De officielle myndigheder i Pakistan har totalt mistet kontrollen

Foto: Twitter

Pakistan skaber jævnligt sensationelle og blodige overskrifter – som i søndags, hvor den pakistanske taliban-bevægelse slog til i storbyen Karachis internationale lufthavn med 29 døde til følge – eller et par dage senere, da et stort antal hjemvendende shiitiske pilgrimme blev dræbt nær grænsen til Iran; eller tænk bare på 2011, da en amerikansk specialstyrke lokaliserede og dræbte Osama bin Laden i den by, hvor det pakistanske militærakademi og flere vigtige hærenheder befinder sig.

 

Opremsningen kunne fortsættes i det uendelige, og det vil den nok også kunne i fremtiden.

 

Korruption er målet med magten

Den korte forklaring er, at Pakistan er en fejlslagen stat, hvor de officielle myndigheder hverken har fuld kontrol over grænserne, over vidstrakte landområder eller over store dele af Karachi, der med sine ca. 15 mio. indbyggere er landets største by, og det kommercielle centrum med bl.a. den vigtigste havn.

 

De civile myndigheder er meget svage, gennemkorrupte og stort set ude af stand til at levere almindelige tjenester som politi, sundhed, uddannelse eller social velfærd. Formålet med de civile, folkevalgte politikeres magtudøvelse er ikke at fremme landets og befolkningens vel. Korruption og egen berigelse er ikke et biprodukt af, men der imod selv meningen med deres magtudøvelse.

 

Islamiseringen af Pakistan

Pakistans egentlige herre er militæret, som har styret åbenlyst i længere perioder (1958-71, 1977-88 og 1999-2008). I årene 1977-88 indførte den daværende militærdiktator Zia ul-Haq islamisk lovgivning byggende på sharia.

 

Der opstod efterhånden et omfattende netværk af koranskoler, bl.a. i fravær af et offentligt skolevæsen.

 

Den militære efterretningstjeneste ISI (Inter Services Intelligence) opbyggede et netværk af islamiske terrorgrupper til indsats imod russerne i Afghanistan, mod inderne i Kashmir og mod interne modstandere i selve Pakistan, bl.a. shiaerne, der udgør 10-15 % af befolkningen. Taliban i Afghanistan blev lanceret i og fra Pakistan af ISS i 90’erne.

 

Siden 1970’erne er islamiseringen af Pakistan skredet vidt frem. Det vidt forgrenede netværk af koranskoler og terrorgrupper tjener militæret/ ISI som udenrigs- og indenrigspolitiske redskaber i en mere og mere utilsløret form.

 

Terrorister og jihadister

Da jeg var ambassadør, kunne man således jævnligt læse i aviserne, at lederne af – officielt forbudte – terrorgrupper som f.eks. den berygtede Lashkar-e-Taiba (urdu for ”De Renes Hær”) holdt offentlige møder midt i en stor by, hvor de opildnede tilhørerne til hellig krig, o.s.v., o.s.v. De tilsendte også løbende ambassaden deres publikationer.

Læs også
Ambrin får 11.000 kr. i kontanthjælp hver måned – derfor bliver hun i Danmark, selv om hun hellere ville bo i Pakistan

 

Til overflod uddannes og trænes mange vestlige jihadister i Pakistan, inden de vender tilbage til deres hjemlande for at udøve deres velsignelsesrige gerninger. Under Muhammed-krisen var der varme linjer mellem de danske aktører og deres meningsfæller i Pakistan. Det kunne vi klart opleve på ambassaden. Det er også bekræftet i Ahmed Akkaris nyligt udgivne bog.

 

Intern krig i Pakistan

ISI har imidlertid ligesom troldmandens lærling skabt en serie monstre, af hvilke nogle er kommet helt ud af kontrol. Det gælder i særdeleshed de pakistanske talibaner TTP, som nu i nogle år har ført krig mod den pakistanske stat med det formål at indføre fuld sharia. TTP og dets allierede begår jævnligt blodige anslag mod myndighederne, mod vigtige institutioner og mod shiitterne, der anses som vantro.

 

Derimod er afghansk taliban fortsat stort set under fuld og hel kontrol af ISI. Da jeg var ambassadør i Pakistan (2004-6), var det en offentlig hemmelighed, at Talibanledelsen havde hovedkvarter i byen Quetta i Pakistan nær grænsen til Afghanistan. Det var dengang den almindelige antagelse blandt vestlige iagttagere, at Osama bin Laden opholdt sig i de lovløse bjergområder på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan. Men, som en af mine pakistanske kontakter sagde: ”Tro ikke på det. Han opholder sig på et sikkert sted (”safe house”) i Pakistan, som ISI har stillet til rådighed. Måske lige henne om hjørnet…”.

 

Ja, men, vil læseren spørge, hvordan kan alt dette ske i et land, der er allieret med Vesten i kampen mod islamisk terrorisme, og som får betydelig finansiel støtte fra USA og andre vestlige lande, derunder Danmark?

 

Dobbeltspil

Svaret er, at Pakistan, d.v.s. landets reelle magthaver militæret, spiller et dobbeltspil, som USA af politiske, strategiske og efterretningsmæssige årsager har valgt at se igennem fingre med.

Læs også
Politiet fortæller om det vilde bandeskyderi – men det vigtigste spørgsmål af alle bliver ikke besvaret

 

For den pakistanske hær er afgørende indflydelse i Afghanistan som militært bagland vital af hensyn til modsætningsforholdet til arvefjenden Indien. På begge fronter er det for risikabelt at spille med åbne kort. Så i stedet udføres opgaverne af de islamiske terrorgrupper. Den pakistanske hær har i øvrigt aldrig selv vundet en krig.

 

Når man har boet i Pakistan og har kunnet følge mange af disse tildragelser på nært hold, må man – måske noget formasteligt – til sidst konkludere, at det nok er Pakistan (195 mio. indbyggere) og ikke Afghanistan (32 mio. indbyggere), der er det største problem i regionen. Det er forunderligt, at der først i det sidste par år er vestlige journalister, som har fundet det umagen værd at fremdrage Pakistans dobbeltspil. Det skete f.eks. for knap tre år siden, da to amerikanske journalister i magasinet The Atlantic skrev en artikel med den megetsigende titel ”The Ally From Hell” (Den allierede fra helvede), se www.theatlantic.com/magazine/archive/2011/12/the-ally-from-hell/308730.

 

Nyligt har en anden amerikansk journalist Carlotta Gall udsendt bogen: ”The Wrong Enemy: America in Afghanistan, 2001-14” (Den forkerte fjende, USA i Afghanistan 2001-14). Se: www.nytimes.com/2014/03/23/magazine/what-pakistan-knew-about-bin-laden.htr.

 

Glemte jeg at skrive, at Pakistan er en atommagt? Nå ja, det er så bare endnu en del af problemkomplekset. Men det er en længere historie, som må vente til en senere artikel.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…