Folkevandringen til Europa fra Afrika og Mellemøsten fortsætter med stigende styrke. De første tre måneder i år modtog Italien således over 30.000 illegale immigranter.
Chefen for grænsepolitiet anslår, at mellem 600.000 og 800.000 – deriblandt mange kvinder og børn – venter i Libyen, hvorfra de håber at komme over havet til Europa.
Hver dag lander hundredevis af arabere og afrikanere på Lampedusa og Sicilien, på Calabriens og Apuliens kyst og på den lille ø-stat Malta.
Menneskesmuglere befordrer dem i både, der altid er overfyldte og ofte i dårlig stand, og drukneulykker finder hele tiden sted. Derfor er den italienske marines fartøjer og helikoptere – efter pres fra EU – engageret i “Operation Mare Nostrum”, som opsporer og redder immigranter i havsnød.
Mange indfaldsruter
Også Grækenland og Bulgarien mærker et stigende pres. I tusindvis strømmer flygtninge gennem Tyrkiet fra krigen i Syrien, men også afghanere tager denne vej mod Europa. I det Ægæiske Hav drukner mange, når deres fartøj kæntrer.
Yderst mod vest – fra Senegal ved Atlanterhavskysten – foregår også en trafik med afrikanske fattigdomsflygtninge til de Canariske Øer. Men langt det største antal illegale immigranter søger fra Marokko mod de spanske havnebyer Ceuta og Melilla. Omkring sidstnævnte by arbejder Civilgarden – grænsepolitiet – nærmest permanent på at forstærke det tredobbelte metalhegn, der markerer grænsen mellem spansk og marokkansk territorium.
Marokkansk og spansk politi bruger vold
Så godt som dagligt – eller natligt – forsøger illegale immigranter at trænge igennem til den spanske side. I april resulterede lang tids pres fra Spanien i, at der også på den marokkanske side blev rejst et hegn, og lejlighedsvist slår politiet hårdt ned på de talløse “sub-Saharianere”. Alligevel lykkes det i hundredvis af unge mænd at nå frem til den stribe, som Civilgarden bevogter. Flere gange har der været regulær kamp, og spanierne bruger peberspray mod indtrængende og skubber dem tilbage på den marokkanske side.
Mange holdes borte, men flere slipper igennem, og er de først i selve Melilla, søger de fleste af dem asyl. Proceduren er kendt over det halve Afrika, fordi spansk lovgivning fastslår, at myndighederne skal afslutte asylsager efter tre måneder.
Håber at komme i fængsel
Den person, der får sin ansøgning behandlet, bliver “interneret” – altså fængslet – og sendt til Valencia, Madrid eller en anden storby i det spanske hovedland. Dette forløb er ønskedrøm for titusinder af illegale indvandrere.
I visse tilfælde får ansøgerne asyl og kan derefter enten forblive i Spanien eller rejse til et andet EU-land. Den, der beslutter at blive i Spanien, kan søge arbejde, og hvis det behøves modtage kontanthjælp.
Den, der får afslag på asylansøgningen, skal udvises. Men netop her støder bureaukratiet på næsten uoverstigelige hindringer. For det første følger Spanien en konvention, der siger, at en udvist ikke må sendes tilbage til et land, hvor han eller hun er i fare for forfølgelse.
For det andet er det ikke på forhånd givet, at regeringerne i stater som Cameroun, Mali, Eritrea eller Somalia i praksis vil samarbejde om at modtage afviste ansøgere. For det tredje – og vigtigste – er hele forløbet ofte så kompliceret, at tidsfristen overskrides. Når dette sker, frigives asylansøgerne, og langt de fleste rejser videre til andre EU-lande – især til London og Paris.
Afkriminalisering i Italien
Fremover vil forløbet være forenklet i Italien. Her vedtog parlamentet d. 2. april at afskaffe loven om illegal indvandring. Det er herefter ikke længere kriminelt at trænge ind på italiensk territorium uden visum eller pas. Centrum-venstre koalitionsregeringen har dermed befriet politi og domstole for et omfattende arbejde med at behandle ca. 200.000 sager om illegale indvandrere. Det anslåes, at der findes en halv million af denne gruppe i landet.
Imod lovændringen stemte de tre oppositionspartier Forza Italia (Silvio Berlusconi), Lega Nord og Movimento 5 stelle (oprettet af den farverige Beppo Grillo).
Cecilia Malmströms plan
Asylpolitik i EU-området henhører i dag under de enkelte medlemslande. Men som det spanske og det italienske tilfælde viser, har myndighederne smidt håndklædet i ringen, og folkevandringen fortsætter i retning mod Central- og Nordvesteuropa. Dette baner vejen for EU-kommissionens overtagelse af politikken.
Der er ingen tvivl om, at et “acquis communautaire” forberedes på dette område. I nær fremtid vil kommissærerne prøve at overføre indvandring og asyl fra den nationalstatslige “søjle” til “unionen”.
Cecilia Malmström er EU’s kommissær for “hjemlige anliggender”. I dette forår har hun fremhævet det positive i indvandring, som tidligere har stimuleret modtagerlandenes økonomi. Hvordan det aktuelt forholder sig, omtalte hun ikke.
Hun understregede, at det er EU’s mål, at mennesker – både i og udenfor Europa – “kan udfolde deres talenter”, og hun har i samarbejde med et FN-agentur for “Global Udvikling” og “EU-Afrika-topkonferencen” fastslået, at organisering af indvandring til Europa indgår i EU’s “udviklingsplan”.
Malmströms ønske er derfor at åbne en EU-ambassader i afrikanske stater, hvor udvandrere kan henvende sig og blive hjulpet på vej til Europa.
Martin Schultz kræver et nyt indvandringssystem
Martin Schultz er formand for EU-parlamentet og kandidat til posten som kommissionsformand efter Barroso. Som Malmström ønsker han en nyordning af asyl- og indvandringspolitikken i EU.
Efter drukneulykken ved Lampedusa i oktober 2013 erklærede han bl.a.: “Det er en katastrofe. En fordeling af ansvaret er nødvendig. Vi kan ikke have, at et par lande står alene med problemet … Jeg accepterer ikke, at der er medlemslande som siger “vi har ikke mere plads.” … Det er et europæisk problem og jeg må gentage min opfordring til EU-landene om at påtage sig ansvar for denne flygtningetragedie.”
D. 11. maj i år besøgte han Malta. Her gik han et skridt videre med planen om at overføre beføjelser til EU: “Som formand for Kommissionen vil jeg foreslå et system med lovlig indvandring med klare regler … “
Afrikas befolkning er i dag på ca. en milliard personer. Hvis væksten fortsætter i det hidtidige tempo, vil antallet stige til to milliarder år 2050. Det bør tages i betragtning, hvis kommissærerne får overdraget magt som de har agt.
