Islamisk Stat har begået folkedrab – det skete også for armenerne

I dag har de fleste næsten glemt tyrkernes udryddelse af ca.1½ million kristne armeniere i 1915. Der var her tale om systematiseret, etnisk udrensning, lang tid før dette udtryk blev almindeligt kendt.

 

Det var en forfærdelig forbrydelse mod menneskeheden, og den kunne finde sted i dække af verdenskrigen, som den intet havde med at gøre.

 

Forfølgelse af de kristne

De kristne, der levede i Tyrkiet som et mindretal i slutningen af 1800-tallet opfattedes af tyrkerne som værende meget sammenspiste, og da de også var forholdsvis velstående og vestligt orienterede, gav det anledning til både misundelse og vrede blandt den tyrkiske befolkning.

 

Kristne måtte ikke bære våben, og deres ord, f. x. i retten, vejede ikke så meget som muslimernes.

 

Tyrkernes behandling af kristne, især armenier, gav allerede dengang anledning til sporadisk kritik fra udlandet, men den blev afvist af Tyrkiet som værende indblanding i landets interne anliggender.

 

Omkring år 1900 blev ca. 80.000 armeniere slået ihjel af tyrkerne. Men det skulle vise sig blot at være begyndelsen på den endelige udslettelse.

 

Med 1. verdenskrigs udbrud så tyrkerne en gunstig mulighed til at forsøge at udrydde hele den kristne, armenske nation. Man kunne skjule en del af forbrydelsen som krigsmæssig nødvendighed, og det gjorde man faktisk så længe, at det blev for sent for andre lande at intervenere.

Løsningen

Tyrkerne lavede en omhyggelig plan, nogenlunde som nazisternes Endlösung vedr. udryddelse af jøderne. Det første man gjorde var at fjerne og dræbe ca. 100.000 armenske soldater, som på den tid var indrulleret i den tyrkiske hær, der dengang var allieret med tyskerne. Efterfølgende blev mængder af armeniere tvunget ud af deres boliger og kørt ud i ørkenen, hvor de enten blev hugget ned, eller døde af tørst, sult eller varme. Og derefter fortsatte en systematiseret og planlagt forfølgelse og udryddelse af det armenske mindretal.

 

Man udnævnte indenrigsminister Talaat Bey til at virkeliggøre og udføre denne forbrydelse mod menneskeheden. Denne Talaat Bey var oprindeligt en assimileret, bulgarsk sigøjner, som selv stammede fra et forfulgt mindretal. De tyrkisk- russiske kampe i Kaukasus gav Talaat Bey endnu en god anledning til at gøre noget ved det armenske spørgsmål.

 

Tyrkerne påstod, at der fandtes en pro- russisk, armensk femte kolonne, som konspirerede mod Tyrkiet og brugte bl.a. dette som undskyldning for overgrebet. Tidligt på året i 1915 udførte man så en langt mere systematisk udryddelse af armenierne, hvilket foregik med stor fanatisme og råhed. I april blev ca. 1000 ledende armenier fra Konstantinopel sendt bort og nedslagtet.

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Ligesom de enkelte jøder i 1940erne ikke fattede omfanget af Nazisternes utrolige ondskab, så kunne armenierne heller ikke overskue omfanget af tyrkernes hensynsløse udryddelsespolitik, og de var slet ikke i stand til at organisere sig og gøre indsigelse mod de brutale overfald, endsige gøre modstand.

I maj måned kom turen til de sidste, armenske ledere, intellektuelle samt højerestående funktionærer, som blev myrdet. Kun kvinder og børn var tilbage. Der var ingen nåde, hverken fra den almindelige tyrkiske befolkning, eller fra den tyrkiske, politiske ledelse. Talaat Bey kunne i juni oplyse den tyrkiske regering om, at han nu ville udrydde resten af de armeniere, som boede i Tyrkiet. Han udtalte: ”Der må gøres en ende på deres eksistens, uanset om vi skal bruge kriminelle metoder, og der kan ikke tages hensyn til hverken alder, køn eller samvittighedsskrupler”.

 

1½ million kristne forsvandt

Gennem sommeren og efteråret 1915 steg antallet af massedeportationer af armeniere. De blev samlet lokalt i store grupper, hvor de fik at vide, at regeringen havde bestemt, at de skulle føres til bedre og sikrere områder. De fik samtidig besked på, at der var tale om en kort rejse, så der var ingen grund til at tage for mange ejendele med.

 

De svagelige ville blive kørt på oksekærrer, sikkert mere af hensyn til farten end af medfølelse. Resten skulle gå til fods. Undervejs skete der adskillige voldelige overfald på kolonnerne, bortførelse og voldtægt af de unge piger, og drengene med. Som så ofte før i historien lykkedes det dog også her nogle få at slippe væk fra transporterne og fra forfølgelserne generelt. Man mener, at det lykkedes ca. 250.000 armeniere at flygte til bl.a. Rusland i begyndelsen af 1900-tallet.

 

Da man nåede frem til 1916 var forbrydelsen stort set tilendebragt: ca. 1½ million af de 2 millioner kristne armenier i det Osmanniske Rige var forsvundet fra jordens overflade, og alt dette var stort set sket uden protester eller offentlig debat i de europæiske, kristne lande.

 

I begyndelsen af 2. verdenskrig, da Nazisterne planlagde de frygtelige jødeforfølgelser, udtrykte enkelte tyske officials bekymring for følgerne og for omverdenens dom. Hertil svarede Hitler: Når alt kommer til alt, hvem kan så i dag huske udryddelsen af armenierne?!

Læs også
Højaktuel bog om præsident Erdogan og hans Tyrkiet

 

Fik han ret?

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…