Apropos 1864 – Bismarck bliver beskrevet som krigsmager, men han var også noget helt andet

Collage

Preussens ministerpræsident Otto von Bismarck (1815 – 1898) blev i den danske bevidsthed den store skurk, da han var arkitekten bag krigen mod Danmark i 1864, som vi kan se i den aktuelle tv-serie på DR1. Vi forbinder ham derfor oftest med krige; men han gik fra at være krigsmager til at være fredsmager.

Krigsmager

Ved sin tiltræden som preussisk ministerpræsident i 1862 udtalte han, at ”Politiske spørgsmål løses ikke med flertalsbeslutninger, men med jern og blod”.

 

Derfor skulle Preussen have en stærk hær, så han fik indført tre års værnepligt.

 

Det tyske Forbund med 38 forskellige stater var domineret af Østrig, men Bismarck opsatte det mål, at Tyskland skulle samles under Preussens ledelse; men uden Østrig.

 

Chancen kom i 1864, da Danmark brød fredsaftalen efter Treårskrigen 1848- 50, hvor vi havde lovet, at vi ikke ville knytte Slesvig nærmere til kongeriget. Men det gjorde vi med den nye forfatning i november 1863, og det vakte stor vrede i alle tyske stater. Så Bismarck var ikke sen til at gribe chancen.  Preussen og Østrig angreb Danmark i 1864, og det danske nederlag var uundgåeligt. Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg.

 

Ikke ydmyge

Efter krigen blev hertugdømmerne styret af Preussen og Østrig i fællesskab, men enigheden holdt kun til 1866, hvor de to lande kom i krig om byttet og om magten i Tyskland.

 

Den 3. juli 1866 vandt Preussen det afgørende slag ved Königgrätz i Böhmen. Efterfølgende viste Bismarck sin genialitet, for han forfulgte ikke sejren ud fra holdningen, ”nok besejre, men ikke ydmyge”, og han forlangte heller ikke landafståelser fra Østrig. Kun de danske hertugdømmer blev indlemmet som provinser i Preussen.  For Bismarck havde brug for Østrig i fremtiden.  Fra da af var Preussen det ledende land i Tyskland.

 

Tysklands samling

I Frankrig så man med stor uvilje på Preussens stigende magt, og Bismarck anså en krig mod Frankrig for uundgåelig. Han lokkede derfor Frankrig til at erklære Preussen krig i 1870. Det betød imidlertid, at alle de tyske stater sluttede op bag Preussen. Frankrig led et forsmædeligt nederlag ved Sedan, hvor kejser Napoleon den 3. endda blev fanget. Efterfølgende blev Paris belejret og erobret. Så var vejen banet for Tysklands samling.

 

I januar 1871 blev kong Wilhelm den 1. af Preussen kronet som Kejser Wilhelm den 1. af det nye, samlede Tyskland, og det skete i Spejlglassalen på slottet Versailles ved Paris.

 

I løbet af kun syv år have Bismarck nået sit mål, at samle Tyskland under Preussens ledelse og uden Østrig. Bismarck blev rigskansler og Tysklands mægtigste mand. Ved den efterfølgende fredsslutning kort tid efter måtte Frankrig afstå Elsass og Lothringen til Tyskland. De tre sejre over Danmark, Østrig og Frankrig er foreviget på Sejrssøjlen i Berlin.

 

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

Fredsmager

Fra da af blev Bismarck den store fredsmager. Han var klar over, at Frankrig altid ville pønse på revanche, så landet skulle isoleres.

 

Han søgte tilnærmelse til nabolandet Rusland, som han under hånden støttede økonomisk og hjalp med at nedkæmpe en polsk opstand. Desuden gjorde han alt for at undgå at provokere England. Flåden blev holdt på et lavt niveau, og Tyskland deltog kun i ringe grad i kapløbet om at få kolonier. I 1881 blev Tripelalliancen mellem Preussen, Østrig-Ungarn og Italien indgået for at isolere Frankrig.

 

Dødsfald fik Bismarck afskediget

I 1888 døde kejser Wilhelm den 1. og blev efterfulgt af sønnen, Frederik den 3., der var gift med den engelske prinsesse Viktoria, dronning Victoria ældste datter. Det nye kejserpar var kendt for deres liberale holdninger, der var præget af det engelske, politiske system, og Frederik havde ofte været i opposition til Bismarcks blod og jern politik.

 

Kejser Frederik døde af strubekræft 99 dage efter, at han var blevet kejser. Dette dødsfald fik uoverskuelige konsekvenser for Tysklands og hele Europas fremtid.

 

Han blev efterfulgt af den kun 29-årige Kejser Wilhelm den 2., der var en helt anden type end faderen. Wilhelm var selvfølende og blandede sig i regeringsførelsen, så han kom hurtigt i et modsætningsforhold til Bismarck, som derfor blev afskediget i 1890. Wilhelm den 2. iværksatte derefter et stort flådebyggeri, og Tyskland blev en ivrig aktør i kampen om at få kolonier under kejserens parole, at ”Tyskland ønsker en plads i solen”.

 

Læs også
Tyskland: En “latent følelse af utryghed”

Kejser Wilhelms politik nedbrød den magtbalance i Europa, som Bismarck havde opbygget, og i 1907 søgte England, Frankrig og Rusland sammen og dannede Tripelententen som modvægt mod Tripelalliancen. – Forspillet til 1. Verdenskrig i 1914 var sat i gang.

 

Arne Sloth Kristoffersen. Skribent og foredragsholder.  Hjemmeside: arnesk.dk 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…