Det store grundskyldsbedrag

Foto: Colourbox

 

Grundskyld er blevet en varm kartoffel. For det er blevet åbenlyst, at vi har at gøre med en boligskat, der bare stiger hvert eneste år og i sådan en grad, at flere og flere må kaste håndklædet i ringen og flytte fra deres hjem. De har simpelthen ikke længere råd til at bo der.

 

Grundskyld driver folk fra hus og hjem

Jeg får mange mails om grundskyld. Og her fortæller især pensionisterne, at de er nødt til at sælge deres bolig, da de ikke har mulighed for at øge deres indkomst for dermed at betale den stigende grundskyld.

 

Indefrysning af ejendomsskatterne er for mange af dem ikke en mulighed pga. manglende friværdi efter stort fald i boligpriserne. Derfor er grundskylden blevet et stort problem. Men kan kommunerne ikke bare sætte grundskyldspromillen ned og dermed løse problemet? Det er i hvert fald den opfattelse vi kan få, når vi hører, hvad flere af partierne på Christiansborg siger.

 

Sender aben videre

For eksempel er Venstre så generøse, at partiet vil gøre det muligt for kommunerne at kunne sætte grundskyldspromillen helt frit. Den 1. november 2013 sagde Jan E. Jørgensen således fra Folketingets talerstol: ”Venstre foreslår så ganske rigtigt, at vi fjerner kravet om, at man skal opkræve mindst 16 promille i grundskyld. Venstre vil give kommunerne frihed til at sænke grundskyldspromillen, så borgerne kan blive kompenseret for stigende skatter som følge af stigninger i grundværdierne.”

 

Socialdemokraterne kaster ligesom Venstre aben videre til kommunerne. Så sent som den 17. april i Berlingske Business udtaler partiets kommunalordfører Simon Kollerup, at grundskylden ikke er en diskussion for Christiansborg, men derimod en diskussion for kommunalbestyrelserne. Hvis grundskylden gør ondt, kan kommunalbestyrelserne jo bare sætte grundskyldspromillen ned er hans budskab.

 

SKAT’s grundvurderinger giver penge i statskassen

Det lyder såre enkelt, men de to partier glemmer at fortælle den egentlige historie. Ja, det kan godt være, at grundskyldspromillen bliver fastsat af den enkelte kommunalbestyrelse, men promillen udgør jo ikke grundskylden alene. For den samlede grundskyld bliver beregnet ud fra SKAT’s vurdering af den enkelte grund. Og her har vi det egentlige problem – SKAT har nemlig vurderet, at grundværdierne skal stige markant rigtig mange steder i landet. Derfor vil vi de kommende år opleve store stigninger i grundskylden.

 

Venstre og Socialdemokraterne gør således regning uden vært. På grund af SKAT’s vurderinger vil det vælte ind med skattekroner til staten de kommende år. Og regeringen har indregnet den øgede grundskyld i de økonomiske planer. For de ekstra penge, der kommer i kassen pga. SKATs højere vurderinger, bliver nemlig modregnet i det statslige bloktilskud til kommunerne. Det er således kun statskassen, der får gavn af det ekstra provenu fra grundskylden – kommunerne får ikke en krone ekstra i kassen.

 

Oveni kom Statsrevisorerne og Rigsrevisionen sidste år med en sønderlemmende kritik af SKATs vurderinger. En kritik, der viser alvorlige fejl samt vilkårlighed i den måde, hvorpå SKAT udregner grundværdierne. Det er på ingen måde i orden. Skatteministeren siger, at han vil rydde op – men vi har endnu ikke fået at vide hvordan.

 

Læs også
Lars Løkke Rasmussen og danaidernes kar

Tag ansvar frem for at give en gratis omgang

Derfor er det en gratis omgang, når de to store partier – Venstre og Socialdemokraterne – kækt opfordrer kommunerne til at sætte promillen ned. Det er måske pga. forventningen om flere penge i statskassen, at der reelt ingen vilje er fra de to partier til at løse problemet? For hvis man blot vedtog Det Konservative Folkepartis forslag om en fastfrysning af grundskylden, skal der findes penge i statsbudgettet. En fastfrysning koster godt 6,7 mia. kr. efter tilbageløb og adfærd, hvis grundskylden begrænses til at stige med inflationen fra 2013 til 2020.

 

Debatten om den stigende grundskyld er således præget af, at alt for mange politikere ikke toner rent flag, men derimod forsøger at tegne et falsk billede. Det er nemlig ikke på ingen måde blot et spørgsmål om grundskyldspromillen. Det er derimod SKATs vurderinger og de stigende grundværdier, der er det altafgørende problem. Og det er et problem, som staten skal løse.

 

Så kære Venstre og regering – tag nu ansvar!

 

Benedikte Kiær er borgmester i Helsingør Kommune

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…