Debat og læserbreve – 31. marts

 

 

Digital post

 

I 2015 skal 80 % af Danmarks befolkning være i stand til at modtage digital post. På landsplan regner finansministeriet med at der er besparelsespotentiale på 300 mill. kr. om året.

 

Et eksempel:
Et af region hovedstadens hospitaler indkalder mig til en undersøgelse. Indkaldelsen sker digitalt, og lander i min e-boks. – Så langt – så godt.

 

Indkaldelsen består af et indkaldelsesbrev og 5 bilag, og hospitalet beder om, at 2 af bilagene udfyldes og i underskrevet stand medbringes ved fremmøde.

 

Som borger bliver vi pålagt at kunne modtage digital post – og underforstået være i stand til at læse den! – MEN er vi også pålagt at kunne udskrive bilag fremsendt i PDF-format?

 

Der kan være en besparelse for det offentlige, men udgiften til printer, papir og blæk flyttes således blot over til borgeren!

 

Har det offentlige ikke en opgave i at “fremtrylle” formularer etc. i en udgave som lader sig udfylde, underskrive og returnere digitalt? – kommunikationen skulle vel være tovejs?

 

ELLER – når jeg prøver at besvare indkaldelsesbrevet digitalt, får jeg følgende op på skærmen: citat “Dette element kan ikke besvares. Hvis du ønsker at rette henvendelse vedrørende denne meddelelse, skal du kontakte region hovedstaden direkte. Adresse: Kongens Vænge 2, 3400 Hillerød. www.regionh.dk.” Citat slut.

 

Go’dag mand økseskaft !

 

Niels-Aage Larsen

Læs også
Indlæg fra læserne: Menneskeret og menneskepligt – Danmark for danskerne – Langsom ‘kvælning’

 

 


 

 

De danske øsamfund

 

 

Margrete Vestager, Det Radikale Venstres økonomi- og indenrigsminister, finder det vigtigere at Danmark ligger i top 10, når det gælder tilskud til “alverden”, end at færgedriften får et tiltrængt løft, så de danskerne og virksomheder, der “bebor de danskes øer”, får de samme niveau for infrastruktur deres skattebetalinger, som de områder, hvor veje alene ok!

 

De radikales prioriteringer er ikke overraskende, men måske ville det overraske Radikalerne, hvis de danske Ø-samfund prøvede at søge bistand i udlandet, eller f.eks. gjorde skatteoprør, for deres trafikale situation er – om muligt – ringere end kystbanependlernes.

 

Kenneth Gaarslev

Læs også
Indlæg fra læserne: Religionbegrebets grænse – Sløve padder – Overgreb på kristne forties

 

 


EU

 

Der går snart ikke en uge uden at EU blander sig i danske forhold, alt sammen i forsøget på at underminere den danske velfærdsmodel.
Samtidig går uduelige politikere rundt og forsøger at bilde os ind, at man ikke har afgivet suverænitet.

 

Derfor bør vælgerne inden EU-valget d. 25. maj, gøre op med sig selv og tage stilling til følgende problemstillinger:

 

Skal der fortsat udbetales børnepenge til udenlandske børn som ikke bor i Danmark? Skal der udbetales arbejdsløshedsunderstøttelse til udlændinge som ikke har fast bopæl med deres familie i Danmark? Skal udenlandske lastbilchauffører fortsat kunne “stjæle” kørsel fra danske vognmænd og ikke overholde gældende køre/hviletidsbestemmelser, hvilket har medført at den danske transportbranche på få år er mere end halveret?

 

Hvis man IKKE synes at ovenstående er i orden, er der kun et sted at lægge sin stemme – nemlig ved Morten Messerschmidt fra Dansk Folkepart som er den eneste danske EU-kandidat med ben i næsen og som tør fremføre sine og danskernes mening og holdninger.

 

Socialdemokratiets og Venstres kandidater har flere gange hævdet, at De har fået flere ting igennem i EU end DF – selvfølgelig har de da det, disse nikkedukker har jo aldrig haft en selvstændig mening om noget som helst, men altid nikket ja til ALT som er kommet fra EU.

Læs også
Indlæg fra læserne: Narko i Herning – Satspuljen og pensionisterne

 

Samtidig er det vigtigt at der i.f.b. med valget bliver sendt et klart signal til EU, at nu er det nok! Derfor – stem NEJ til EU-patentet og bankunionen, herved må de da kunne forstå at vi ikke gider mere tyranni. Da vi stemte om kronen d. 28. september 2000 chokerede vi ikke kun de danske politikere, vi rystede dem langt ind i EU. Det har efterfølgende vist sig, at de danske vælgere var langt de klogeste.

 

DERFOR: Ret ryggen og vis dem endnu engang at vi har vores egen mening, at vi kan tænke selv og ikke er bange for at gå i mod strømmen.

 

Svend Erik Nielsen

 

 


 

 

Digitaliseringen

 

Læs også
Indlæg fra læserne 14. maj: Apartheid i Danmark # Integrationsudgifter # Fake News af ufattelige dimensioner# Dansk Kultur udtaler

På kommunens kan man læse om digital post og se tid og sted for IT-kurser. Men hvad med, at næsten halvdelen, af kommunens befolkning ikke kan bruge en computer eller læse de offentlige hjemmesider?

 

Her kan Frederikssund og andre kommuner lære af Roskilde Kommune, som tydelig har meldt ud til borgerne, at dem som ikke kan bruge digitalt post, kan være helt trygge. De vil ikke blive tvunget til computer for at få post fra Kommunen. Hvor svært kan det være at give it-svage og ældre god hjælp til at slippe for digitale post? Kommunen kan oplyse dette, ved hjælp af orientering gennem vores lokale medier.

 

De fleste borgere foretrækker stadig de lokale og regionale medier frem for nettet og Facebook, når man ønsker at komme direkte ud til de mennesker, især de it-svage og ældre, som kun kan orientere sig på de lokale papir- medier. Man glemmer også at fortælle, at samtidig med digitaliseringen vil man fjerne sagsbehandlingen af offentlige ydelser fra kommunens rådhus og borgerservice for i stedet samle det centralt i landet. Og det er meget problematisk.

 

Det er også et kæmpe problem for både retssikkerheden og nærhedsprincippet, at man tror, man bare kan fjerne den menneskelige sagsbehandling og kontakt med borgeren på meget store afgørende samfundsområder. En stor del af befolkningen er fuldstændig uden computerfærdigheder, enten fordi de ikke har haft brug for computere, eller fordi de ikke vil tvinges på computerkurser, udgifter til anskaffelse af pc’er og magtesløshed!!

 

Hvor mange af os andre gængse pc-brugere, kender ikke til frustrationerne, med at forstå de offentlige hjemmesider og digitale tjenester med ord som ’udsteder’, ’kriterier’, ’bureaukrati’ og ’tillæg’. Dermed er det selv for it-kyndige vanskeligt at benytte den offentlige digitale verden.
For at blive fritaget, skal man leve op til nogle fritagelsesgrunde og afgive erklæring under strafansvar i henhold til straffelovens § 163, som kan give op til 4 måneders fængsel. Er det i øvrigt en respektfuld måde at henvise borgerne på?

 

Ros til Roskilde Kommune, der har truffet en klar beslutning og meldt ud til borgerne, at de vil få hjælp til at blive fritaget fra digital post, og man vil i modsætning til de centrale regler viser respekt og hensynstagen til borgernes situation og håbe, at Frederikssund og andre kommuner, vil følge Roskildes eksempel.

 

Kurt Terkelsen

Læs også
Indlæg fra læserne 5. april: Den danske model # Politiet sidste håb for afgiftsramte

 

 


 

 

Folkekirken for hinduer?

 

 

Dhamu Chodavarapu er en sjov mand; han er hindu, men vil være medlem af Folkekirken uden at skulle opgive sin oprindelige tro. Det fremgår helt klart af artiklen 27.3., at DC ikke betragter Folkekirken som en religiøs institution, men som en hygge-organisation for danskere.

 

DC mener, de unge 2.-g’ere, vil få forståelse for, at de skal tage et ansvar og være med i samfundet ved at være løse medlemmer af Folkekirken. Hm, for os andre er det en naturlig effekt af et sekulariseret samfund, at enhver borger i landet tager ansvar og er med i samfundet. Hvis man kun forstår det ved at være med i Folkekirken, burde man måske overveje, hvad man laver her. Det er i hvert fald en yderst udansk holdning.

 

Det er tankevækkende, at DC er hindu, for det var Manu Sareen også, før han blev døbt og medlem af Folkekirken, og som minister var MS manden, der rettede kirken til, så dens liturgi passer med den for tiden herskende overbevisning i samfundet. Hvad betyder kristendommen for MS – det samme som for DC?

 

At betragte Folkekirken som en hygge-organisation for danskere er at gøre nar ad andres tro, men her gælder den berygtede § 266B ikke, for det er flertallet, der er skydeskive.

 

Tænk, hvis nogen ville være medlem i en moske, men uden at opgive medlemskabet af Folkekirken? Se, så var fanden rigtigt løs.

 

Caroline Kofahl

 

 


 

 

EU

 

I den generelle diskussion om velfærdsydelser til udlændinge, er ’vi’ uden tvivl på gyngende grund!

 

Der tegner sig et billede af, at ingen af de tidligere ’røde’ eller ’blå’ regeringer, har tonet rent flag, når vi gang på gang er blevet lokket til EU-valg med løfterne om, at vi ikke mistede vores selvstændighed, når det gjaldt dispositionsretten over de danske velfærdsydelser.

 

Reelt er det nemlig EF-forordning 1408/71 (altså en forordning tilbage fra 1971 – før vort første EF/EU valg), der bestemmer, – det fremgår i hvert fald af ’Ankestyrelsens’ principafgørelse B-6-07 (10-07-2013) om børnefamilieydelser.

 

Går man ’lidt dybere i substansen’, viser det sig, at det er tilknytningen til ATP, der styrer retten til børnechecken. Retten til denne, beror nemlig på, om man er ’arbejdstager’, og iflg. dansk lovgivning, anses en arbejdstager for en person, som er omfattet af lovgivningen om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).

 

ATP-loven siger, flg. Kapitel 2, § 2a, at medlemmer af ATP er ’lønmodtagere i alderen 16-66…’, og lønmodtagere defineres iflg. SKAT således: ”At være lønmodtager betyder, at du er i et ansættelsesforhold. Det vil sige, at du arbejder efter arbejdsgiverens anvisninger, for dennes regning og risiko, og som led i en aftale”.

 

Således kan der faktisk reelt være en gruppe indfødte danskere der ikke har ret til en børnecheck!

 

At det så næppe er ret mange i praksis, gør det vel ikke mindre uretfærdigt?

 

’Vender man det om’, så kunne en lovændring, der fjerner bindingen til ATP og generelt tilsikrer danske statsborgere en ret til ’en børnecheck’, vel være en løsningsmulighed? Men, der skal så men nok være, en af mig, ’anden overset EU-regel’, der også fratager os denne mulighed(?)!

 

(Og så er det jo også tankevækkende, at ATP måske kommer til at administrere udbetaling af pensions ydelser til div. EU-borgere ’i årevis’?)

 

Erik Larsholt

 

 


 

 

Digitaliseringen II

 

Som svar på Ivan Broes læserbrev kan jeg oplyse, at jeg kender fuldstændig til problematikken og tankerne omkring, at folk, som kommer og får ens hjælp til PC, gladelig skriver og udleverer deres kodeord, cpr.nr. og Nem-Id numre. Der er jo en stor tillid, og vi danskere er normalt ret tillidsfulde over for hinanden – især den ældre generation er vant til at være det. Normalt skal man ikke gå rundt med sit nøglekort og sine kodeord, men når eleverne kommer til undervisningen, skal vi lærere jo bruge disse ting for at kunne komme ind og hjælpe med netbank, Skat og Borgerservice.

 

Folk lader mig også se deres slutopgørelser, fordi jeg lærer dem at gå ind og se den og printer den ud for dem. Jeg kigger også altid væk, men folk siger, at det gør da ikke noget, at jeg ser disse private ting, de er så tillidsfulde, fordi de får hjælp af en, hvad de er meget taknemmelige for.

 

Jeg underviser to gange ugentligt på vores ældrecenter. Jeg gør det gratis gennem Ældresagen, og eleverne går der gratis. Hvad angår udleveringen af deres private oplysninger, klares det på den måde, at vore elevmaskiner er sat sådan op, at når vi slukker og går hjem, bliver intet gemt – alle indtastninger slettes. Mon ikke det er lige sådan på bibliotekerne. I øvrigt gør jeg meget ud at lære dem om sikkerhedsprocedurer. Jeg kan dog godt se, at det er noget andet med os på ældrecentrene, fordi vi er de samme med de samme elever hver gang, der går på vore fire hold, hvorimod de ældre, der kommer til bibliotekerne for at få hjælp, er forskellige hver dag, og hvem er lige lærer den dag.

 

Til beroligelse for Ivan Broe kan jeg sige, at jeg ikke kan/vil huske alle de Nem-Id nr. og kodeord, som jeg præsenteres for, og jeg tvivler på, at ret mange lærere kan det, men det ville nok være en god idé at få en form for sikkerhedsgodkendelse for os PC lærere.

 

 

Merethe Egeberg Holm

 

 


Den offentlige, skjulte dagsorden

 

”Lovgivningen har lige ændret sig d. 1. januar, og de har skærpet reglerne så meget… det hele er nyt, og alle famler i blinde.

 

Men erfaringerne er, at jeg kun indstiller herindefra, når det er en kræftsyg, der har et halvt år tilbage. Sådan én, vi kalder en ”glat” sag, hvor der er terminalsyge.”

 

Sådan el lign lyder de ord, som flere sagsbehandlere har udtalt til førtidspensionssøgende. Håndfast dokumentation findes også. En del kommuner har bestemt sig for denne fremgangsmåde med loven i hånd: ”Højeste førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 18 til 60 år, der i ethvert erhverv må anses for kun at have ubetydelig erhvervsevne i behold”. Det lille ord ”kan” er afgørende for, hvordan loven fortolkes. I de fleste kommuner kæmper ansøgere, der lægeligt er fundet kun at have ubetydelig til ingen erhvervsevne, i årevis for enten at få tilkendt et fleksjob, som de kan klare, eller få tilkendt en førtidspension, der vil gi’ dem fred. Disse borgere er smerteramte i betydelig grad, og de idelige krav, systemet udsætter dem for, stresser og traumatiserer dem ubærligt.

 

Fortvivlelse, total håbløshed og selvmordstanker florerer! Disse borgere får i fald de ikke er ramt af loven om gensidig forsørgelsespligt udbetalt kontanthjælp, som i mange tilfælde betyder, at der ikke er råd til den ofte dyre medicin, der kunne hjælpe dem.

 

Beskæftigelsesministeren kender til problemerne og anbefaler dem at klage til Ankestyrelsen, hvor ventetiden på en afgørelse kan tage op mod et år. Ingen af de langtidssyge har ønsket den sygdom eller ulykke, der er årsag til deres situation. Mange vil gerne i fleksjob, men kan ikke klare det. Ikke desto mindre tvinges de til at gennemgå endeløse arbejdsprøvninger til afklaring af, hvad – som ministeren siger – de kan, men som reelt udmønter sig i en afklaring af endnu et område, hvor de heller ikke kan. De pines, plages og tvinges med trusler om bortfald af kontanthjælp til igen og igen at stille op til forsøg, som på forhånd er spildt. Lægernes undersøgelsesresultater underkendes gang på gang og ændres til det ukendelige, eller deres udsagn misfortolkes.

 

”De foreslåede behandlinger kan udelukkende forventes at forbedre livskvaliteten og alle behandlingsmuligheder må derfor anses for at være udtømte og tilstanden grundlæggende stationær”. Således kan en besked fra en smerteklinik være formuleret. Klart nok! Men når det kommunale system skal tage det under overvejelse, bliver det ofte til:

 

”Det kan ikke udelukkes, at en forbedring af livskvaliteten på sigt kan have indflydelse på funktionsniveauet og arbejdsevnen. Derfor er alle behandlingsmuligheder ikke udtømte, tilstanden ikke stationær, og derfor er du helbredsmæssigt uafklaret, derfor kan vi ikke lave en retvisende arbejdsprøvning, de tidligere arbejdsprøvninger kan ikke bruges, og du kan derfor ikke få bevilget fleksjob eller førtidspension”.
Men når man lærer at bruge sin krop på en måde, som forbedrer ens livskvalitet, dvs. at man kan undgå de mange smerter, standser man i tide. Dét gavner ikke en arbejdssituation.

 

Man skal være døende for at blive tilkendt førtidspension. Det vil sige, at hvis man kommer til skade eller bliver ramt af sygdom som 23-årig, så kan man påregne at skulle følge de kommunale luner i 42 år på kontanthjælp, indtil man kan få folkepension? Hvor mange arbejdsprøvninger kan man nå på 42 år? – og syltninger, hvor man bare venter?

 

Magtesløshed og fortvivlelse traumatiserer denne gruppe mennesker, der ellers på trods af deres sygdom og handicaps kunne være normale og glade mennesker. Mennesker, der i forvejen lider, og for hvem vejen fra sengen til sofaen er det eneste stykke vej, der kan tilbagelægges, udsættes for denne kyniske behandling.

 

Samtlige partier i Folketinget er klar over, at kommunerne overtræder socialloven gang på gang i dette legale, sociale bedrageri. Intet gøres. Statsautoriseret, aktiv dødshjælp, vil vi det?

 

 

Hanne Nielsen

 

 


 

EU II

 

 

Formanden for EU-parlamentet, Martin Schulz, tysk socialdemokrat, er i disse dage i København og har udtalt, at der ikke i EU er en vedtagelse gående på, at arbejdstagere, der krydser EU’s indre grænser, har krav på velfærdsydelser, herunder børnecheck. Om det siver ind i hovederne på den danske elite, kan jeg have en berettiget tvivl om. Da fhv. udviklingsminister Chr.Friis Bach(RV) i går aftes var i Deadline og blev konfronteret med udtalelsen, henviser han til 2 domme, afsagt ved EU-domstolen, der fastslår, at arbejdstager er berettigede til de omtalte velfærdsydelser.

 

Domme afsagt uden retsgrundlag, men grebet ud af den tomme luft. Eksempler på, at domstolen leger lovgiver, og det er langt fra et enestående tilfælde. Typisk nok nævner Friis Bach ikke en dom fra 2009, der gør kravet betinget af, at der ikke er tale om “socialturisme”. Studieværten gjorde ikke opmærksom på denne dom. Dårlig public service. Vi har nu i ca.3 uger været vidne til et abespil, hvor politikerne kaster aber i hovedet på hinanden uden resultat og spild af tid.

 

Hvorom alting er, så undgår vi ikke, at EU bliver en union, et erklæret mål, der blev formuleret i Romtraktaten fra 1956, og fulgt med traktatændringerne frem til Lissabontrakten fra 2007. Unionen nærmer sig med målbevidste skridt, og der går givet ikke mange år, før det er en realitet. De indre grænser bliver sløjfet. vi er ikke en nationalstat, men en region uden folketing og uden domstol. Vi benævnes unionsborgere med samme rettigheder. Følgen bliver, at borgerne i regioner med beskedne velfærdsydelser, vil drage mod regioner med højere velfærdsydelser, som f.eks. Danmark. En belastning, der gør at velfærdsydelserne bliver laveste fællesnævner. For ikke at tale om uundgåelige kultursammenstød. Islam lægger ikke skjul på, at de vil de “vantro” til livs. Der er ikke så få, der i ramme alvor mener, at en dialog vil få ekstreme islamister, og dem er der mange af, til at rette ind. Grænseløst naivt.

 

Det eneste rigtige er at forlade EU uden tøven. Det lykkeligste ville være et forbund mellem Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island. Færøerne og Grønland, der ikke nødvendigvis skal operere med alt for stramme rammer. Lad mig nævne disse landes nationalprodukt pr. indbygger, der fremgår af en EU-liste fra 2011: Danmark 43.000, Sverige 41.000, Finland 35.000, Norge 70.000 os Island 31.000. De østeuropæiske lande ligger under 10.000. Det gælder også Tyrkiet. Der er kun 3 lande på verdensplan, der ligger højere: Luxembourg, Schweiz og Holland. Det nævnte forbund vil være en virkelig stor økonomisk magtfaktor, og man kan sagtens leve med, at udlændingepolitikken overlades til det enkelte land. Det afgørende er den frihed, man har. Om man måtte ønske en associeringsaftale på et sagsområde, vil EU med kyshånd sige ja. Hvis dette lykkescenarie ikke bliver en realitet, bør man ikke tvivle på, at Danmark sagtens kan stå alene. Gid det var så vel, at der fandtes danskere i alderen fra 30 til 40, hvor man er i stærkeste form, påtog sig opgaven, som bannerførere for at arbejde for en udmeldelse af EU. Vi har et stort ansvar over for de kommende generationer, der givet vil ryste på hovedet, hvis vi ikke tager affære. Den sidste meningsmåling fortæller os, at 47 % ønsker at forlade EU, så det er bare at slå til.

 

Jeg tillader mig at citere sognepræst Jens Brun, Gug kirke, Aalborg, der i en helt anden forbindelse, har udtalt, at samfundsmæssige problemer kan løses med sund fornuft, konsekvens og trofasthed mod fædrelandet Klogt sagt.

 

Erik Ludvigsen

 

 


Nulvækst i det offentlige

 

 

S og SF bruger meget krudt på den falske påstand om, at Venstres forslag om nulvækst i det offentlige forbrug vil medføre et offentligt blodbad og massive velfærdsbesparelser. Nu viser det sig, at Helle Thorning-Schmidts egen regering har gennemført et fald i de offentlige udgifter de seneste tre år.

 

Det offentlige forbrug målt i faste priser er faktisk faldet med mere end ½ mia. kr. fra 2010 til 2013. Disse interessante tal viser, at det godt kan lade sig gøre at gennemføre et udgiftsstop i verdens største offentlige sektor, uden at det medfører store velfærdsnedskæringer. Resultatet skylder ikke mindst, at kommunerne sammen med deres dygtige medarbejdere er i fuld gang med at finde nye veje til at få mere effekt ud af hver eneste skattekrone. Det vil jeg gerne kvittere for.

 

Nu skal vi videre ad den vej, så vi styrker Danmarks samlede produktivitet. At holde ro på verdens største offentlige udgifter er nemlig forudsætningen for, at vore producerende private virksomheder kan konkurrere, eksportere og skabe den samfundskage, vi alle nyder godt af. Den tid, hvor man gav skatterne et nøk opad hver eneste år, er endegyldigt forbi. Nu skal vi i stedet køre længere på literen. Nulvækst i det offentlige handler om at sikre gode danske arbejdspladser og sikre danskernes velfærd på længere sigt. Og nu har den røde regering selv bevist, at det kan lade sig gøre, uden at vi sætter vores kernevelfærd på spil.

 

 

Kristian Pihl Lorentzen

 

 


Når demokratiet udnyttes

 

 

Den 12. december 2013 var der indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde i Brøndby Strand Idrætsklub. En gruppe medlemmer mente ikke at bestyrelsen havde varetaget klubbens interesser godt nok. Kontingentsforhøjelse og manglende sponsorater var en del af kritikken. Kontingentsforhøjelse sker kun med størstedelen af de fremmødte medlemmers accept. Samtidig blev det af gruppen der stillede mistillidsvotummet til bestyrelsen præsenteret sponsorer der var villige til at gå ind. Hvorfor dette først kommer frem på dette møde kan man jo så undres over. Det er som sådan ikke noget galt i at anfægte en siddende bestyrelses varetagen af dens opgaver. Det der bekymre mig er den nye bestyrelse. Ved en kort søgning på nettet kan det konstateres at næstformanden Zahid Mansoor samt kasserer Ibrahim Al-Atrach er medlem af Hizb ut-Tahrir. En forening som er forbudt i de fleste arabiske lande. Kort om Hizb ut-Tahrir kan det nævnes at de ønsker at indfører islamisk kalifat hvor i demokrati og kønsopdeling er kendetegnende. Antisemitiske holdninger som for eksempel benægtelse af holocaust eller skuffelse over at Hitler ikke fik held til at udrydde jøderne florerer i foreningen. Kvindesynet går ud på at kvinden skal være tildækket og skal adlyde manden. Hizb ut-Tahrir er ikke ulovlig i Danmark. Dansk Folkeparti, Lene Espersen og Simon Emil Ammitzbøll har alle foreslået eller stillet spørgsmål til en mulig opløsning af organisationen.
Og hvilke historier hører vi fra BSI her kun fire måneder efter den nye bestyrelse tiltrådte? Veteranerne er stoppet, syv trænere har forladt klubben, Zahid fungerer som formand, de gamle forpagtere af cafeen er smidt ud, der sælges hverken svin eller øl. Ifølge bestyrelsen vil kommunen ikke tillade at der sælges øl. De nye forpagtere af cafeen har smidt udstyr ud da dette har været i berøring med svinekød. Har de ikke hørt om vand og sæbe?
Samtidig er Zahid Mansoor, som blev rost i folkebladet (den lokale avis) ugen før den ekstraordinære generalforsamling, ansat som opsøgende gademedarbejder i Brøndby Strand. En stilling hvor han skal lave opsøgende arbejde for at sørge for at unge ikke ryger ind i kriminelle løbebaner. I Dansk Folkeparti anser vi Hizb ut-Tahrir for værende en kriminel organisation da de tidligere har spredt had mod jøder og modvirker vores danske demokrati ved at opfordre muslimer til ikke at stemme ved valg. Det er en gåde at foreningen ikke kan opløses på trods af grundlovens § 78, stk. 2-5. ”Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.”

 

 

Henrik Rademacher

 

 


 

Patientsikkerhed
Jyllands-Posten havde torsdag den 27. en kronik om patientsikkerhed. Den var skrevet at Grete Christensen – formand for Dansk Sygeplejeråd, Mads Koch Hansen – formand for lægeforeningen og Ulla Astman – formand for Dansk Selskab for patientsikkerhed. I nærmest euforiske vendinger beretter de om de 5 danske sygehuse som siden 2010 har kørt projekt ”Patientsikkert sygehus” med fantastiske resultater. Når man så nærlæser de tiltag man har gennemført kan man kun forbavses over at de ikke er blevet gennemført for årtier siden. Det drejer sig blandt andet om at sikre sig at patienten bliver opereret i den rigtige side, at der bliver givet forebyggende antibiotika behandling og er de relevante røntgenbilleder til rådighed.

 

En anden aktivitet som man er meget begejstret for er at ledelsen er kommet med i projektet. Der er indført ”klinik-nær ledelse” hvor sygehusdirektøren går rundt på gangene og spørger ind til patientsikkerheden. I halvfjerdserne hed det ”management by walking around”. Men det skal åbenbart tage 20 – 30 år før udviklingen når ind i glasklokken. I virkeligheden burde de skamme sig over at det har taget så lang tid i stedet for at juble over at de har opfundet den dybe tallerken. Ude i samfundet har man brugt tjeklister i mange år. Hvis man skal finde en sammenligning som også handler om liv eller død er piloterne et godt eksempel. Men også mange håndværksfag har anvendt tjeklister. Hvorfor har man denne fodslæbende kultur i sygehusvæsenet? Det virker som om de er en stat i staten, hvor der kun handles efter business as usual.

 

Et andet eksempel er de mange undersøgelser og operationer som må aflyses fordi patienten ikke møder op. Det koster samfundet mange millioner. Tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og mange andre har for længe siden taget elektronikken til sig og sender i dag SMS eller e-mail som reminder et par dage før den planlagte behandling. Få sygehuse har indført noget tilsvarende, men der kommer til at gå en generation før det bliver standard. Hvornår kommer der ansvarlige politikere som har mod til at gå ned i sygehusenes maskinrum og lytte til rørene og se på manometrene?
Lars Hareskov

 

 


Kold krig 2014

 

 

Det havde været morsomt at læse til Bent Jensens sidste værker – Den kolde krig i Danmark 1945-1991 – hvis ikke reaktionerne næsten alle har været sørgeligt forudsigelige.

 

Hvis man ønsker andre kilder, som virker troværdige, så kan man jo f.eks. læse Kjeld Hillingsøs meget læseværdige bog ”Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud” fra 2004. Her må man forvente, at den daværende general, som chef for forsvaret i dette land, havde første klasses informationer, og altså adgang til viden, som ikke er eller var tilgængelig for alle andre. Hillingsøs konklusioner ligger på mange måder tæt på de, som Bent Jensen kommer frem til, og må derfor siges på mange områder at støtte Bent Jensens fremstilling.

 

Beklageligvis har Bent Jensen ikke kunne få alle relevante dokumenter at se i efterretningstjenesternes arkiver. Det virker særdeles anstødeligt, at Politiets efterretningstjeneste og andre besluttende myndigheder har kunnet lægge så svære hindringer i vejen.

 

Vi er stadig nogle stykker, som husker mange journalisters o.a. enøjede fremstillinger af forholdene i Sovjetunionen og de undertrykte vasalstater under den kolde krig. Nu, som før, virker det som om at det, der er tilbage af østblokken kun har sans for den kolde magt, se bare hvad der skete i Georgien og hvad der nu foregår på Krim. Når forholdene passer er en folkeafstemning, med militærbeskyttelse, fint her, men det var det jo ikke i Tjetjenien.

 

Kjeld Hillingsø og Bent Jensen skal roses for deres læseværdige fremstillinger af forholdene under den kolde krig.

 

 

Jørgen M. Jørgensen

 

 


Lukning af skattecentre

 

 

På baggrund af mine erfaringer med, hvor vanskeligt det er at få kontakt til Skat, undrer det mig dybt, at der planlægges lukning af skattecentre. Tværtimod skulle der ansættes mere personale og oprettes flere telefonlinjer.

 

I uge 8 forsøgte jeg at rette min forskudsopgørelse, men kørte hele tiden fast i en rubrik, hvor der var en fejlmelding. Efter mange forsøg på opringning til Skat, lykkedes det endelig at komme igennem til en venlig dame. Hun ville guide mig igennem, men jeg blev selvfølgelig smidt af hjemmesiden, da mit log-in var udløbet grundet den lange ventetid på telefonen. Medarbejderen oplyste også, at præcis den rubrik med fejlmeldingen voldte kvaler. Hun lovede så selv at gå ind og rette mine oplysninger, hvilket jeg efterfølgende konstaterede alligevel ikke er sket. Flere forsøg på opringning til Skat i de følgende uger, hvor min indtastning stadig ikke fungerede, og jeg nu også havde spørgsmål til årsopgørelsen. Opgav efter mange opkaldsforsøg med uendelige ventetider.

 

Ville herefter anmode om et personligt møde i Skattecenter Struer for at få hjælp og afklaret forskellige tvivlsspørgsmål, men måtte konstatere, at borgerne ikke bare kan møde op, da et personligt møde skal aftales pr. telefon og gæt på hvilket nummer: Skats eneste telefonnummer. Tast 1, 2 etc. Får endelig fat i omstillingen og forklarer mit ærinde. Ny ventetid. Efter 13 minutter og 51 sekunder med gode råd om at gå ind på Skats hjemmeside samt muzak i ørerne og tæt på en høreskade opgav jeg.

 

Skatteministeren burde selv (som privat borger) forsøge at foretage en opringning til Skat og få testet sin tålmodighed med ”Tast 1, 2, 3 osv. Igen tast 1, 2, 3 osv. Sluttelig indtast personnummer. Telefonsvarer: Alle medarbejdere er travlt optaget. Ingen melding om nummer i køen eller forventet ventetid. Guderne må vide, hvad de har så travlt med – det kan ikke være at servicere borgerne. Det er langt sværere at få forbindelse til Skat end til diverse teleselskaber. Skat kunne såmænd lige så godt have en automatisk telefonsvarer, der meddeler, at man ikke tager telefonen. Det kunne spare borgerne for at spilde tid og penge på alle de forgæves opkald.

 

Har efterfølgende sendt mail til Skat, at jeg gerne vil have et personligt møde i Skattecenter Struer, men efter to uger – intet svar ud over autosvar om, at min henvendelse er modtaget.

 

28-3-2014 – Prøver igen at kontakte Skat. Efter adskillige forsøg og ventetid kommer jeg igennem til en meget lidt serviceminded omstillingsdame, der i en ikke særlig pæn tone spørger om mit ærinde. Beder om at blive omstillet til Skattecenter Struer. Efter 11 min.: ”Du har ringet til et nummer hos Skat, der ikke er i brug. Ring venligst 7222 1818.” Det var præcis, det jeg havde gjort! En smart måde at slippe af med kunder på. Stil om til et ikke eksisterende nummer, men lad dem lige svede i 11 minutter først!

 

Qua mit mangeårige arbejde inden for det private erhvervsliv er jeg en rutineret bruger af både pc og Internet. Når jeg kører fast i Skats hjemmeside, er jeg nok ikke den eneste. Hvis hensigten med lukning af skattecentre er at gøre det endnu mere vanskeligt for borgerne at få kontakt til Skat, skal det sikkert nok lykkes. Så må borgerne lade deres skatteoplysninger sejle. Skat skal jo nok komme efter folk, der skylder, men hvis jeg omvendt betaler for meget, så kan jeg ikke få fat i væsenet. Mig bekendt er Skat til for og ansat af de danske borgere, SÅ ER DET BARE IKKE GODT NOK, når det er så håbløst at få forbindelse til det eneste telefonnummer, de har. Men det er jo nemt at slippe for kunderne, når de ikke kan komme igennem på telefonen.

 

I private virksomheder fyres uduelige ledere. I Skat belønnes de med store ekstra bonusser oveni lønnen!

 

Vil anbefale Skat at sende alle medarbejdere i praktik hos private virksomheder. Her kan man starte med et grundkursus. Punkt 1. Svar telefonen. Punkt 2. Tal venligt til kunderne – ja fortsæt selv listen.

 

At en lille fisk som jeg nu er nødsaget til at søge revisorhjælp og betale herfor, det er frustrerende. Den senere tids kritik af Skat i pressen er så sandelig velbegrundet.

 

 

A. Handberg

 

 


 

 

Menneskerettigheder

 

 

Der tales uafbrudt om menneskerettigheder for de mennesker som kommer hertil. Både dem som kommer for at nyde frugten af sociale velfærd og dem som begår kriminalitet og er glade for vore fængsler. Og vore politikere på Christiansborg gentager også ordet menneskeret gang på gang.
Men jeg savner at høre tale om menneskeret, når jeg læser at en sosu assistent – ja flere oven i købet – nægter at hjælpe de gamle på toilettet. Jeg forbinder menneskerettigheder med at kunne komme på toilettet, men jeg hører ikke en eneste politiker tale om dette.
De mennesker som ender på de skrækkelige plejehjem har jo selv betalt. Det rum de bor i er dyrere end den lejlighed de måtte forlade. De betaler for en uspiselig mad, som de aldrig ville drømme om at servere den gang de kunne lave mad. Men kommunen bruger madprisen som en skjult skat, så de betaler uendelig mange penge for mad, som ingen kan spise.
Men er der nogen som taler om menneskerettigheder i denne sammenhæng. Nej det accepteres fordi vi har så mange pensionister og samtidig har vi et EU med mange fattige mennesker som vi “skal hjælpe”.
Ikke engang Dansk Folkeparti eller Enhedslisten løfter et øjenbryn når der tales om vilkår på vore plejehjem. Menneskerettigheder for vore gamle her i landet trækker vi i en automat.
Jytte Petersen

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…