600.000 afrikanere og arabere er klar til at rejse illegalt til Europa – de politisk korrekte vil åbne grænserne

Der er en massiv strøm af illegale indvandrere fra Afrikas nordkyst til Europa. I løbet af foråret er strømmen vokset. Og til sommer kan det blive ekstremt voldsomt.

 

Den italienske regering har forudset, at over en halv million desperate afrikanere og arabere står parat til det sidste spring fra Middelhavets sydlige bredder ind i EU

 

Fra Libyen og Tunesien sejler de til Lampedusa, Malta og Sicilien, og fra Algeriet og Marokko forsøger de at komme videre til Spanien.
Imens begynder valgkampen til valget til EU-parlamentet den 25. maj.

 

Denne udvikling har påvirket den politiske debat i Spanien  frem til den 25. maj. Retorikken mellem partiernes kandidater er blevet skærpet. De reagerer på vælgernes stærke bekymring over tilstrømningen af illegale arabere og afrikanere.

 

Men der er er rådvildhed og uenighed om, hvad man stiller op.

“Vi socialister kan ikke lide mure”

De skærpede holdninger bevæger sig hver sin vej.

 

På den ene side er der dem, der vil åbne endnu mere op for de illegale indvandrere. Denne holdning er der en voksende modstand imod. Men det socialistiske oppositionsparti PSOE har vendt 180 grader siden det mistede regeringsmagten i 2011 og vil tillade yderligere tilstrømning fra Afrika.

 

Dette fremgik ved et valgmøde for nylig. Her krævede generalsekretær Tomás Gómez, at grænserne fjernes.

 

Det er først og fremmest afspærringerne omkring de to havnebyer Ceuta og Melilla på den nordafrikanske kyst han ville have væk. Dette ville selvsagt give de hundrede tusindevis af illegale indvandrere endnu nemmere adgang til Europa.

 

Gómez var i selskab med partiets leder Alfredo Pérez Rubalcaba og Europaparlamentets formand Martin Schulz. Det var Martin Schulz, som i oktober 2013 forlangte, at EU-staterne skulle være fælles om at modtage alle immigranter.

 

Socialisterne ønsker, at Europa bliver “en vej til én samlet menneskehed”. Gómez mindede om Berlinmurens fald i 1989 og krævede, at grænserne fjernes, da de er “ulighedens, overherredømmets, uretfærdighedens og egoismens mure”.

Læs også
Vi får at vide, at den muslimske kultur var en berigelse af Spanien – men sandheden er en ganske anden

 

Jesuiterne deltager i valgkampen

Andre støtter kravet om at åbne endnu mere op for de illegale indvandrere.

 

Den katolske munkeorden “Jesu Selskab” – jesuiterne – har oprettet et særligt immigrationsagentur. I anledning af det snarlige EU-valg udsendte en appel med titlen “Håbet må ikke drukne”. Her henvises til tragedien, der kostede menneskeliv ved Lampedusa tidligere på året, og til de dramatiske begivenheder ved det ((slet: to)) tre meter høje metalhegn – “la Valla” – omkring Melilla.

 

De illegale immigranter, der med alle midler prøver at komme over hegnet eller gennem de bevogtede åbninger, bør ifølge jesuiterne ikke holdes borte, men tildeles “menneskerettigheder”.

Illegal indvandring og menneskerettigheder

Men immigranterne er netop illegale, fordi loven forbyder at trænge ind i Melilla uden de spanske myndigheders tilladelse. Når det så alligevel lykkes for desperate afrikanere og arabere at krydse grænsen, er deres tilstedeværelse automatisk en sag for politiet.

 

 

Dette beklager jesuiterne, som mener, at immigranternes “menneskerettigheder” bør prioriteres højre end den spanske stats interesser – i realiteten det samme som socialisternes krav om nedlæggelse af internationale grænser.

 

“Grænsen er et forsvar og ikke en vaskemaskine”

Læs også
Nu er der igen politisk uro i Spanien. Valg den 28. april 2019

Juan José Imbroda, den selvstyrende by Melillas præsident, kom med en hurtig replik til venstrefløjens – herunder jesuiternes – udmeldinger: “Grænsen er et forsvar og ikke en vaskemaskine!” (dagbladet la Razón, d. 7. april).

 

Når Imbroda taler om “vaskemaskine”, mener han det stik modsatte af jesuiternes klage over kriminalisering af de illegale immigranter. Langt de fleste af dem, der er trængt ind i byen, bliver nemlig ikke arresteret og fængslet, så i praksis har deres ulovlige indtrængen “renvasket” og afkriminaliseret dem.

 

 

I stedet for øjeblikkelig udvisning eller fængsling bliver de sendt til et opsamlingscenter med lægehjælp, tre daglige måltider, tøj og lommepenge. Efter nogen tid overføres de til det spanske hovedland, hvor betingelserne er endnu mindre restriktive end i Ceuta og Melilla.

Krav om en effektiv grænse

Det regerende “Folkeparti” (PP) og Socialistpartiet har i årtier været de dominerende i spansk politik.

 

Men i dag gør andre grupperinger sig også gældende – blandt andet det nationalt orienterede “Soluciona”. Dette partis talsmand i Melilla, Jorge Carretero fremførte i marts en skarp erklæring om behovet for at standse folkevandringen fra Afrika.

 

 

Carretero påpegede, at det er statens pligt at beskytte grænserne, og han angreb statsminister Mariano Rajoy for slaphed og eftergivenhed overfor pres fra ngo’er og andre, der solidariserer sig med illegale immigranter.

Læs også
FN har ikke en effektiv håndtering af klodens befolkningseksplosion

 

 

For at sætte en effektiv stopper for tilstrømningen af illegale krævede Carretero, at der sættes elektricitet til hegnet om Melilla, og at Civilgarden (grænsepolitiet) bruger skydevåben som sidste udvej for at standse de indtrængende.

 

Kompliceret udvisningsprocedure

Disse forholdsregler bliver næppe iværksat foreløbig, så folkevandringen vil fortsætte. Når de illegale immigranter er kommet til det spanske hovedland, skal der i princippet træffes afgørelse om deres videre færden. Det sker dog langt fra altid.

 

Mange går under jorden eller rejser straks videre til andre EU-lande. Det er vurderingen, at 40.000 i 2013 kom til europa og at de 20 procent nåede frem til Storbritannien.

 

For nogle af dem kan det ende med en afsluttet sagsbehandling, hvor en ansøgning om asyl eller om arbejdstilladelse afvises. De står dermed til udvisning.

 

 

Her opstår så andre komplikationer, da Spanien er forpligtet af en konvention. Den siger, at en udvisning kræver informering af og samtykke fra myndighederne i det land, den pågældende person skal tilbagesendes til.

 

Læs også
Frem mod valget må partierne tage klart stilling til det helt store spørgsmål i asylpolitikken

Stater som Somalia, Mali, Elfenbenskysten afviser dog ofte udenlandske krav om at modtage udviste, og især trækker de sagerne i langdrag. Som regel finder ingen udvisning sted.

Aktivistiske dommere

EU-kommissærerne holder lav profil med hensyn til de nationale regeringers håndtering af folkevandringen fra Afrika – indtil videre. EU har ingen fælles politik for flygtninge og indvandrere. Men en sådan står tydeligvis højt på Martin Schulz’ ønskeliste.

 

Hvis det lykkes ham at afløse Barroso, vil Kommissionen sandsynligvis overveje direktiver og forordninger, der flytter beslutninger om immigration til EU og bort fra medlemslandene.

 

 

Men ved siden af EU findes den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som arbejder hurtigere end Kommissionen. Den 9. juli 2013 afstak den med ekspresfart en kurs i retning af Martin Schulz’ mål.

 

De aktivistiske dommere forbød Malta at udvise 60 somaliere, der samme morgen var sejlet til øen fra Libyen.

 

Det er en dom, der har skabt opmærksomhed i Spanien – men rådvildheden råder.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…