste uge afslørede statsminister Helle Thorning-Schmidt med al tydelighed, hvor hendes sympatier ligger. De ligger ikke i Danmark. De ligger ikke hos danskerne. De ligger ikke i folkestyret og Folketinget.
Anderledes kan man slet ikke fortolke statsministerens uvilje til at respektere, at intet er over eller ved siden af Folketinget.
Det kan ikke undre, at statsministerens fremgangsmåde sætter skub i spekulationerne om, hvor hun i grunden er på vej hen.
Men jeg vil i grunden hellere spørge om, hvor hun har været, siden hun blev statsminister. Mentalt har hun nemlig ikke befundet sig i Danmark. Mentalt befinder hun sig lysår fra danskernes hverdag og deres bekymringer.
EU – en trussel mod velfærdssamfundet
I øjeblikket befinder selve fundamentet for den danske velfærd sig under et massivt pres fra EU.
Vi taler om en af de største trusler mod velfærdssamfundet nogensinde. En trussel, der er langt større end datidens økonomiske kriser, som med jævne mellemrum har indfundet sig. Truslen udgår fra EU, der ønsker at ensrette niveauet for velfærd i medlemslandene.
I EU ved man udmærket, at det ikke holder en meter at give polakker, rumænere eller bulgarere adgang til danske ydelser som børnecheck og dagpenge.
Man ved udmærket godt, at lønforskellene er alt for store, og at en børnecheck, som sendes til Polen udgør en voldsom mængde købekraft i forhold til gennemsnitslønningerne.
Nationalstaterne skal nedbrydes
Men i EU handler alt om at nedbryde nationalstaternes grænser og særlige kendetegn. Set i dét lys giver angrebene mod den velstående del af EU god mening. Der er nemlig tale om omfordeling, og det er vel god socialisme?
Hvorfor skal nogen medlemslande være rigere end andre, når alt skal ensrettes? Er det ikke også det, euroen i bund og grund handler om? Forudsætningen for euroen er nemlig en ensrettet politik på en lang række områder.
Virkeligheden er ved at gå op for europæerne.
Finnerne trues med bål og brand, hvis de ikke giver alle EU-borgere adgang til et dagpengesystem, der til forveksling ligner det danske.
Tyskland tvinges til at udbetale socialhjælp til vandrende arbejdstagere fra eksempelvis Spanien, som end ikke har arbejdet en eneste dag i landet – sådan tolker de stedlige domstole i hvert fald EU-forordningerne om den frie bevægelighed, som nu pludselig er forvandlet til fri adgang til skatteyderfinansierede overførelsesindkomster i de lande, hvor det er mest fordelagtigt.
Den danske regering finder sig i det hele
Den danske regering er enig i målsætning. Den vil ikke løfte en finger for dansk velfærd. Den tilsidesatte endda Folketinget, da den helt uden at spørge ændrede reglerne for optjeningsprincippet, fordi EU løftede et øjenbryn. Dermed ignorerede regeringen såvel Folketinget som Grundloven.
Sådan smækker man hælene sammen og lægger sig fladt ned for EU i den danske regering, hvis leder med al tydelighed også befinder sig langt bedre i Bruxelles og Strasbourg end i Danmark.
Og så skal man ikke ignorere, at den adfærd pynter voldsomt på CV’et for en person med EU-ambitioner. Statsministeren erklærer ganske vist, at den slags intet har på sig – men det har man jo oplevet før. I EU vil en regeringschefs tilsidesættelse af et nationalt parlament blive betragtet som en heltegerning, der bør belønnes.
Dansk Folkeparti
I Dansk Folkeparti vil vi kæmpe kampen for den danske velfærd. Og vi vil varmt bakke op om alle de lande, der er havnet i en lignende klemme som Danmark. Lande, som af EU bliver presset til at dele ud af den velfærd, som deres borgere gennem mange generationer møjsommeligt har kæmpet for og bygget op. Det er for eksempel et land som Finland. Og vi kan kun vinde gennem kamp. Vi må naturligvis tage slagsmålet i EU-Domstolen, hvis Kommissionen insisterer på, at arbejdskraftens frie bevægelighed også indebærer fri adgang til velfærdsshopping.
I mellemtiden kan vi så fundere over, på hvis side regeringen egentlig befinder sig. Er den danskernes regering eller en hælesmækkende filial af EU-Kommissionen?
Pia Kjærsgaard er værdipolitisk ordfører for Dansk Folkeparti
