I 1997 udgav Ekstrabladet et særnummer med titlen ”De fremmede”. Det var første gang, befolkningen kunne udtale sig om, hvad de mente om den overvejende muslimske indvandring, der især havde været massiv siden udlændingeloven fra 1983.
Gennem årene var det blevet et absolut tabu at tale om indvandrerne, medmindre man havde solstråle- eller tudehistorier at fortælle.
Politikerne og meningsdannerne lagde et usynligt, men ikke desto mindre stærkt bånd om munden på dem, der ikke var enige. Befolkningen skulle opdrages.
Uroen og snakken rumlede derfor kun inden for hjemmets fire vægge og i krogene på arbejdspladserne.
Kritikerne blev kaldt racister
Men dem, der sagde kritikken højt fik kærligheden at føle og blev kaldt racister og fremmedfjendske.
Jo mere den del af befolkningen, der måtte lægge krop til dette nationale selvmordseksperiment, protesterede, mens politikerne hyttede sig i deres hvide enklaver, jo flere udtryk fra Den gode Tones ordbog kom til, såsom racister, fascister, skimlede kældermennesker, bodegadanskere. For yderligere at lægge afstand til disse ”simple personer”, måtte (næsten) ethvert politisk parti have deres egen indvandrer i deres midte. Det gik ofte ikke så godt.
Så at lancere et særnummer, der lod den virkelighed, visse dele af befolkningen allerede i flere år havde mærket på egen krop, komme frem i lyset, var et eklatant brud på det tabu, der helst skulle forblive et sådant.
Ekstra Bladet blev brændt af
Det kan derfor næppe undre, at Ekstrabladets særnummer den dag i 1997 forårsagede et ramaskrig blandt dem, der havde håbet på, at politikernes svigt af danskerne aldrig skulle komme frem i lyset. Det var imidlertid tydeligt, at lettelsen hos rigtigt mange af avisens læsere var stor. Omsider gik der hul på bylden.
Hos Mellemfolkelig Samvirke vakte særnummerets brud på tabuet dog forargelse. Medlemmerne gik i demonstration og stillede sig op på Rådhuspladsen med bannere. Da Samvirket ikke havde glemt, hvordan man i Tyskland i 1930’erne behandlede uønsket litteratur, genopfriskedes denne gode idé, og demonstranterne satte ild til en masse særnumre.
Mange læserbreve blev trykt i særnummeret. Nogle var for og andre imod indvandringen. Alle kom til orde.
Det stod der i avisen
Særnummeret kunne også berette om et importeret fænomen som polygami. I Maribo Kommune residerede somaliske Ali og hans to koner og syv børn, og afsløringen af, at kommunens skatteydere bidrog til familiens underhold med 631.724 1997-kroner om året – de fleste skattefri (s. 75), vakte ret meget vrede blandt borgerne. Polygami var endnu i befolkningen et ret ukendt fænomen. Alligevel var der allerede dengang såvel jordemødre, læger, skolelærere som myndigheder, der var vidende om dette. Men som stort set alt andet, der angik de fremmede, var det et tabu. Man talte ikke højt om det. Men der mumledes.
Modstandere af konsekvenserne af indvandringen udtalte:
”Jeg er bange for, at hvis de bliver mange nok, vil de kræve, at vi skal ændre på vores tilværelse.” (s. 6).
”De ødelægger min kultur.” (s. 7).
Der var dog andre, der for indvandring: ”Er der nogen, der forhindrer os i at spise rundstykker,… danse om juletræ,… spise smørrebrød…?” (s. 8).
En anden, der var for indvandring, men bestemt ikke for Danmark og danskerne, var en arabisk islamist og studerende. Under overskriften (s. 12)
”Danskerne slaver af druk og narko”, skrev han: ”Vi rejser derhen, hvor det passer os, det skal ingen blande sig i… at det sociale system bliver udnyttet osv., kan I takke jer selv for. Den mere kloge narrer den mindre kloge.” Var denne udtalelse et fingerpeg om, hvad der ventede os – ad åre?
Også enkelte politikere udtalte sig til særnummeret. Daværende indenrigsminister Birthe Weiss udtalte (s. 44): ”De mest pessimistiske forudser sågar borgerkrig og islamisering…”. Pessimisterne, der måske lige netop havde en sådan tanke, bøjede hovedet – og tav.
Med udgangspunkt i de få pro et contra eksempler ovenfor, vil jeg se på, om Birthe Weiss’ nedladende og bedrevidende bemærkning om pessimisternes forudsigelser overhovedet har noget på sig; om der over årene været forsøg på afvikling af vores kultur til fordel for en fremmed, som modstanderne mod indvandring giver udtryk for, eller om tilhængeren af indvandring har ret i, at der ikke er nogen, der vil forhindre os i at bibeholde vores egen (mad)kultur? Og var den hadefulde, arabiske islamist blot en enlig svale?
Kapitel 2: Historien om Danmarks gavmilde udlændingelov
”Verdens mest generøse asyllovgivning” var blevet vedtaget i 1983 uden nogen større polemik uden for Borgen. Kun et par linjer i medierne.
Loven gav fremmedarbejderne, eller gæstearbejderne, som de nu blev kaldt, et retskrav på at få familien til landet. Samtidig blev den rummelige asyllovgivning vedtaget. Familiesammenføringerne boomede, og loven tiltrak over årene tusinder og atter tusinder af asylansøgere.
Loven fra 1983
Men i medierne kunne man stort set intet læse om rivegilderne i Folketinget, hvor bl.a. den radikale Bernhard Baunsgaard skosede daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (C) for i en JP-kronik at have skrevet, at hvis man åbnede grænserne fuldstændigt ”ville hundrede tusinde benytte sig af lejligheden, og det ville være en fare for nationalstaten … ikke ét menneske i dette land forestiller sig den mulighed”.
(Folketingstidende 82/83 spalte 9675 og 9685, jf. Uhrskov Jensen 2008:47). Jo, et par stykker forestillede sig nok muligheden for, at der ville være tale om mange, mange tusinder, og at dette ville kunne bringe nationalstaten i fare.
Særlov for palæstinenserne i 1992
Under noget mere spektakulære forhold blev den såkaldte palæstinenserlov vedtaget som en lynhurtig sammenflikket særlov i 1992. De ypperste blandt landets gode mennesker lobbyede, og politikerne gav efter for presset.
Så palæstinensere uden beskyttelsesbehov fik tilladelse til at blive i Danmark. Derefter rejste de til Libanon, hvor de var ”flygtet” fra, for at fejre deres opholdstilladelser i Velfærdsparadiset.
De to love fik dramatiske konsekvenser
Vedtagelsen af disse to love, der, uden at spørge befolkningen, blev listet henholdsvis hastet igennem i Folketinget, kunne vel i bedste fald kun betegnes som et svigt af den befolkning, der havde valgt politikerne til at tjene landets og befolkningens interesser.
Måske vidste de ikke bedre på det tidspunkt. Men de dramatiske konsekvenser, det over årene fik for Danmark med en overvældende indvandring fra en totalt inkompatibel kultur, lukkede de ører og øjne for.
De ville have et multikulturelt samfund
Politikerne ønskede – og ønsker – et multikulturelt Danmark uden at skele til skrækeksemplerne i Sverige og England. Tilsyneladende har de ikke fattet, at multikulturalisme betyder mange kulturer, der lever adskilt i parallelsamfund, hvor hvert mini-samfund stort set er uden kontakt til det omgivende samfund og kraftigt afviser modtagernationens værdier, heriblandt ytringsfrihed, demokrati, det enkelte individs frihed og selvrealisering, kvinders rettigheder og verdslige love.
At være imod multikulturalisme er at byde alle nyankomne velkommen og et tilbud og en forventning om deltagelse på lige fod med modtagerlandets befolkning. Det er inklusion.
Multikulturalisme er derimod eksklusion; et onde, som er skadeligt for fællesskabet og en samlet nation. Det har da også flere statschefer i Europa med mange års forsinkelse måttet erkende.
Presset på danskerne kom ikke kun udefra med de fremmede og deres flere og flere bizarre krav om, at det var danskerne, der skulle integreres i den kultur, de kom fra, men også indefra, hvor politikerne snart fik hjælp af eliten – eller som Kåre Bluitgen kalder dem: ”de vældigt egnede” – og af voldelige, militante ballademagere.
Karaktermordet på dem der kritiserede den førte politik
De partier, der var skyld i masseindvandringen, bestemte, at danskerne skulle ’opdrages’ til at acceptere et multi-kulti fait accompli. ’Opdragelsen’ skete ved hjælp af tilsvining.
Modstanderne skulle nok lære at holde mund, når de blev kaldt xenofober og islamofober. Det var lykkedes i kommunistiske diktaturer at intimidere politiske modstandere ved at hæfte diagnoser på dem. Så det kunne vel så også lykkes her.
Islamisterne fik fodfæste
Tilstrømningen af familiesammenførte og asylansøgere var så stor på grund af den rummelige lovgivning, at det gjorde integrationen ekstra svær.
Over årene, hvor islamisterne fik stærkere fodfæste både gennem deres foreninger og ved hjælp af politikere, den danskhadende elite og tæskehold, blev tilværelsen for de mest udsatte af vores medborgere intet mindre end uudholdelig.
Bander, hvoraf nogle ”kun” er kriminelle, mens andres kriminalitet er iklædt et religiøst røgslør, har gjort gaderne usikre selv for børn, der overfaldes af muslimske bander og får stjålet ure, penge og mobiltelefoner. Vi er blevet vidne til en tidligere ukendt bestialitet i den vold, der går ud over alle, der befinder sig på det forkerte sted.
Muslimske regler vinder frem
Vores jødiske og homoseksuelle medborgere er hele året rundt jaget vildt. No-go zoner – for urbefolkningen – er blevet etableret. Børn, der ikke kan komme i privatskole på grund af forældrenes svage økonomi, chikaneres på grund af den mad, de spiser. Sharia-domstole er blevet etableret, pigebørn bliver køkkenbordsgift af skruppelløse imamer, som også gerne vier gifte mænd.
Samtidig har vi kunnet konstatere, at den indhylning, som man så gæstearbejdernes koner være iført og troede uddød med disse, pludselig bredte sig som en steppebrand, først blandt unge kvinder, så skolepiger og endelig småpiger. Og alle fortalte – ved forespørgsel – at det var ”helt frivilligt”. De, der så ikke ønskede denne frivillighed, måtte finde sig i at blive slået i hartkorn med de danske kvinder og blive kaldt ludere.
Den ene moske efter den anden bygges og finansieres af islamistiske stater. Minareterne skal være så høje, at de rager op over ethvert tårn i landet. Foreløbig beroliges politikerne med, at man skam ikke vil kræve bønneudkald, men som i andre europæiske lande vil dette kun være et spørgsmål om tid.
Den danske verdslige kultur kommer under pres
Der er grupper af danskere, der lever i en bestandig frygt for at krænke de letkrænkede og derfor giver los over for alt dét, de burde værne om, og som generationer før dem har kæmpet for. I stedet hjælper de til med kulturudskiftningen.
Vores verdslige institutioner: skoler, børnehaver, hospitaler, socialforvaltninger m.v., omdannes til islamisk promovering, og halalmad indføres for alle, mens slagterier ansætter imamer til at bede islamiske bønner over vores mad. Dette sker alt imens danske børns julegudstjeneste aflyses, julefrokoster aflyses, julehilsener bliver til sæsonhilsener, bankfolk fjerner børnenes sparegrise, supermarkeder bryder sammen under det islamistiske pres for personalets religiøse promovering.
Ja, der er endog præster, der har glemt, at de skal forkynde det kristne, og ikke det muslimske, budskab.
Fællesskabet er blevet splittet ad
Allerede dengang var der en overvældende modstand mod især mere muslimsk indvandring. Denne havde – dog med undtagelser – vist sig at være inkompatibel med den danske befolkning.
Protester var stort set nytteløse, da politikerne syntes fuldstændigt ligeglade med Danmark og dansk kultur. De var moralsk højt hævet over den befolkning, de skulle betjene.
Mens danskerne sammen med mange indvandrede nationaliteter, herunder hollandske, ungarnske, chilenske, vietnamesiske, polske, engang dannede et fællesskab, ser det ud, som om fire årtiers overvældende indvandring af mennesker, der afviser alt dansk, har splittet os som nation.