Barcelonas historiske tyrefægterarena kan blive stormoské betalt af Qatar

Wikipedia

Den sidste tyr måtte lade livet i Barcelonas “Monumental” i 2011. Denne enorme bygning med plads til 19.000 tilskuere var i næsten 100 år byens største “plaza de toros” eller “coso”.

 

Men regeringen – “Generalitat” – i den selvstyrende region Katalonien forbød tyrefægtning, og siden da har der været forlydender og forslag om andre anvendelsesmuligheder – fra loppemarked til luksuslejligheder.

 

 

Arkitektonisk er bygningen udformet i en blanding af byzantinsk og ny-mudéjar-stil (“mudéjares” var betegnelsen på muslimer, der i senmiddelalderen var understillet Spaniens kristne konger). Under alle omstændigheder gør dens størrelse og beliggenhed den til et politisk emne. Bl.a. kræver kommunens regler, at en eventuel ny ejer ikke må ændre façaden og selve bygningens struktur.

 

La Monumental tilhører familiefirmaet Balañá, som af Generalitat modtog 300.000 euros i kompensation efter forbuddet mod tyrefægtning.

 

I 2013 fremkom forlydender om, at La Monumental ville blive købt af emiren af Qatar, der også finansierede Københavns stormoské. Dette åbnede perspektivet for en salgspris, der får erstatningen fra Generalitat til at ligne lommepenge. Nu blev journalisterne for alvor interesserede i sagen om den tidligere “coso”.

Dementi af rygter

Var Barcelonas bystyre i forhandling med Qatars emir med henblik på ombygning af La Monumental til en moské med plads til 40.000 bedende? Dette dementerede storbyens borgmester Xavier Trias den 23. juni. Han henviste dog til, at de lokale muslimer mangler en moské af passende størrelse. Den 25. juni skrev aviserne el Mundo og ABC, at Balañá ville sælge for 2.200 milloner euros. Men samme dag benægtede også dette firma, at en handel var i gang.

Flere stærke indicier tyder på, at dementierne er utroværdige. Men politik kendetegnes af usikkerhed.

Intolerant kommune?

Den 29. juni bragte avisen la Razón en udtalelse fra en syrisk indvandrer – Mowafak Kanfach. Han er formand for Kataloniens Muslimske Sammenslutning, som i mere end 10 år har krævet en moské i Barcelona. Et saudiarabisk initiativ – ligeledes med henblik på overtagelse af en forhenværende “coso” – var tidligere slået fejl. I stedet blev bygningen omdannet til butikscenter.

“Myndighedernes intolerance er utålelig … de vil ikke lade mig blive integreret” erklærer Kanfach. “Alle storbyer i Spanien har en moské, kun ikke vi her i Barcelona!” Derfor skrev han for nogle måneder siden til Qatars emir Tamim bin Hamad al Thani og bad om assistance.

Al Andalus Brigaden

Anmodningen var ikke et skud i tågen. En lind strøm af “petrodollars” fra Saudiarabien, Golf-emiraterne og Iran finansierer en global islamisering, som i høj grad også er rettet mod Spanien. Fundamentalistiske “ulema” – skriftkyndige – har med held påvirket muslimske immigranter med den målsætning at “generobre” Spanien og Portugal. Fra år 711 til 1492 var disse lande, som hed “al Andalus”, behersket af islam. Men “aduw Allah” – Allahs fjender – erobrede det tilbage og smed de fleste muslimer ud.

Den 16. juni arresterede spansk politi et antal muslimer, som kalder sig “Brigada Al Andalus”. Disse revolutionære aktivister er af marokkansk afstamning, og flere er spanske statsborgere. De samlede andre jihad-fanatikere  og sendte dem til oprørerne i ISIS (Islamisk Stat i Syrien og Irak).

Bredspektret offensiv

Jihad – at kæmpe for Allah foregår på mange måder. En forudsætning er at motivere især unge mænd gennem ord og billeder. Første fase af islamisk indoktrinering foregår ved intens focusering på grænsen mellem på den ene side al Umma, muslimernes internationale fællesskab, og på den anden side de vantro, der stemples som “kuffaar” (som er løgnagtige, fordi de påstår, at de ikke er muslimer, og dermed bliver de rituelt urene).

Med dette afsæt agiteres for budskabet om “korrekt” livsførelse i henhold til de utallige forbud og påbud i sharia. Tredje fase sigter på erobring og undertrykkelse af ikke-muslimer. Denne ideologiske påvirkning foregår dels på internettet, dels gennem fjernsynskanaler. Således gik i januar 2012 to fundamentalistiske tv-stationer i luften med udsendelser, der rettes mod et gigantisk seerpotentiale på begge sider af Atlanten – på spansk. Med hensyn til global udbredelse er dette sprog nummer tre, efter engelsk og mandarin-kinesisk.

Begge stationer er placeret i Madrid. De er rivaler. Den ene finansieres af Saudiarabien, der leverer wahhabi-versionen af sunna-islam. Den anden er etableret af regimet i Iran og sender Khomeinis shia-islamiske revolutionsideologi.

Katalonien – en islamisk bastion

Læs også
Muslimer kræver nye pasregler – muslimske kvinder må ikke vise deres ører

Ifølge en officiel opgørelse fra 2012 er der 1,6 mio muslimer i Spanien. Heraf er ca. 465.000 spanske statsborgere. Af de 17 selvstyrende regioner har Katalonien med 7,5 mio indbyggere den relativt største andel – ca. 400.000 muslimer.

Baggrunden er frem for alt politisk, da separatismen har vundet frem siden Spaniens overgang til demokrati i 1978. I de forløbne år har en koalition af selvstændighedspartier domineret og udnyttet de meget vide beføjelser, grundloven fastsætter for regionerne. I politik og lovgivning er det katalanske sprog blevet begunstiget, mens spansk i stigende grad fortrænges fra den offentlige sfære, herunder skoler og universiteter.

Selvstændighedspolitikerne fra det traditionelle centrumparti CiU og det venstredrejede ERC har ligeledes fremmet indvandring af arabere i håbet om at de vil tale katalansk og ikke spansk (som de mange tilflyttede latinamerikanere).

Ballade om bevillinger til integration

Àngel Colom er forhenværende leder af ERC. I dag leder han organisationen Nous Catalans (“Nye Katalanere”), som modtager penge fra Generalitats departement for familier og social velfærd. Her har Colom tilknyttet en stribe muslimer fra forskellige lokale foreninger, som erklærer at arbejde for integration, tolerance og etablering af moskéer, der kan være ramme om at “bekæmpe fundamentalisme”. Her optræder førnævnte formand for Kataloniens “ Muslimske Sammenslutning” Mowafak Kanfach.

Kritikere – af avisen la Vanguardia betegnet som højreradikale – angreb i begyndelsen af maj måned dette “integrationsinitiativ” for svindel. Colom beskyldes for misbrug af de beløb, familiedepartementet bevilger. Anklagen er, at pengene går til separatistpropaganda og til islamiske fundamentalister, som i årevis har deltaget i – eller direkte iværksat – optøjer, omskæring af piger, chikane, instruktion i at “straffe kvinden uden at efterlade spor”, shariadomstole, massedrab på vantro naboers hunde (“urene” dyr) og lignende aktiviteter over det meste af regionen.

Krigen i Syrien

CiU, det største af Kataloniens regeringspartier, kommer ind i billedet med tilkendegivelse af sympati for de syriske oprørere. Dette giver Kanfach vind i sejlene – og er en indirekte opmuntring til jihad-krigere som “Brigada Al Andalus”.

Spaniens – og hele Vestens – fjender blåstemples af toppolitikere fra ERC og CiU. Barcelonas borgmester kan hævde, at hans forvaltning intet kender til den projekterede omdannelse af La Monumental, men Kanfach erklærer, at de tyske arkitektfirmaer “KSP Engel, Zimmermann” og “Architekten Krebs und Kiefer International” er interesserede i ordren.

Måske får de den. Modstanderne af planen om at gøre La Monumental til megamoské kan nå at stikke flere kæppe i hjulet.

Separatismen styrkes

Arturo Más, lederen af CiU, forlanger en folkeafstemning om Kataloniens forbliven i Spanien. Dette afvises bestemt af Mariano Rajoys regering i Madrid, men opinionsundersøgelser tyder på, at CiU og ERC vinder tilslutning til kravet om selvstændighed. Dette kan skyldes flere faktorer – bl.a. et uafsluttet skænderi mellem Barcelona og Madrid om skatteudskrivning og det, der svarer til bloktilskud til danske kommuner.

Læs også
Vi får at vide, at den muslimske kultur var en berigelse af Spanien – men sandheden er en ganske anden

I 2012 viste en meningsmåling, at 41 procent af de adspurgte ønskede katalansk løsrivelse, mens 55 procent ville forblive i Spanien. I februar i år tilkendegav 48 procent støtte til kravet om uafhængighed, mens et sådant skridt blev afvist af kun 24 procent.

Det er ikke utænkeligt, at separatistpolitikerne har fået noget ud af en pro-islamisk strategi. Noget lignende er set i andre europæiske stater.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…