Danskhed – integration eller kolonisering?

 

Hvornår er man dansk?

 

Jeg plejer at svare, at det er man, når man føler sig dansk, og når man har et dansk pas. Men efter mødet med en gymnasieklasse fra et ghetto-område vil jeg tilføje: “og holder af Danmark og danskerne”.

 

Gymnasieklassen var en broget forsamling med flertal af 2. generationsindvandrere. Der var mange piger med tørklæde, og der var en del af de unge, der talte med tydelig accent. De blev meget glade over, at jeg sagde, at jeg meget gerne ville være med til at inkludere dem i Danmark, og jeg selv blev meget glad, da jeg forstod på nogle af dem, at de gerne ville være danske. Det kunne jo ikke være bedre.

 

Andre krav til danskhed

 

Men idyllen blev brudt, da det blev klart, at de lagde noget andet i det at være dansk, end jeg gør. Jeg forklarede dem, at det normalt ikke kan ses på folk, om de er danske, fordi det først og fremmest er en følelse at være dansk. Sådan noget som hudfarve er for eksempel helt underordnet.

 

Men jeg sagde også, at man selvfølgelig kunne adskille sig så meget fra normal-billedet af en dansker, at man med nogenlunde sikkerhed kan sige, at en person ikke er dansk: hvis man ikke taler dansk, hvis man klæder sig helt anderledes f.eks. tager tørklæde eller turban på, hvis man bosætter sig adskilt fra danskere, og hvis man ikke vil gifte sig med danskere, – så ville det være svært at tro på, at personen er dansk.

 

Ændrer danskheden

 

Den udtalelse irriterede åbenlyst en af de unge mænd. Han sagde: “Jeg er lige så god en dansker, som andre. Men jeg vil ikke giftes med en dansk pige!” Det virkede som om, der var opbakning til hans udtalelse i klassen.

Men hvis man ikke vil gifte sig med en dansker, identificerer man sig så med danskerne? Det tror jeg ikke man gør.

 

Når den unge mand siger, at han er dansk, tror jeg mere, det er et udtryk for, at han vil accepteres på lige fod med andre omkring ham. Det er ikke et udtryk for, at han selv accepterer de mennesker, den kultur og det samfund, der er omkring ham. Han er, tror jeg, i gang med at ny-definere, hvad det er at være dansk. Han ændrer danskheden i stedet for at overtage danskheden fra den oprindelige befolkning.

 

Læs også
Racisme mod franskmænd – de kalder os “hvide svin”

Kolonisering

 

Jeg kan godt forstå ønsket om at føle sig ligeværdig med andre. Men det bliver man bare ikke af at kalde sig dansk, hvis man samtidig foragter danskerne og ikke vil have dem for tæt på, – og slet ikke stifte familie med dem.

 

Det, der bekymrer mig, er, at denne unge mand ønsker at kunne lægge noget helt andet ind i det at være dansker. Og det er ikke OK. For der ER et dansk fællesskab i forvejen, som han må prøve at finde ind i.

 

Den proces den unge mand i virkeligheden er i gang med er ikke integration og overtagelse af en dansk identitet, – det er derimod kolonisering af Danmark.

 

Så derfor vil jeg fra nu af tilføje, at for at kunne kalde sig selv dansk, skal man føle sig dansk, have et dansk pas og holde af Danmark og danskerne.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…