Ulogisk arkitektur: Så smalle døre på hospitaler, at senge ikke kan passere

colourbox

Spørgsmål:

 

Gentagne gange bliver jeg spurgt om, hvorfor arkitekter glemmer at tegne hospitalsdøre i en tilpas størrelse, så kørestole eller hositalssenge kan passere.

 

Svar:

 

I sidste ende er det min opfattelse, at arkitekterne bærer ansvaret når en dør ikke tilgodeser formålet.  Specielt ved meget store byggerier, især hospitalsbyggerier, er svaret nu ikke så enkelt.

 

Ved så store byggerier som nu “superhospitaler”, udarbejdes et byggeprogram. Dette program er meget omfattende og temmelig længe undervejs. Programudvalget, der har ansvaret, er sammensat af både brugere og specialister. Det er ikke usædvanligt, at der skrives 1000 sider.

 

Da der ofte afholdes en arkitektkonkurrence om det bedste bud på byggeriet, danner programmet, sammen med mange bilag, grundlag for de betingelser, arkitekter og totalentreprenører skal respektere.

 

Skal de forskellige funktioner på et hospital fungere optimalt, er der mange hensyn at tage.

 

Et helt simpelt eksempel, adskillelse af sterilt og ikke sterilt. Selvfølgelig, det er da klart.

 

Ja, men det er blot en af mange faktorer der skal tages alvorligt. Det sker da også, at de optimale krav ikke kan løses, da vejene krydser hinanden uhensigtsmæssigt.

 

Her skal man så vælge den mindst dårlige løsning. Det kan give anledning til stor uenighed i programudvalget / styregruppen, da der nu er tale om subjektive vurderinger.

 

Læs også
Hospitalspersonalet sidder foran computeren i stedet for at være hos patienterne – hvad sker der efter kommunalvalget?

Det optimale kan alle blive enige om, men det kan ikke altid lade sig gøre. Det kan også ske, at løsningen bliver for dyr og derfor fravælges.

 

Som det kan læses af ovenstående er der lang vej, inden dørstørrelser overhovedet bliver aktuelle. Rent faktisk er det noget af det sidste, der bliver målsat.

 

Tusindvis af tegninger

Et hospitalsprojekt består af flere tusinde tegninger. Planlægningssystematikken er, at de overordnede tegninger bruges som grundlag for detailtegninger, længere og længere ned i systemet.

 

Projekteringstiden er som regel for kort. I praksis medfører det, pga. tidspres, at for mange tegninger på “et lavere niveau”, bliver udført for tidligt i fasen.

 

Det er helt forudsigeligt, at der kommer ændringer i hovedtegningerne – det overordnede niveau. Det har den konsekvens, at mange tegninger “nede i systemet” (detailtegninger mv.) skal ændres eller rettes.

 

Det er oftest her, at fejlene sker. Det kræver megen stædighed, overblik og tid, at kontrollere de (samme) tegninger, igen og igen, ned igennem tegningssystemet, og dermed at finde evt. uoverensstemmelser.

Læs også
Birgitte: “Hospitalet tog mere hensyn til muslimer end til min syge mor” – nu fortæller andre om deres erfaringer

 

Ofte sker det, at enten får ingeniørerne ikke besked om en ændring, eller den bliver glemt eller lignende, i den enorme mængde af informationsudvekslinger og revisioner.

 

Indeholdt i en arkitektydelse findes et begreb der hedder “Projektgranskning”. Den har til formål, at fange de fejl, alle ved kan ske. Overser man at en dørbredde kun er 90 cm, når den burde være 130 cm, ja, så står Ekstra Bladet klar i kulisen.

 

Samtidig må det erkendes, at en sådan fejl burde opdages i tide, idet det må forventes at alle, også på byggepladsen, tænker sig om. Skal et ansvar i sidste ende gøres gældende, bærer arkitekterne det.

 

Jesper Staun, Arkitekt, cand.arch.

 

Læsere kan stille spørgsmål til brevkassen på: [email protected]

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…