Der er i de seneste år sket skelsættende, for ikke at sige revolutionerende nybrud i udforskningen af Koranens tekst og islams tidligste historie.
Kritisk analyse af Koranen og nytolkning af arkæologiske fund i Mellemøsten har sat store spørgsmålstegn ved den traditionelle – dvs. islamiske – forståelse af Koranens tilblivelse og indhold, en forståelse som i høj grad også er blevet accepteret af danske islamforskere.
Men hvorfor hører offentligheden ikke noget om disse nye forskningsresultater fra de danske lærde? De er jo ikke underkastet islams regime, men er udelukkende forpligtet til at drive videnskabelig forskning uden at skele til, om den be- eller mishager nogen.
Det er især tyske forskere, der har ført an i den omkalfatrende islam- og koranforskning.
Tysk forskning under pseudonym
I et omfattende projekt ved navn Inarah (arabisk for ”forskning”) har en forskergruppe bestående af internationalt anerkendte forskere i den sidste halve snes år udgivet en lang række originale forskningsbidrag i en skriftserie – Skrifter til islams tidlige historie og til Koranen – på Hans Schiller Verlag.
En af disse forskere, Norbert G. Pressburg (et pseudonym), har for nylig i en faktamættet bog på 250 sider formidlet en oversigt over den ny islamforskning beregnet på et bredere publikum. Bogen ”Good Bye Mohammed. Das neue Bild des Islam” (Books on Demand Gmbh. Norderstedt). En engelsksproget version hedder ”What the Modern Martyr Should Know” (Create Space, USA).
Pressburgs formidlingsindsats er al ære værd: Meningen med akademisk forskning er jo, at den til syvende og sidst skal komme befolkningen til gode.
Jeg vil varmt anbefale alle, der interesserer sig for den stadig mere påtrængende islam og alle dens gerninger, at læse bogen. Så meget mere som danske islam- og koranforskere føler ubehag ved at have med disse forskningsresultater at gøre.
Forskningens resultat
Ifølge Pressburg tyder intet på, at Muhammed har eksisteret. Han er en litterær eller mytisk konstruktion.
Navnet Muhammed fandtes slet ikke, da Muhammed levede. ”Muhammed” var oprindeligt en titel, der betød ”den udvalgte” eller ”lovpriste”. Og denne udvalgte og lovpriste var Jesus Kristus. Titlen findes på mønter og i inskriptioner, som er forsynet med et kors og fremstillet af kristne arabiske herskere.
Pressburg bygger bl.a. på Christoph Luxenbergs banebrydende filologiske studier. Ifølge Luxenberg (også et pseudonym) er det simpelthen grammatisk umuligt, at Muhammed kan have været et navn. Alle forsøg på at bevise personen Muhammeds eksistens har været forgæves. Der findes ikke et eneste stik- og håndfast vidnesbyrd eller spor, der bekræfter den.
Bogen har et særligt budskab til de hellige muslimske krigere, som tror, at de kommer i Paradis og dér bliver forsynet med 72 evigt unge, barmfagre jomfruer, ligesom unge drenge vil stå til rådighed for de himmelfarne. Der er tale om en alvorlig misforståelse på grund af en fejllæsning; ”martyrerne” får ifølge Luxenberg i virkeligheden kun stillet vindruer, frugter og frugtsaft i udsigt! Jomfruerne og drengene er til dels et resultat af oversætternes egne fantasier.
Den såkaldte Klippemoské i Jerusalem fra slutningen af 600-tallet er ifølge muslimske myter bygget over det sted, hvor Muhammed red til himmels på en hest. Men der er i virkeligheden tale om en kristen helligdom – det viser hele dens ottekantede syrisk-byzantinske arkitektur, men også den 240 meter lange indskrift, der pryder dens indre.
Klippehelligdommen blev nemlig bygget af den kristne arabiske hersker Abd al-Malik (ifølge traditionel islamforskning en muslimsk fyrste) på det sted, hvor den israelske kong Salomons tempel havde stået, og hvor Kristus forventedes at ville komme igen. Indskriften udtrykker derfor en kristen trosbekendelse. Først senere blev den kristne kirke omdannet til en muslimsk helligdom – og i allernyeste tid gjort til en moské.
Pressburg argumenterer også for, at den traditionelle opfattelse af, at mange filosofiske indsigter og videnskabelige opdagelser i Middelalderen skyldes islamiske lærde, beror på myter. Der var tale om arabiske ikke-muslimer, hvoraf flere faktisk blev forfulgt af muslimske herskere, der anså dem for kættere, fordi de ikke holdt sig inden for Koranens spændetrøje. Et særligt afsnit bruger Pressburg til at gøre op med myterne om det fredelige og blomstrende Andalusien – angiveligt et multikulturelt paradis.
Det vil de danske forskere ikke for alvor beskæftige sig med
Danske koran- og islamlærde synes åbenbart ikke, at disse ting er noget, man skal beskæftige sig med. De har længe været tavse som graven og reagerer derpå fornærmet og insinuerende, når nogen gør opmærksom på den ny, banebrydende forskning.
Da sognepræst Morten Rydal for nogle år siden fortjenstfuldt informerede om de nye forskningsresultater, fik han et hovent svar af Thomas Hoffmann, der er professor (mso) med Koranen som speciale.
De kritiske forskere afvises med, at de er revisionister
For nylig har Hoffmann gentaget sin afvisning – og med hvilke argumenter? De tyske islamforskere er ”revisionister”, og det er åbenbart i sig selv meget slemt. Men revisionist betyder jo blot, at man reviderer tidligere opfattelse af tingene. Det er faktisk den fremgangsmåde, der har skabt fremskridt i al forskning gennem tiden. Hoffmann mener åbenbart, at det er bedre at rumle videre i de vante cirkler.
De afvises med at de skriver under pseudonym
En anden dansk universitetsmand, Anders Klostergaard Petersen, har ud over revisionist-stemplet også brugt som ”argument, at Pressburg og Luxenberg skriver under pseudonym og får bøger udgivet på Book son Demand.
Det er faktisk utroligt at høre den slags fra en person, der kalder sig forsker, men som tydeligvis end ikke er bekendt med det omfattende tyske forskningsprojekt, hvis resultater Pressburg har formidlet.
De pågældende er frafaldne muslimer, der nu yder store bidrag til den kritiske islamforskning. De risikerer at få halsen skåret over – derfor kan de ikke optræde under deres rigtige navn. Hvor og hvordan en bog er udgivet er fuldkommen irrelevant. Det er udelukkende kvaliteten af indholdet, der tæller.
De afvises med, at det er et flertal, der er uenig
Tredje ”argument” fra de danske islamlærde lyder, at flertallet af koran- og islamforskere tager afstand fra de kritiske forskere. Men hvornår har videnskabelig sandhed skullet afgøres ved flertalsafstemning?
Da Galilei i 1600-tallet argumenterede for et verdensbillede med solen som centrum, mente flertallet af de kloge, at det var forkert, og han blev tvunget til at afsværge sin teori. Fra Europas nyeste historie har vi to eksempler: I Nazityskland fordømte flertallet i Videnskabsakademiet jøden Einsteins relativitetsteori som ”ugermansk”; i Sovjetunionen vedtog et flertal i kommunistpartiets Centralkomité, at Lysenkos arvelighedsteorier var korrekte, fordi de ikke var inficeret af ”borgerlig” tankegang.
