Min erfaring er, at de fleste ældre mennesker kæmper en stædig kamp for at undgå at skulle have hjælp

Arkiv

I de seneste måneder er ordet rehabilitering og ideen med dette, blevet diskuteret såvel i kommuner som i Folketinget.

 

Ønsket om at vi ved professionel indsats kan få mennesker til at være ”selvhjulpne” i en længere periode af deres liv, er særdeles positiv.

 

Intet kan være skønnere end at være ”herre i sit eget hus” og selv bestemme hvordan dagen og livet i det hele taget skal forløbe. Derfor har jeg præcis som kommunerne en særdeles positiv tilgang til rehabilitering og håber at det må have en positiv indvirkning på talrige borgeres liv.

 

Mangel på genoptræning

I mange år har jeg som sygeplejerske oplevet en stor mangel på genoptræning, når et menneske blev udskrevet efter et hospitalsophold. Det tilgrundliggende problem for indlæggelsen var klaret, men den efterbehandling som skulle sikre, at folk kunne genvinde deres tidligere formåen, var efter min mening ofte utilstrækkelig.

 

Derfor er en øget indsats og fokus på rehabilitering også noget jeg personligt imødeser med stor glæde og optimisme. Der er ingen tvivl om at manglende genoptræning i mange tilfælde har været grunden til, at tidligere velfungerende mennesker har mistet gode aktive år på den bekostning og fået brug for professionel hjælp tidligere i livet end nødvendigt.

 

Når dette er sagt, er det samtidig utrolig vigtigt, at de nye tiltag i kommunerne bliver tilpasset det enkelte menneskes behov og formåen. Her kan ikke standardiseres.

 

Funktionstab med alderen

For én ting er genoptræning efter en hospitalsbehandling, en anden ting er accepten af at ethvert menneske med alderen vil opleve funktionstab. Jeg er enig i at rehabilitering vil kunne udsætte disse funktionstab, men den enkelte person skal være positivt indstillet omkring sin egen indsats og de forventninger der ligger til ham og må ikke sidde tilbage med en følelse af ikke at kunne leve op til – eller magte dette rehabiliteringsforløb.

 

Min erfaring er, at langt de fleste mennesker i forvejen kæmper en stædig daglig kamp for at undgå at skulle have hjælp. De ønsker at kunne klare sig selv og vil for alt i verden undgå, at deres hjem bliver overtaget af professionelle. Det at man som menneske ikke længere kan bestemme over sig selv, sin tid og sin bolig virker skræmmende på de fleste.

 

Netop det at blive umyndiggjort og umenneskeliggjort af systemet er en hyppig frygt hos mange. Man vil helst selv!!! Det er meget få mennesker, som vil sætte sig i en stol med benene oppe og nyde at andre tager over.

 

Læs også
Antallet af hjemmerøverier begået af folk med fremmed baggrund eksploderer – mange ældre udsættes for modbydelige oplevelser

I alle de tilfælde hvor folk har kæmpet for at klare sig selv længst muligt, men nu ikke selv magter dette længere, er det ikke et tilbud om rehabilitering, der skal gives. Når disse mennesker får brug for hjælp, skal de hjælpes i det omfang de har behov for… Ikke rehabiliteres!

 

Som eksempel kan jeg nævne, at når kræfterne er små, kan selv det at tage et par støttestrømper eller tøjet på om morgenen være en stor udfordring. Jeg anerkender at det er bedst for den enkelte at kunne klare sig selv, men hvis dette får den betydning at personen bagefter har brugt alle sine kræfter på disse praktiske ting, og derfor ikke magter at gå en lille tur til bageren eller på besøg hos naboen til en kop kaffe, så bliver prisen for at klare sig selv for høj i den sidste ende.

 

Så er det langt at foretrække at der gives professionel hjælp til påklædningen så personen derved sparer kræfterne og komme ud og få nogle sociale input fra omverdenen.

 

Den enkelte ved bedst selv

Der skal være en kommunal accept af, at det enkelte menneske selv ved hvad der er bedst for dem. Ethvert liv er fyldt af udfordringer på forskellig vis og dette livslange kendskab til egne fysiske, psykiske og sociale kræfter bør altid respekteres. Ellers kan en nok så velmenende kommunal rehabilitering hurtigt ende med det modsatte af intentionen, nemlig med et tab hos den enkelte borger af troen på, at man som menneske stadig har retten til at bestemme over eget liv.

 

Rehabilitering må aldrig blive en kommunal spareøvelse, men skal være en hjælp for den enkelte borger til at udskyde tidspunktet hvor afhængigheden af det professionelle system melder sig.

 

Det skal altid være mennesket frem for systemet.

Læs også
Musik kan være den bedste medicin – det har DR ikke forstået

 

Thyra Franck er medlem af Folketinget for LA

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…