De mange døde pattegrise er en stor udfordring for landbruget

Kommentar til dokumentarudsendelsen,”Det store Svinerige”, i TV på DR 1 bragt den 24.1.2014.

 

DR1 Dokumentaren torsdag aften den 24.1.2014 “Det stor Svinerige”, synes jeg gav et realistisk og sagligt billede af virkeligheden. I kølvandet diskuteres nu især pattegrisedødeligheden, som fyldte meget i udsendelsen.

 

Dødeligheden er også katastrofal høj på de store svinefabrikker i den industrialiserede konventionelle svineproduktion, som vi fik et indblik i.

 

 

Hvis man interesserer sig for dyrevelfærd, bør man nu ikke kun se på størrelsen af dødeligheden for pattegrisene.  Man skal forsøge at vurdere omstændighederne, omfanget af lidelserne, og se på hvordan og hvorfor de dør.

 

Vi kunne jo se på Tv-udsendelsen, at der er tale om at søerne i dag får alt, alt for mange smågrise. Det vil sige unaturligt mange, smågrise. En so føder i dag i gennemsnit 16 grise pr kuld (tallet er stigende), og jeg vil mene hendes natur er max. 12.

 

Hun har ikke pattevorter nok, det giver lidelser for smågrisene, der må sulte, og det belaster og slider også soen op.

 

En høj kuldstørrelse er også i sig selv årsag til fødsel af flere undervægtige og svage grise. Efter et kuld bliver hun straks gjort drægtig igen. Hun er kunstigt fremavlet til at få for mange smågrise. Det er det centrale og meget kritisable, synes jeg etisk set.

 

Foruden den uhyre dårlige management, som vi tydeligt kunne se i udsendelsen, og som jeg ved, er det normale i dag. Der findes enkelte rare undtagelser, men de er sjældne. Og de personer, der står for den daglige pasning af dyrene, er i dag i de fleste tilfælde katastrofalt underuddannede, helt i modsætning til, hvad vi så tidligere. Ofte østarbejdere i øvrigt. Svinebranchen bør tvinges til at ændre noget og især til at nedsætte avlsmålet. Kuldstørrelsen skal ned!

 

Men desværre går branchen fortsat efter at øge produktiviteten og kuldstørrelsen, hvilket vil gøre, at endnu flere smågrise dør af sult og kulde mv. Soen har ikke patter nok. Det er fyldt med lidelser at dø på den måde, som det sker. Det var tydeligt og synligt på Tv.

 

I den økologiske svineproduktion går man i modsætning til dette efter, at soen skal føde færre grise, gerne større og mere robuste, samt at soen skal have gode moderinstinkter.  Men her er man dog stadig noget belastet af, at man (stort set) er nødt til at bruge næsten det samme so-materiale genetisk set og den samme sæd avlsmæssigt, da der kun findes dette i Danmark.

Læs også
Dansk TV er så politisk korrekt, at man fortier en helt afgørende ting ved det norske valg

 

Økologerne har hidtil ikke kunnet udvikle deres egne linier, og de har ikke rigtig råd til at importere de mere robuste og naturlige typer, der også føder lidt færre men mere sunde smågrise, som bedre vil passe til det mere frie og gode svine-griseliv i økologien.  Man vil i økologien gerne ændre det i fremtiden, og det er man også begyndt på, mens man jo slet ikke ønsker det i den konventionelle produktion.

 

I øko-produktionen er dødeligheden af pattegrisene også høj – og i nogle undersøgelser endda lidt højere end i det konventionelle.  Men som sagt – i økologien er man belastet af det samme uheldige avlsmateriale. Det vil fremtiden nok ændre.

 

Pattegrisene dør af lidt andre ting i økologien, end det vi så i Tv i går. Her er dødsårsagerne mere, at soen nogle gange lægger sig på de 2-5 smågrise, der er født alt for små og svage i hvert kuld (fordi kuldene som nævnt er alt for store pga. dårligt avlsmateriale ). Dette forhindres i langt højere grad i den konventionelle produktion, fordi man spænder soen fast i bøjler.  I øko-produktionen er der også nogle af smågrisene, der tages af ræven og andre rovdyr.  Det indebærer visse risici at leve i frihed. Det vil sige dødsårsagerne er forskellige i de to produktionsformer, og derfor et det umiddelbart svært at sammenligne dyrevelfærd på tallet for pattegrisedødelighed.

 

Jeg vil dog konkludere to ting:

1. At det er ret dårligt, at man alligevel har den meget høje dødelighed for pattegrise i den konventionelle svineproduktion, hvor de lever beskyttet indendørs, og man endda har sørget for, at soen kun vanskeligt kan lægge sig på pattegrisene, fordi man har begrænset soens  mulighed for at bevæge sig (hvilket i øvrigt efter min mening er dyreetisk uforsvarligt, og det burde ikke være tilladt).  Der er desuden i høj grad tale om mangelfuld pasning og dårlig management.

 

 

2. Den måde, pattegrisene dør på i den konventionelle produktion, er sandsynligvis forbundet med større lidelser for dyrene end i økologien, og det finder jeg er væsentligt.  Vi skal huske, det drejer sig om levende dyr, der kan sanse og føle smerte! Det er der tilsyneladende en del, der efterhånden har glemt.

Læs også
Advarsel, stærke billeder: Skuddene lyder fra terror-angrebet, mens sårede og døde mennesker ligger i gaderne

 

I øvrigt er det værd at huske på, at de sygdomsdata vi har, viser en lavere sygelighed i den økologiske produktion. Desuden ser vi i den økologiske svineproduktion et markant lavere antibiotikaforbrug samt en tilhørende lavere forekomst af resistente bakterier. Også ret vigtigt.

 

Halebid og halekupering kendes stort set ikke i økologien. Det samme gælder forekomst af mavesår, som betragtes som ret smertefuldt for dyrene. 1/3 af slagtesvinene og halvdelen af søerne i den konventionelle svineproduktion har mavesår, da de ikke får nok grovfoder og fodres for sjældent, fordi man ønsker, de tager unaturligt hurtigt på, samtidig med man vil minimere lønudgifter til pasning af dyrene.

 

Sidst men ikke mindst, reglerne gør, at dyrenes levevilkår og mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd er meget bedre i den økologiske produktion samt i frilandsproduktionen.

 

Tænk på det, når du står foran kølemontren næste gang. Det økologiske kød er dyrere, men du kan så købe lidt mindre og spise flere grøntsager – men bruge de samme penge. Til gengæld har du ikke deltaget i at understøtte, at nogle dyr er blevet behandlet på en uforsvarlig måde.  Personligt vil jeg kun spise svinekød der stammer fra økologiske besætninger eller fra frilandsproduktion. Og sådan har jeg set på det i årevis.

 

Der er mange små gode øko-gårdsalgssteder og visse steder gode små slagtere, der gør en stor indsats for at få gang i øko-kødsalget.  Det er flot, at Rema gør en del for det økologiske kød. Coop inkl. Irma forsøger også. Jeg tror, det økologiske kød vil falde lidt i pris, hvis der kommer mere volumen i salget. Nogle steder i landet er det svært overhovedet som at skaffe øko-kød  for forbrugerne. Salget udgør desværre kun mellem ca. 1 og 3 % nu på landsplan, selvom det i øjeblikket stiger en del hvert år.  Der er mere gang i salget af øko-havregryn, øko-æg og øko-mælk, øko-kaffe osv., her taler vi om, at salget udgør mellem 20 og 60 % afhængig af produkt, og derfor er prisforskellen til det konventionelle her ikke helt så stor, hvad angår disse dagligvarer. Men for kødet taler vi jo om en ret væsentlig fordyrelse.

 

Mange taler om eksport og arbejdspladser. Her har jeg også et bud, men det er en længere historie. Hvis man finder, at hensyn til eksport kan tilsidesætte, at vi italersætter virkeligheden og ønsker handling – når dyrevelfærden er blevet alt for ringe, så er det en anden sag. Her står jeg ikke. Og jeg ønsker som nævnt personligt at bruge en del af min indtægt til økologiske indkøb

Læs også
Karl på 19 år blev taget af tyskerne, men overlevede – i dag mindes han dem, der døde i den fælles kamp

 

Overordnet synes jeg ikke, at etik og moral har geografiske grænser, som nogle har bragt frem i debatten. Så et argument om, at det jo ser endnu værre ud i andre lande, samt at en uetisk produktion af slagtesvin, så bare vil flytte ud af landet, kan jeg ikke bruge.  Jeg finder f.eks. heller ikke, at vi i Danmark ville kunne acceptere en mild form for børnearbejde med en argumentation om, at ellers vil det finde sted i andre lande, hvor det vil være endnu værre.

 

 

Lene Kattrup dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…