Min vrede voksede, da jeg hørte Mohammad Ahmed i TV

Grimhøj-moskeens tilknytning til radikaliserede unge muslimer har i længere tid været debatteret. Jeg har selv skrevet et indlæg i JP Århus den 18. marts om bl.a. Østjyllands Politis oplysninger om, at 22 ud af 27 kendte jihadister har haft tilknytning til Grimhøj moskeen.

 

Den 23. april kastede Deadline så nyt lys over problemerne med Grimhøj-moskeen, da en velklædt og, må jeg sige, tillidsvækkende talsmand, Mohammad Ahmed var med i en debat. Det gode indtryk holdt dog ikke længe, og Ahmed kom alt andet end tillidsvækkende ud af debatten. Vi venter derfor stadig på, at Grimhøj tager deres ansvar alvorligt.

 

Det var således tankevækkende at se Ahmed sige, at ”forældrene ikke har gjort nok”. Selvfølgelig har forældrene et ansvar. Her er vi enige. Men synes talsmanden selv, at Grimhøj-moskeen har gjort nok? Synes han, at moskeen tager ansvar? Deadlineudsendelsen den 23. april var én lang bevisførelse for det modsatte.

 

Om helte og prædikanter

Jeg hiver tre eksempler frem.

1) Der er to forskellige holdninger til ’helte’ fra Grimhøj moskeen, forstår vi. En talsmand udtalte ugen før til Radio 24syv, at alle, der rejser ned og deltager i hellig krig, er helte.

 

Mohammad Ahmed, som er den anden talsmand, siger, at ”hvis Victor Kristensen har været ude, som det påstås i medierne, og udført en selvmordshandling, så kan jeg ikke udtale mig om den her sag”. Hvilken talsmand forbeholder sig retten til ikke at udtale sig? Og hvad mener moskeen egentlig? Vi savner klarhed.

 

2) Ahmed siger, at selvmordsbomberen Victor Kristensen ikke er kommet mere end to-tre gange i moskeen og afviser, at han har ladet sig konvertere i deres lokaler, selvom Victors familie siger det modsatte. Mener han, at forældrene lyver? Hvor er erkendelsen af, tilknytningen til terrorister fra Grimhøj-moskeens side?

 

3) To velkendte radikale prædikanter taler jævnligt til moskeens menighed. En af dem er Abu Ahmad, som flere gange har kaldt Osama bin Laden en helt. Talsmanden Ahmed benægter, trods sine 21 år med tilknytning til moskeen, overhovedet at kende til dem. Hans kommentar? ”Jeg ved ikke, hvem Abu Ahmad er”. Det lugter langt væk af ansvarsforflygtigelse.

 

Grimhøj moske har bevisbyrden imod sig

Det kan meget vel være, at den kære talsmand er ganske uvidende om, hvad der foregår i moskeen på Grimhøjsvej. I så fald bliver han, ligesom alle os andre, holdt for nar. Moskeen siger det ene. Beviser peger på det modsatte. Moskeen har et stort forklaringsproblem, og vi mangler at se en klar og tydelig afstandstagen til radikaliseringen. Gode hensigter er ikke nok.

 

Indtil da er det eneste, jeg bliver mere sikker på, at Grimhøj-moskeen i bekymrende grad bruger vores demokrati imod os. De udnytter vores grundlovssikrede ret til frit at forsamles og praktisere religion til at samle udsatte unge om et verdenssyn og værdisyn, der er skadeligt og direkte imod vores demokratiske samfund.

Læs også
Forbyd muslimske bønnekald ved lov

 

Hvad kan vi gøre? Flere lande har i mange år arbejdet målrettet med de her problemstillinger. Jeg tror på, at vi kan tage ved lære af at kigge på deres erfaringer. Og jeg er parat til at se på lovgivning, der kan imødekomme de problemer, debatten tegner.

 

Forældrene peger på Grimhøj-moskeen. Politiet peger på Grimhøj-moskeen. Og Ahmeds medieoptræden peger ikke ligefrem opmærksomheden væk fra moskeen. Og derfor har de stadig min opmærksomhed. Der er et tydeligt problem. Men er moskeen overhovedet interesseret i at blive en del af løsningen? Der skal mere end en pæntklippet talsmand med ternet skjorte til at få mig til at tro på det.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…