Danmark bør styre asylpolitikken meget strammere – men lejre i nærområderne er ikke vejen frem

Collage

Den seneste tids massive tilstrømning af især syriske asylansøgere har naturligt nok fået debatten om muligheden for at gå nye veje i udlændingepolitikken til at blusse op på ny.

 

Et af de forslag, der er blevet lanceret, er oprettelsen af flygtningelejre i de flygtningeproducerende landes nærområder, hvortil Danmark skulle kunne henvise asylansøgere i stedet for at give dem ophold og asyl her i landet.

 

Det er imidlertid ikke nogen ny – og nok ej heller nogen gangbar – idé.

 

Hældt ned af brættet

Forslaget blev fremsat første gang af den danske regering på initiativ af Venstre i 1986. Det blev forsøgt vedtaget på FN’s generalforsamling samme år, men fik så ringe international støtte, at regeringen afstod fra at bringe det til afstemning. Særligt de lande i Mellemøsten og Afrika, der skulle være værter for sådanne flygtningelejre, afviste det blankt.

 

Som led i de forgæves forsøg på at vinde støtte for forslaget blev de danske ambassader i en række berørte lande instrueret om at vinde de lokale regeringers støtte.

 

Jeg var dengang udstationeret i Tyrkiet og blev billedligt talt hældt ned af brættet, da jeg i udenrigsministeriet i Ankara forelagde det danske forslag om oprettelse af flygtningelejre i Tyrkiet og andre ”nærområder”, hvortil Danmark skulle kunne henvise spontane asylansøgere.

 

Pinagtig oplevelse

Én ting var det, at der dengang befandt sig mange flygtninge i Tyrkiet fra Iran. Det havde Tyrkiet nu engang nødtvungent måttet affinde sig med. Men, lod man mig forstå, ligefrem frivilligt at oprette så at sige autoriserede lejre, hvortil andre lande kunne henvise eller sende spontane asylansøgere, ja det kunne under ingen omstændigheder komme på tale.

 

Hele ”nærområdetanken” blev også afvist som malplaceret, grænsende til det fornærmende. Nok var Tyrkiet nabo til Iran og arabiske lande. Men det var sandelig ikke ensbetydende med, at man stod disse landes befolkninger ”nær” og dermed skulle have særlige grunde til at modtage flygtninge derfra.

 

Jeg har igennem 32 års tjeneste i Udenrigsministeriet ind imellem måttet optræde i pinagtige og akavede anliggender; men optrinnet i Ankara i 1986 om ”nærområdeforslaget” er tæt på at tage prisen.

 

Læs også
Så galt kan det gå, når medierne går amok i politisk korrekthed

Reaktionerne i en række andre hovedstæder var stort set identiske med den tyrkiske. Kort sagt: Man var absolut ikke indstillet på at rage Danmarks eller andre vestlige landes kastanjer ud af ilden, hvad enten man fik tilbudt penge for det eller ej.

 

Australiens model er anderledes

Trods den meget negative internationale modtagelse, som så vidt jeg husker aldrig rigtigt blev kommunikeret videre til Folketinget og offentligheden, blev forslaget genoplivet nogle gange i 1990’erne af den daværende opposition, sidste gang i 2001.

 

Der er imidlertid intet, der tyder på, forslaget ville lide en anden skæbne end tidligere, hvis en regering i dag eller efter et valg ville fremføre det på ny.

 

Tilsyneladende har Australien ganske vist fået Cambodja til mod betaling at oprette en flygtningelejr, hvortil asylansøgere kan tilbagesendes. Men det er, så vidt jeg forstår, under forudsætning om frivillighed. Desuden har Australien som regional stormagt i Sydøstasien visse muligheder, som Danmark ikke har i Mellemøsten eller Afrika.

 

Opsigelse af Flygtningekonventionen

Hvis udlændingepolitikken derfor skal lægges helt om, – hvad der er særdeles tungtvejende grunde til – bør vi ikke spilde tiden med forslag om oprettelse af flygtningelejre i nærområderne.

 

Læs også
EU-topmøde: Enten bevæger Europa sig nu mod en ny asylpolitik – eller også bevæger det sig mod kaos

I stedet er der nok ikke andet at gøre end at gå til biddet og opsige FNs Flygtningekonvention af 1951. Flygtninge- og udvandringsproblemerne ude i verden har antaget et omfang, som ikke kan løses ved flugt eller udvandring til Vesten.

 

Konventionen kan opsiges med et års varsel. Det ville utvivlsomt fremkalde stærk international kritik, hvis Danmark gik enegang. Men nogen skal af og til være foregangsland. Og enhver regering, der som i Danmark står med udfordringer, som ikke kan skjules eller undertrykkes overfor en bramfri befolkning, må selvfølgelig afveje en international kritik overfor en hjemlig opinion, som med stadigt stigende styrke forlanger, at der skiftes spor.

 

Det er vel heller ikke utænkeligt, at andre vestlige lande meget snart ville følge efter – og efterlade lande som Sverige i deres egen suppedas.

 

Hvis Danmark skulle overveje at udtræde af flygtningekonventionen, så burde vi samtidigt præcisere, at vi selvfølgelig fortsat vil stå ved vort internationale ansvar, men blot med andre midler end de hidtidige.

 

Kvotesystem

Vi kunne navnlig erstatte det nuværende asylbegreb med et, hvor vi hvert år tilbød at tage for eksempel 10.000 kvoteflygtninge i stedet for de nuværende spontane asylansøgere og deres mange efterfølgende familiesammenførte.

 

For de 10.000 skulle naturligvis omfatte hele familier, således at der ikke bag efter bliver tale om et stort antal familiesammenførte. Vi ville så også selv kunne udvælge de 10.000, for eksempel i øjeblikket blandt kristne fra Irak, Syrien og andre lande, hvor de er udsat for forfølgelse.

Læs også
Østrigs regering under Sebastian Kurz overhaler Danmark med stramninger i udlændingepolitikken

 

Et sådant system – antallet kan selvfølgelig diskuteres, det kan være højere eller lavere – ville medføre, at vi selv bestemte tilstrømningens omfang og besluttede, hvilke befolkningsgrupper vi ønskede at tilbyde asyl, ikke mindst ud fra deres beskyttelsesbehov og deres integrationsegnethed.

 

Desuden skulle vi selvfølgelig fortsat yde betydelige finansielle bidrag til FN og andre til afhjælpning af flygtningeproblemerne ude i verden. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…