Middelmådigheden hersker: G7-landene gav tom fordømmelse af Rusland for annekteringen af Krim

I sidste uge blev 70 året for de allieredes landgang den 6. juni 1944 i Normandiet (D-dag) højtideligholdt. Sideløbende hermed mødtes lederne for G7-landene dvs. de største økonomier med en vestlig markedsøkonomi.

 

Kontrasterne kunne ikke være mere iøjnefaldende.

 

Beslutsomhed

Landgangen i Normandiet afspejlede de vestlige demokratiers beslutsomhed om med hård hånd at slå det nazistiske tyranni ned.

 

Det var et politisk projekt af højeste klasse med et klart politisk mål.

 

De politiske ledere var giganter som Storbritanniens premierminister Churchill og USAs præsident Roosevelt. De militære ledere var blandt de bedste verden har set med cheferne for den britiske generalstab, Alanbrooke og den amerikanske generalstab, Marshall, ved roret og hærførere i felten som Eisenhower og Montgomery.

 

Disse STORE mænd havde formået at trænge igennem til deres befolkninger og tropperne, som satte livet på spil, hvad der stod på spil, og hvorfor disse ofre var nødvendige.

 

Politisk og militært er D-dag en af de store verdenshistoriske begivenheder. Det lykkedes, og det var på et hængende hår, fordi kommunikationen fra de politiske ledere og de militære chefer var i top.

 

Middelmådighed

G7-mødet samlede en stribe middelmådigheder. Tænk blot på Frankrigs præsident Hollande, som blev valgt på at være Hr. Normal, og USAs præsident Obama, som for nogle år siden fortalte den undrende verden, at han ledede bagfra.

 

De er valgt ved at tale deres befolkninger efter munden, de bygger deres politiske adfærd på spindoktorer, som forklarer dem, hvorledes de skal håndtere den offentlige mening og i det store og hele ikke har noget politisk projekt – i hvert fald ikke er i stand til at formidle det.

 

Læs også
Topmøde for erhvervslivets elite giver stærkt fortegnet billede af befolkningens holdning til indvandring

De blev enige om en fælles erklæring, som forudgående var skrevet af deres rådgivere, og som de muligvis ikke engang selv har læst.

 

Den glimrede ved fravær af noget som helst, der kunne fange interessen og er næppe blevet studeret rundt omkring i verden.

 

Mødtes med Putin

Hver for sig og gennem brug (misbrug) af D-dag mødtes de med Ruslands præsident Putin, som de for få måneder siden smed ud af G8-gruppen, der herefter blev til G7 og siden har indført sanktioner overfor som straf for annekteringen af Krim.

 

Måske havde de glemt, at Putin’s politiske projekt er at føre Rusland bort fra den vestlige model, bort fra stien hen i mod et liberalt samfund hvilende på demokratiets principper til fordel for et gammeldags Rusland bygget på autokrati og undertrykkelse af afvigere – dissidenter.

 

Den løbende sag om Ukraine blev kapslet ind i fordømmelse af Rusland; tom for indhold, velklingende og sikkert velment, og hvad der i øvrigt kan hentes fra ordbogen om ‘rigtige’ ord, som ingen ønsker at modsætte sig, men netop derfor uden mening.

 

Som et sidestykke til disse møder fik verden nyheden om, at Frankrig vil honorere en kontrakt indgået i 2011 om levering af to helikopter hangarskibe velegnet og bygget til landsætning af tropper på fjendtlige kyster til netop Putin’s Rusland.

Læs også
Angsten for fake news

 

Ikke plads til de kommende førende økonomier

Omkring mødebordene var der ikke plads til to af verdens kommende førende økonomier, ja i dag blandt de fem største i verden: Kina og Indien.

 

Kina under ledelse af præsident Xi Jingpin er netop nu ved at lancere den største reformbølge siden Deng Xiaoping lagde kursen om i 1979. På dagsordenen står indsats mod korruption, ulighed og forurening. Kina skal skifte fra arbejdskraftintensiv og løntung industri til konkurrence på teknologi, kvalitet, design.

 

Indien har gennemgået et jordskredsvalg, hvor det etablerede Kongresparti efter næsten 70 års greb om magten afbrudt af korte perioder i opposition blev fejet af banen til fordel for lederen af BJP partiet, Narendra Modi. Hans politiske dagsorden er et opgør med eliten og afskaffelse af de mange privilegier, regler, klasseforskelle og uskrevne love, som i årtier har blokeret for et spring ind i den moderne tidsalder.

 

De liberale demokratiers selvtilfredshed

Det er 25 år siden politologen Francis Fukuyama skrev sit essay om ‘historiens slutning’ forstået på de måde, at det liberale demokrati efter Sovjetunionens fald fremstod som det ‘bedste’ system og i realiteten uden udfordrer og tilsyneladende intet alternativ på langt sigt. Han havde måske ret. Selv i dag med de vestlige demokratier i krise vil de fleste gætte på en form for vestligt demokrati som det bærende system i den verden, som tegner sig i år 2050. Fukuyama selv har i en artikel i Wall Street Journal argumenteret overbevisende herfor (Wall Street Journal 6.6.14)

 

Faren for de vestlige demokratier er ikke alternative systemer, men deres egen uformåenhed og ufuldkommenhed iblandet en god del selvtilfredshed.

Læs også
“Et personligt engageret angreb på Putin og Trump, som i høj grad fortjener at blive læst trods sine begrænsninger”

 

Middelmådigheden hersker

Truslen kommer indefra. Vælgerne/befolkningerne foretrækker middelmådigheder uden evne og vilje til at fortælle befolkningen, hvordan tingene tegner sig, og hvad der derfor bør gøres.

 

Kløften mellem realiteterne, som de tårner sig op i borgernes bevidsthed og dominerer deres hverdag overfor de politiske ledere styret af midlertidige meningsstrømme er efterhånden så dyb, at den kan betegnes eksistenstruende.

 

Læg hertil et politisk system som er gået i selvsving og fokuserer på point scoret overfor modparten i spillet indenfor murene uden betydning for befolkningen og ofte sort tale for udenforstående, og der tegner sig en march hen i mod selvdestruktion.

 

Måske har befolkningerne fået de politiske ledere, som de fortjener. Politikerne har måske fået de befolkninger, som de fortjener.

 

Jørgen Ørstrøm Møller

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…