En fælles-europæisk politik for indvandring og asyl vil bringe Danmark til tiggerstaven

Skærmprint You Tube

År efter år har Danmarks politiske overklasse oplyst os, at nu var det ikke længere indvandring, som bestemte danskernes politiske valg, men derimod arbejdsløshed, finanspolitik, miljø osv. Men alligevel står indvandringen som den store elefant i valglokalet, hver gang danskerne bliver kaldt til stemmeboksene – også næste gang.

 

Og hvis vælgerne kobler indvandring sammen med EU, så har de ganske ret, for EU er den trojanske hest, som i sidste ende vil bestemme, hvem der skal have lov at bosætte sig i Danmark, uanset om de kaldes flygtninge, asylansøgere, migranter eller vandrende arbejdstagere; lad os i øvrigt for kalde dem for indvandrere, for det er det eneste, vi er helt sikre på, at de er.

 

Men dem er der selvfølgelig forskel på, og den er ikke uvæsentlig.

 

I ugerne op til det skelsættende valg den 25. maj fyldte indvandringen fra Østeuropa i debatten. Danskerne frygter at få trykket lønnen og tempoet sat i vejret af nøjsomme østeuropæere, og ikke mindst krænker det danskernes retfærdighedsfølelse, at EU kan tilsidesætte dansk lov og vilje og fra dag ét forære udlændinge sociale ydelser som f.eks. børnepenge, hvoraf nogle endda kan tages med til hjemlandet. Det er ikke smålighed, men danskerne er på vagt efter 30 års indvandring fra især de muslimske lande.

 

Indvandrere derfra, med eller uden flygtningestatus, har i tre årtier vejet tungt i enhver statistik over dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, boligsikring, skoler, sundhedsvæsen, kriminalitet og fængsler – og ikke for det gode.

 

Østeuropæere, derimod, påtager sig ikke en offerrolle og forventer økonomisk særbehandling, fordi deres bedsteforældre engang opholdt sig i en flygtningelejr, eller kulturel særbehandling som følge af deres tro, og de tager ikke deres klanstrukturer og stammekrige eller en foragt for deres vantro værter med sig. Jo, fra Østeuropa kommer der plattenslagere, røvere, og nassere, og vore pivåbne grænser ligefrem inviterer grupper fra kriminelle miljøer til rene plyndringstogter, men langt de fleste østeuropæere møder op med den arbejdsmoral, hvormed vore forældre og bedsteforældre tilbage i 50’erne og 60’erne byggede velfærdsstaten. Og vi har før taget imod dem.

 

For præcis hundrede år siden arbejdede 14.000 polske sæsonarbejdere i Danmark. Omkring 4.000 blev boende, og i 1920 blev de garanteret samme arbejdsforhold som danske arbejdere. Men boede deres efterkommere i 2. og 3. generation, 20-30 år efter, i socialt boligbyggeri ernæret af kontanthjælp, børnecheck og boligsikring? Mangedoblede de deres antal med ret til familiesammenføring? Blev de gift med fjerne fætre, som blev hentet hertil fra Galiziens landsbyer? Har nogen hørt om ungdomsbander med polsk baggrund? Blev deres drengebørn til ”udsatte unge”? Kunne efterkommerne af de svenskere, som indvandrede til Bornholm i 1867-69 under misvæksten i Sydsverige, ikke følge med i skolen i 1920’erne? Har ungarerne, som kom i 1956, eller de 3.000 jøder, som flygtede fra antisemitismen i det socialistiske Polen, nogen sinde været en social eller kulturel belastning for Danmark?

 

Desværre besluttede vores regering i 2012 at mørkelægge, hvad indvandringen fra mellemøstlige og afrikanske lande koster os: ”Jeg er bare grundlæggende uenig i, at det er særligt vigtigt eller relevant”, sagde justitsminister Karen Hækkerup. Men det synes danskerne, at det er, og så må vi jo gå til andre kilder, når vores statsapparat ikke vil hjælpe os.

 

Dansk Arbejdsgiverforening har opgjort, at en somalier eller iraker i Danmark får tre gange så meget i sociale ydelser – dagpenge, kontanthjælp, SU, boligstøtte, førtidspension, børnetilskud og andre ydelser – som en polak. En somalier får i gennemsnit for 120.000 kroner i sociale ydelser om året, en rumæner 25.000 kroner. Somaliere, syrere, palæstinensere og irakere får i gennemsnit 100.000 kroner. Rockwoolfonden opgjorde tidligere i år, at 5.000 nye ikke-vestlige indvandrere koster Danmark 2,1 mia. om året.

 

Forleden offentliggjorde University College London en omfattende undersøgelse af indvandringen til Storbritannien fra 1995 indtil 2012. Fra 2000 gav indvandringen fra europæiske lande et pænt overskud, hovedsagelig på grund af østeuropæere. Men indvandringen fra lande uden for Europa kostede på 17 år Storbritannien 1.140 milliarder kroner. Af de syv millioner indbyggere, som i 2012 var født uden for Storbritannien, udgjorde indvandrere fra Pakistan, Bangladesh, Afrika og Indien 4,6 millioner.

 

Læs også
Erdogan vil ødelægge kurderne – EU og FN er magtesløse

I Sverige har professor Jan Tullberg, professor på Stockholm School of Economics, i år udgivet en bog, som vurderer, at masseindvandringen koster Sverige 250 milliarder svenske kroner årligt. Det er væsentligt mere end professor Bo Söderstens opgørelse fra 2003, som landede på 40-50 milliarder og Jan Ekbergs tal på 45-60 milliarder sv.kr. i 2009. Men Jan Tullberg har også medregnet samtlige afledte omkostninger som skoler, forsorg, kriminalitet, tolke osv.

 

Eller i Norge, hvor oliemilliarderne er ved at blive slugt af ikke-vestlige indvandring. Her har Finansavisen på baggrund af Norges centrale statistik, SSB, regnet ud, at en vestlig indvandrer over et livsforløb bidrager med 800.000 kroner, mens en ikke-vestlig indvandrer koster 4 millioner på samme tid. Og at de 15.400 opholdstilladelser, som Norge gav til asylansøgere i 2012 således vil ende med at koste nordmændene 63 milliarder kroner.

 

Lad os tale lidt norsk: Påløpte og fremtidige nettokostnader ved ikke-vestlige innvandrere og deres barn som allerede befinner seg i Norge, beregnes til 1.200 milliarder kroner. Hvis ikke-vestlig innvandring fortsetter på nivå med de fem siste årene, vil de totale kostnadene summere seg til 4.100 milliarder kroner netto. Det tilsvarer verdien av Oljefondet og statens Statoil-aksjer,” fortæller Finansavisen. Og de tal forudsætter endda, at 2. generation bliver totalt integreret!

 

Jeg skal ikke blande mig i hverken grunden til, metoden bag eller tempoet i, hvormed briter, svenskere eller nordmænd vil nedbryde deres samfund, det må de selv afgøre på valgdagen. Men jeg vil heller ikke have hverken dem eller nogen overstatslig sammenslutning eller domstol, det være sig i Kommissionen i Bruxelles, EU-domstolen i Luxembourg, Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg eller FN i New York, til at bestemme, hvem der skal bo i Danmark.

 

Nede i EU ligger det hele parat til at svinebinde os: Europa-parlamentets og Rådets direktiv  2013/32 ”Om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse” sammen med ”Charter om Grundlæggende rettigheder” fra 2009 er tilsammen det sæt af juridiske tommelskruer, som Europas politiske overklasse vil spænde på danskerne; et sandt tyranni med indvandrings-kvoter og ekstravagante rettigheder til enhver person, som har penge, udholdenhed og held til at nå til vore grænser.

 

Men jeg er fortrøstningsfuld og har aldrig før haft så megen tillid til danskerne som i dag. Danskerne er hverken fremmedfjendske, nærige eller smålige, men de har en grænse for, hvem og hvor mange fra andre lande, der bør bo i Danmark, og den grænse skal de sætte igen, næste gang de får mulighed for det.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…