25 år efter Khomeinis fatwastunt

Khomeinis intention var at styrke sin egen position internt i Iran samtidigt skulle verden lære en vigtig lektie, nemlig at islam ikke er til at spøge med. De, der håner islam skal dø.

 

Fatwaen blev udstedt for 25 år siden på Valentinsdag, og i den anledning holder Lars Vilks Komiteen en debataften under overskriften: Fatwa eller Ytringsfrihed. Panelet udgøres af danske og internationale eksperter, forfattere og debattører, hvilket man kan læse mere om på komiteens hjemmeside, larsvilks.com.

 

De Sataniske vers

Salman Rushdie havde skrevet fiktion som indirekte gjorde grin med islam. Men fatwaen handlede ikke kun om Rushdie. Khomeini havde måske ikke engang læst Rushdies bog, ”De Sataniske Vers”.

 

Hadet mod vesten, tørsten efter offer-rollen og det at kunne svælge sig i verdensomspændende opmærksomhed, var sammen med en række tilfældige sammenfald, udgangspunktet for fatwaen mod den indisk-engelske forfatter med muslimsk baggrund.

 

For Khomeini lykkedes hans PR stunt, hans internationalt orienterede aktion, som også skulle bane vejen for udbredelsen af den islamiske revolution til andre lande.

 

Fatwaen virkede

Fatwaen forargede og skræmte de den skulle, imens den imponerede de den skulle. Internt i landet sendte han endnu et klart signal; vi slår ihjel, når vi føler os truede, men også når vi bare bliver fornærmet. Khomeini mente at det var nødvendigt at være brutal.

 

Fatwaer taler til og er til for at skabe en kultur med had, intolerance, afstumpethed og ikke mindst barbarisme iblandt islamister og muslimer.

 

Siden fatwaen er Rushdies japanske tolk blevet slået ihjel, og flere forlæggere og oversættere er blevet forsøgt slået ihjel, heriblandt den norske forlægger, William Nygaard.

 

Rushdie lever stadig i skjul, og hans liv er stadig truet.

 

Læs også
Mullaherne lover “Ophør af Israel” og amerikansk civilisation

Da jeg selv hørte om fatwaen

Jeg selv var syv år da fatwaen blev udstedt, og jeg hørte alligevel om det, da jeg på det tidspunkt boede i Iran.

 

Det lød voldsomt, men selv mine forældre og deres venner som var ateister, mente dengang at det var en unødig provokation, men de fordømte selvfølgeligt Khomeinis fatwa.

 

I dag ved jeg, at der ikke er noget der hedder unødig provokation, for hvem skal dog afgøre, hvad der er unødvendigt? Man kan endda argumentere for, at så længe fatwaer bliver udstedt, lige så længe er der behov for provokationer.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…