Danmark til grin: Nye chocktal for antallet af kriminelle asylansøgere

Danmark er åbenbart blevet et slaraffenland for kriminelle asylansøgere. Og det er ikke kun de kriminelle asylansøgere, der er narkohandlere på Nørrebro og Vesterbro i København, og som bruger Center Sandholm i Nordsjælland som base for deres kriminalitet.

 

Overalt i landet, hvor Røde Kors driver asylcentre, kender både politikredsene og ikke mindst befolkningen til problemerne.

 

En dugfrisk sag fra Vejle viser, at det for asylansøgere er totalt risikofrit at begå kriminalitet i Danmark.

 

De vil måske først blive straffet, når deres asylsag er færdigbehandlet

Fredag eftermiddag den 17. januar blev fem voksne og tre børn, alle asylansøgere på Røde Kors centret Jelling i Vejle kommune, pågrebet af politiet.

 

Da de blev anholdt, havde de ifølge Sydøstjyllands Politi stjålet primært tøj og sko for flere tusinde kroner fra lokale forretninger. Men det får ingen umiddelbare konsekvenser for dem.

 

”Der er tale om otte asylanter, der blev pågrebet i Bryggen (Indkøbscenter i Vejle – red.). De er blevet sigtet for tyveri og løsladt igen. Først når deres asylsag er afgjort, vil de eventuelt blive straffet for tyveri,” siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.

 

Røde Kors biler brændt af i Vejle og en mand trampet i hovedet

At det ind imellem går hårdt til i Vejle demonstreres også af en anden episode fra selvsamme fredag eftermiddag, hvor politiet anholdt asylansøgerne.

 

Udover anholdelsen af asylansøgerne skulle politiet i Vejle også tage sig af en sag, hvor en 20-årig dansk mand helt umotiveret var blevet overfaldet af to mænd af anden etnisk herkomst end dansk.

 

Han var først blevet slået, og da han faldt omkuld, var han blevet trampet i ansigtet. Ud over etniciteten har politiet ikke andet signalement af de to mænd, end at de beskrives som værende omkring 20 år, mellem 180 til 185 centimer høje, samt at den ene havde et tyndt overskæg.

 

Omtrent ti dage forinden, mandag den 6. januar, var to Røde Kors biler samt en tredje blevet brændt af ved det lokale asylcenter. Sagen er endnu ikke opklaret, men en udtalelse fra centerlederen illustrerer klart, hvem man her først og fremmest havde tænkt på som de skyldige:

 

”Vi har en helt normal situation på centret for tiden. Der er ikke noget, der indikerer uro, eller at der skulle være noget i gæret på centret,” understregede centerleder Solveig Vestergaard over for Vejle Amts Folkeblad.

 

Asylcenter i Hanstholm bruges som base for tyvetogter

I øjeblikket er Midt- og Vestjyllands Politi i gang med at optrævle en stor tyverisag om stjålne smykker, der blive kædet sammen med hviderussiske asylansøgere fra asylcentret i Hanstholm. En hviderussisk asylansøger er foreløbig anholdt i sagen, og en anden asylansøger eftersøges nu.

 

Det er langt fra første gang, asylcentret i Hanstholm er i politiets søgelys, og centerleder Lars Enevold Andersen er da heller ikke i tvivl om, hvad hans asylcenter bruges til:

 

”Jeg er frygteligt irriteret over, at der er nogle af vores beboere, der udnytter vores asylsystemer og kommer her åbenbar med denne ene intention at tage ud hver nat og stjæle ting, der ikke er deres,” siger Lars Enevold Andersen til TV Midtvest.

 

Forsøgte at sende tyvekoster for 25.000 ud af landet

Tirsdag den 7. januar i år anholdt Midt- og Vestjyllands Politi en blot 16-årig asylansøger fra Hviderusland, som fra posthuset i Hurup i Thy nord for Limfjorden forsøgte at sende en pakke.

 

Den pågældende kom fra det nærliggende Børnecenter i Vestervig, og det er ikke første gang, politiet har pågrebet en person fra det pågældende asylcenter i færd med at sende en pakke med tyvekoster ud af landet.

 

I det hele taget kender Midt- og Vestjyllands politi asylcentret i Vestervig særdeles godt. I august 2011 gik 30 afghanske asylansøgere amok og begyndte at smadre inventar og angribe personalet, det måtte flygte til første sal, hvor de forskansede sig og tilkaldte politiet.

 

Den første politipatrulje, der ankom, blev mødt med kasteskyts og måtte fortrække, og først efter tilkaldt forstærkning lykkedes det ifølge TV Midtvest for politiet at få situationen under kontrol og personalet befriet.

 

Næste 2.000 asylansøgere sigtet for kriminalitet

Som sagen fra Vejle viser, så får det ikke umiddelbare konsekvenser for asylansøgere, hvis de i Danmark bliver grebet i kriminalitet.

 

Behandlingen af deres asylansøgning fortsætter, og de vil formentlig først blive straffet, når deres asylsag er afsluttet.

 

Det rygte må have spredt sig langt ud over landets grænser. Fakta er, at nye tal fra Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet viser, at 1.767 asylansøgere i 2012 blev sigtet efter straffeloven.

 

Antallet for 2013 forventes at blive det samme, og ifølge BT betyder det, at hver tredje asylansøger bryder loven.

 

Læg dem i fodlænker

Det faktum, at rundt regnet hver tredje asylansøger er i konflikt med loven, har fået Dansk Folkeparti til at reagere.

 

Så sent som den 14. januar i år udarbejde partiet således et forslag til folketingsbeslutning, hvor Folketinget pålægger regeringen at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter, således at det også bliver muligt  at lægge kriminelle asylansøgere i elektronisk fodlænker.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…