I Sverige vil den politisk korrekte elite ikke anerkende de problemer, som følger af for stor masseindvandring, og tøver ikke med at bruge vendingen ”humanistisk stormagt” om sig selv.
Statsminister Fredrik Reinfeldt sagde sågar tidligere på måneden, at svenskerne må berede sig på, at velfærdssamfundets goder for fremtiden vil svinde ind, når indvandringen vokser.
De 20 milliarder kroner, svenskerne bruger på deres svar på Udlændingestyrelsen, Migrationsverket, vil i de kommende år blive til mange flere. En kontroversiel udmelding i et land, hvor det at sætte prisen på indvandring i sig selv længe har været et tabu.
Humanismens selvbestaltede højborg
Et eksempel på politikernes og dermed befolkningens håbløse angst for debatten så man for få uger siden, da Malmöfestivalen udelukkede en dansk teatertrup fra deltagelse, da deres stykke viste sig at kunne opfattes racistisk, og det til trods for, at teaterstykket var et eksempel på det modsatte.
Men i humanismens selvbestaltede højborg hjælper ingen kære mor, og truppen måtte således udgå af programmet.
Da V og K efter valget i 2001 herhjemme lagde op til ændringer i flygtninge- indvandrerpolitikken, indledte vi også en debat, som i den grad var blevet syltet i 90’erne, hvor de regerende partier i Folketinget uden tøven kritiserede dem, der havde et anderledes syn på udlændingepolitikken.
Holdningsfeltet var væsentligt indskrænket, hvilket med vore dages syn på flygtninge- og indvandrerdebatten mest af alt giver mindelser om den med katten om den varme grød.
Broderfolket
I Danmark taler vi ofte om svenskerne som et broderfolk. Som et samfund, som på mange måder minder om vores eget.
Vi har samme etnicitet, et sprog, der ligner hinanden, samme samfundsmodel – kort sagt den samme kulturarv.
Som dansker er jeg derfor forundret og skræmt over den politiske korrektheds kynisme, når de synspunkter, vi i mange år offentligt har anerkendt herhjemme, i Sverige bliver til rødglødende racisme.
Debat med låg
Bare se på hvordan, et parti som Sverigesdemokraterne ikke får den plads i medier og nationale debatter, som deres størrelse efterhånden berettiger til.
Selvom partiet på mange måder repræsenterer ekstremer og ofte har ret så voldsomme udfald mod både asylansøgere og indvandrere, så er deres bekymringer omkring masseindvandringens omkostninger et vigtigt indspark i den svenske debat, hvor den slags ellers ikke diskuteres.
Der er åbenlyse problemer på udlændingeområdet i Sverige.
Derfor vil jeg opfordre de svenske borgerlige partier til at vågne op og tage ansvar for at finde løsninger på de store udfordringer, Sverige står med på udlændingeområdet.
I den sidste ende vil det få uoverskuelige konsekvenser fortsat bare at lade stå til.
