Jeg var på vej hjem ad gågaden i Odense, da en hjemløs råbte efter mig – han fik stor betydning for mig

Foto: Colourbox

Da jeg gik i gymnasiet, oplevede jeg en dag noget, som har stor betydning for mig i dag.

 

Jeg var på vej hjem ad gågaden i Odense, da en hjemløs råbte efter mig. Jeg følte mig først lidt utilpas. Hvad ville han?

 

Jeg fandt dog hurtigt ud af, at han bare vil snakke. Derfor satte jeg mig ned ved siden af ham, mens han fortalte mig sin livshistorie. Han hedder Allan og var hjemløs og misbruger. Han var resultatet af en social deroute. Konen ville skilles, og derfor begyndte han at drikke. På grund af hans alkoholmisbrug mistede han sit arbejde og dernæst sin lejlighed. Allen endte til sidst på gaden – alene med sit misbrug.

 

Kun ét parti

Den eftermiddag tænkte jeg på, hvad et velfærdssamfund er værd, når man ikke kan holde hånden under de allersvageste? På den ene side undrede det mig, hvorfor det danske samfund har så travlt med at brandbeskatte og begrænse menneskers frihed frem for blot at lade folk passe sig selv og gå på arbejde og tjene til sin familie – og på den anden side at det danske samfund så ikke tager sig af dem som har brug for et sikkerhedsnet.

 

Til at løse dette skisma er der for mig kun ét parti, som forener balancen mellem socialt ansvar og frihed. Det fandt jeg ud af den dag, jeg satte mig ned og fik Allans livshistorie. Derfor meldte jeg mig den dag ind i Det Konservative Folkeparti. Lige siden har jeg interesseret mig for debatten om de socialt udsatte og de svageste i samfundet. Også derfor var jeg meget stolt over at blive udnævnt til socialordfører, da jeg vendte tilbage fra barsel.

 

Hvem er de svageste?

Begrebet ”de svageste i samfundet” har ubemærket ændret sig gennem de senere år. Flere partier stod ved forrige weekends partikongresser i kø for at holde hånden under de svageste i vores samfund. Men det er interessant at tage debatten om, hvem disse svage grupper egentlig er.

 

Dagpengemodtagere er blevet nævnt som de svageste i samfundet igen og igen. Det er eftersigende en gruppe som samfundet skal holde hånden under. Men er de svage? Er de ikke bare almindelige mennesker, som midlertidigt er uden arbejde?

 

Studerende lever under regeringen fiktive fattigdomsgrænse, og er udsat for et hårdt pres på deres studier. Men er de svage?

 

Sidst er der en tendens til at ældre af flere partier bliver betragtet som en ressourcesvag gruppe. Selvfølgelig findes der udsatte og svage ældre, som vi skal tage vare på. Men de øvrige ældre skal såmænd blot have lov til at klare sig selv – som de altid har gjort.

 

Læs også
Video: To arabere stak mand ned på togstation, fordi han var kristen – så hånede de ham og hans religion

Vi råber højt for dem der ikke selv kan

Dagpengemodtagere, studerende og ældre er ikke per definition svage. I min verden er de ressourcestærke borgere, som ikke skal stigmatiseres eller marginaliseres.

 

For mig er de mest udsatte, de borgere der lever på samfundets bund, og de hører ikke til de grupper der råber højest. Vi skal ikke hjælpe Hr. og Fru Danmark, som godt kan klare sig selv. De har ikke brug for, at vi skal fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv.

 

Vi skal hjælpe dem der har et reelt behov for hjælp. Det har vi en forpligtelse til. Men det er ikke blot en forpligtelse. Det er også en nødvendighed, fordi vi har med en gruppe at gøre, der ikke selv råber op. Vi vil ikke acceptere, at socialt udsatte ikke får den hjælp, de har brug for.

 

Derfor råber vi på denne gruppes vegne – og vi råber højt!

 

Mangel på opdragelse

Desværre har vi set tendenser til at både borgere, men også samfundet i stigende grad svigter de svageste. Så sent som i denne uge har der været eksempler på, hvordan socialt udsatte i stigende grad bliver udsat for chikane og vold. Det rører mig dybt, når velfungerende borgere fra lune middelklassehjem chikanerer vores social udsatte.

 

Læs også
Berygtet bandeleder truede hjemløs, der skulle fortælle politiet om bandens overfald på ham – men så skete der noget, som bøllen ikke havde regnet med

Det smerter mig meget, at de ikke har lært hjemmefra, at man skal tage vare på en, der har det svært. Det burde være en fundamental værdi i mennesket. Det er mangel på opdragelse.

 

Giv ham en kop kaffe

Det rører mig lige så dybt, når samfundet og systemet svigter de socialt udsatte. Eksemplerne jeg møder som socialordfører er desværre mange. Jeg vil ridse tre eksempler op her.

 

Det første er historien om den mand, der blev fundet død bag en 7eleven i vinters. Han havde siddet ved butikken i flere dage og aftenen forinden han død, havde en medarbejde ringet til politiet og fortalt, at manden var ”blå af kulde og frøs”. Beskeden fra politiet var: ”Giv ham en kop kaffe”. Er det måden at behandle samfundets mest udsatte på?

 

Presset ud i prostitution

Et andet eksempel stødte jeg på, da jeg for nogle uger siden var på besøg i Reden på Vesterbro, som er et frirum for kvinder i misbrug og prostitution. Her talte jeg med kvinderne, og vi spiste aftensmad sammen. Sidst på aftenen satte Sara sig hen til mig. Hun har været misbruger, siden hun var 16 år og tidligere prositueret. Hun var endt i den ulykkelige situation, at hun måske blev nødt til at prostituere sig selv igen for at skaffe penge.

 

Kommunen havde nemlig vurderes hende uddannelsesparat i den nye kontanthjælpsreform. Derfor bliver hun nu trukket i kontanthjælp. Hvorfor er der ingen der ser, at vi ikke hjælper Sara? Derimod svigter vi hende og presser hende tilbage i prostitution igen? Prostitution har aldrig været svaret på unge kvinders fremtid.

 

Læs også
Ny vold: Syv unge migranter satte ild til en hjemløs, som sov på en undergrundsstation i Berlin – befolkningen tror ikke længere på integration

Udviklingshæmmet indstillet til fleksjob

Det sidste eksempel mødte jeg i foråret. Jeg oplevede en skræmmende historie om, hvad der kan ske, når arbejdsmarkedspolitikken møder socialpolitikken på en måde, hvor systemet kommer før mennesket. Historien handler om Mathias på 18 år. Han er udviklingshæmmet. Mentalt er Mathias som en 6-årig. Han har ikke et forståeligt sprog, er ikke renlig og går med ble, som han ikke selv kan skifte.

 

Mathias er en af de unge i vores samfund, som vi har en ekstra forpligtelse til at sørge for – fordi det kan de ikke selv. Derfor bliver jeg ikke bare vred, når jeg hører, at Mathias ikke alene fik afslag på̊ førtidspension. Han blev faktisk indstillet til et fleksjob af kommunen. Når jeg hører sådan nogle historier, bliver jeg ærlig talt rigtig ked af det. Hvilken type fleksjob er det nøjagtig, at kommunen forestiller sig, at Mathias vil kunne klare?

 

Mennesker skal før systemet

Eksemplet er desværre ikke enestående. Antallet af udviklingshæmmede og tildeling af førtidspension til denne gruppe har generelt fulgtes ad – indtil førtidspension- og fleksjobreformen. Men siden 2013 er der sket en halvering i tildelingen i førtidspension til udviklingshæmmede. Resultatet er, at unge udviklingshæmmede bliver tabt på̊ gulvet – stik imod reformens intention og stik imod indholdet af den aftale, jeg forhandlede på̊ plads som arbejdsmarkedsordfører.

 

Vi har brug for bedre svar til de forældre, der skriver til mig. Svar der handler om, hvordan vi far hjulpet det tavse mindretal, der ikke har en stemme. For eksemplerne om Allan, Mathias, Sara er ikke enkeltstående. Det er livshistorier, der alle beretter om, hvad der sker, når systemet sættes før mennesket.

 

Derfor må vi sammen arbejde for at ændre socialpolitikken, så den igen bliver social og til gavn for dem, som hver eneste dag lydløst beder om vores hjælp.

 

Læs også
Skolen tog et stort skridt og forbød eleverne at have mobiltelefoner – først rasede de, men så skete noget helt fantastisk

Derfor siger jeg mennesker først.

 

Mai Mercado er MF og socialordfører for de Konservative

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…